Busdiskrimination – fra ligebehandling til særbehandling

Smidt af bussen for at bære tørklæde

Chauffør i Arriva bus nægtede at køre med muslimsk kvinde iført tørklæde med henvisning til, at hun var maskeret.
Af Ole Jessen
olje@stiften.dk

En kvinde iført muslimsk tørklæde blev mandag eftermiddag afvist, da hun sammen med sin mand og børn ville stå på bus nr. 107 på Skanderborgvej i Viby.

»Jeg kører ikke med kvinder med tørklæder, for jeg kører ikke med maskerede passagerer, « sagde chaufføren og nægtede at køre videre, hvis kvinden ikke
stod af.

»Jeg blev meget chokeret over, at min kone ikke måtte komme med bussen. Jeg har boet i Danmark i 12 år, og jeg har aldrig nogensinde været ude for noget
lignende,« siger Mohamed Belgacem, hvis kone Houria Nouioua blev nægtet adgang til Arriva-bussen.

Ikke maskeret
Houria Nouioua går med hovedtørklæde og med niqab, et klæde der dækker munden. Familien har oprindelse i Algeriet. Med de tre børn på seks, fem og ét år,
samt en klapvogn, steg de på bussen i Viby for at køre ind til midtbyen.

»Chaufføren blev ved med at gentage, at der i Danmark er en regel om, at man ikke må køre med maskerede personer. Derfor ville han ikke køre med en kvinde
med tørklæde. Men min kone er ­ikke maskeret, og jeg har da aldrig hørt om sådan en regel,« siger Mohamed Belgacem.

»Jeg følte mig ydmyget og meget nedladende behandlet,« siger Houria Nouioua.

Både hun og børnene græd over behandlingen i bussen.

»Jeg er dybt rystet over behandlingen, og jeg vil klage til Arriva over chaufføren,« siger Momahed Belgacem.
Han fortæller, at hans kone er så chokeret, at hun er blevet bange for at gå udenfor deres lejlighed i Viby.

Naturligvis er det diskrimination, hvis chaufføren ikke har en god grund til at afvise en maskeret passager, og blot afviser kvinden, fordi hun er muslim, men afvisningen må være i orden, hvis kvinden benytter rejsehjemmel, som påkræver billedidentifikation.
Alternativet er at give muslimske kvinder særbehandling, hvilket under omstændighederne vil betyde en fuldstændig undergravelse af kontrolsystemet, hvilket heller ikke er påkrævet af dansk ret.
Kvinden kan købe et klippekort eller fjerne maskeringen under kontrollen, hvilket også er opfattelsen hos juraprofessor Claus Haagen Jensen.
Men et sådant valg vil naturligvis tvinge muslimske kvinder til at betàle mere for rejsehjemlen, fordi de enten må købe billet eller klippekort. Det er kvindens eget valg, og sund fornuft burde tilsige, at hun selv må påtage sig ômkostningerne ved at vælge en påklædning, som er i klar modstrid med almene krav til korrekt identifikation.
Men i en tilsvarende sag fra Odense, hvor DR Online kan berette, at en somalisk kvinde blev afvist, da hun forsøgte at køre på et månedskort, nægter Fynbuss formand Torben Andersen (SF) naturligvis at håndhæve reglerne, fordi køb af et klippekort vil pålægge muslimske kvinder ulige udgifter.
Fra DR Online:
Forkert at nægte tildækket passager adgang

Buschauffører på Fyn må ikke længere nægte tildækkede personer at køre med bussen.
Forleden blev en somalisk kvinde afvist af en buschauffør i Odense, fordi hendes ansigt var helt tildækket af en niqab, der skjuler alt på nær øjnene. Hun
ville køre på et månedskort med foto. Men da chaufføren ikke kunne se hendes ansigt, ville han ikke acceptere at hun steg op i bussen, skriver Fyens Stiftstidende.
Chauffører skal ikke vurdere om folk er religiøse
Men chaufføren handlede altså forkert - buschaufførerne skal godkende kundernes påklædning, lyder det fra fra formanden for Fynbus, SF’s Torben Andersen:
- Fynbus skal transportere folk. Det er ikke chauffførernes opgave at vurdere, om kundernes beklædning er religiøs. Når man går på posthuset for at hente
en pakke, er personalet dér også nødt til at acceptere at se et sygesikringsbevis uden foto, siger Torben Andersen. 
Chaufførformand: Helt ved siden af
Formand for 3F Transport, John Noach er lodret uenig: 
- Bestyrelsen har jo netop selv indført regler om billedlegitimation på månedskort, og derfor er det helt ved siden af, når Torben Andersen nu løber fra
dét krav. Nu kan alle jo snyde.
Hvis Torben Andersen mener, at det ikke er vigtigt at se folks ansigt, for at vide om de har betalt, så kan man jo lige så godt helt fjerne kravet om billeder
på bus-kortene, siger fagforeningsformanden.  
- Situationen er dum for chaufførerne, for selv om der er regler, så er bestyrelsen åbenbart ligeglad med, om de bliver overholdt, lyder det fra John Noach.
Klippekort for dyre
Formand for Fynbus, Torben Andersen erkender, at beboere i en hel opgang i princippet kunne bruge samme månedskort til busserne, men det er en risiko man
må løbe, siger han.
- Kvinden kunne også have brugt et klippekort, og så ville der ikke være noget problem med identifikationen, men alle skal have mulighed for den billigst
mulige transport, hvis de bruger busserne meget, siger han. 

Ræsonnementet i Torben Andersens argumentation kan ´forekomme langt ude, men er faktisk helt konsistent med den egalitaristiske logik om, at samfundets regler ikke kan opretholdes som objektivt nødvendige, hvor disse pålægger mennesker ulige byrder. At disse byrder udspringer af personlige valg, som ligeledes burde pålægge folk de ulige omkostninger, er naturligvis det sidste Torben Andersen forestiller sig.
I denne og lignende sager spores der en tendens til, at diskriminationsteorier strækkes til ukendelighed; fra at forudsættt at folk har ret til ligebehandling til at ligebehandlingen i sig selv er ond, når den pålægger visse offergrupper ulige byrder, som det egalitaristiske samfund naturligvis er pligtigt at rette op på. En helt tilsigtet bivirkning ved denne diskurstilpasning er, at kritik af særbehandling herefter kan stigmatiseres som racisme og diskrimination. Det er ikke længere nok at støtte lige rettigheder, og forsigtigt tale for, at alle har krav på ligebehandling. Man stigmatiseres som ond, fordomsfuld og intolera´nt for at påpege at der er forskel på ligebehandling og særbehandling, og for at påpege, at menneskers livsstil, hvor dybtfølt den ellers er i dens oprigtighed, nødvendigvis medfører omkostninger, som må betales af individet selv og ikke ved at samfundet giver individet særbehandling.

DF vil forbyde tildækning i det offentlige rum
180grader.dk: Juraprofessor: Helt ok at afvise tilslørede kvinder i bussen

Frygten for at fremstå som rigid og intolerant er stor, selv når samfundet faktisk menes at have reglerne på dets side:
JP.DK: Sløret svar om slør i bussen.

“Kan en kvinde, der tildækker sit ansigt med niqab eller burka, bruge månedskort med billedlegitimation… Da JP Århus spurgte direktør i Midttrafik, Jens
Erik Sørensen, var der ingen vaklen:
»Vil man rejse billigt med et månedskort, der kun er gyldigt med genkendeligt billede, skal chaufføren kunne genkende personen på billedet. Det betyder,
at passageren skal løfte sløret,« lød svaret.
Men samtidig udtalte vicedirektør Mette Julbo til Århus Stiftstidende, at hvis en person med månedskort ikke umiddelbart kan identificeres i bussen på grund
af tørklæde eller anden hovedbeklædning, skal chaufføren vælge at lade tvivlen komme passageren til gode og tage vedkommende med i bussen. Sidenhen kan
en af selskabets kontrollører muligvis foretage en identifikation…
»Jo, men man skal jo ikke lave episoder ud af det. Så når chaufføren vurderer situationen, kan han tage passageren med og sige, at det går denne ene gang,
men fremover må hun bruge en billet eller et klippekort. Chaufføren efterlader for eksempel heller ikke et barn stående på en øde vej, hvis det ikke har
penge nok til billetten.«”

Svaret er desværre symptomatisk for den bløde please mentalitet, der har gennemsyret stortset alle myndighedsområder. En regel, der foregiver at udstikke klare retningslinier, er ikke en regel, hvis kontrollanten skal lade borgeren tvivlen komme til gode. Enten er der hjemmel, eller også er der ikke. Nu kan vicedirektør Mette Julbo naturligvis have fået eksemplet med barnet lagt i munden af intervieweren, men mest sandsynligt er det, at hun bedre kan lide at please end at forklare reglerne. Kimpo har sikkert en forklaring, som jeg uden at foregribe begivenhederne vil afvente med spænding.
Dog kan man heller ikke benægte, at både muslimer, kvinder og børn er nederst i venstrefløjens offerhierarki, så at lade stakkels muslimske kvinder eller børn græde, fordi det er for hårdt at pålægge dem samme regler er naturligvis lige i øjet.
Snaphanen: Hvem er Mohamed Belgacem

Muslimske familieværdier

Herald Sun: What hope do we have?

November 09, 2008 12:00am

TERRORIST leader Abu Bakar Bashir rubbed salt in Bali bombing victims’ wounds yesterday, urging his flock to follow the attackers’ lead and fight for Islam.
The firebrand cleric – jailed then released over the Bali bombings – made his call as expectations intensified last night that Mukhlas, 48, Amrozi, 47,
and fellow militant Imam Samudra, 38, would be executed for their role in the 2002 mass murder.
As the countdown to the deaths continued , disturbing images emerged of Samudra’s mother, Embay Badriyah, surrounded by young girls in Muslim veils.
The little girls touched a poster of the doomed bomber which bore the slogan: “Not a single drop of blood is free”.
And hateful T-shirts with the message: “Even if Amrozi and friends are executed, jihad will go on” went on sale in the village of Amrozi and Mukhlas.
Victorian Bali bombing victims said the celebration of the cowardly killers who killed 202 unarmed citizens was a sick joke.
Brave mum Therese Fox, who almost died a dozen times after the blast and had to learn how to walk again, said the death cult almost made her despair.
“When I heard they made T-shirts it makes you wonder what kind of people they are,” Ms Fox said.
“There’s always going to be evil people. But it makes life difficult because I would not want anyone else to suffer what we’ve all been through.”

Visiting the bombing brothers’ mother, Tariyem, before their looming execution by firing squad, Bashir praised the bombers as Islamic heroes who had brought
honour to themselves and their families.
“Their fighting spirit in defending Islam should be followed,” he said. “We will win the fight in this world or die martyrs.”

Må de blot få deres martyrium. Det burde vel kunne arrangeres af CIA eller verdensjødedommen. Men desværre er hverken amerikanerne eller jøderne så magtfulde, at de her og nu kan give alle de martyrelskende muslimer deres rette bekomst.

Herald Sun: Bali bombers deaths imminent

Families of the three convicts boasted the killers had done the right thing and had paradise waiting for them.
Amrozi and Mukhlas’ 70-year-old mother, Tariem, said: “I feel that killing infidels isn’t a mistake because they don’t pray.”

Muslimske familier er i sandhed noget helt for sig selv. Vestlig nødhjælp bidrager kun til opfostring af flere kvinder til rollen som terrorismeproducerende fødemaskiner.
Vi burde derfor helt konsistent med de fromme muslimers egne ønsker trække os ud af alle muslimske lande og nægte dem nødhjælp, medicin og alt anden teknologi.
Boykot muslimske lande!

Den prædatoriske mand

Daily Mail: Caught on CCTV: The murderer carrying his victim’s head in a bag on a London bus

This was the gruesome moment an illegal immigrant who murdered his neighbour was captured on bus CCTV carrying his victim’s head in a bag.
Mohamed Boudjenane had murdered Lakhdar Ouyahia two days earlier, just hours after he had raped a Phillipino woman in his flat. The 45-year-old Algerian was obsessed with the woman and shaved off her hair after assaulting her.
He then killed Mr Ouyahia after believing the pair were having an affair, a court heard.
Mohamed Boudjenane
CCTV image of Mohamed Boudjenane, carrying a bag on a bus, shortly after the murder of his neighbour
He was captured on CCTV carrying the head of Mr Ouyahia in a plastic bag on a bus to the Regents Canal in Maida Vale, west London.
Two days later the headless corpse was discovered wrapped in a duvet at the back of a supermarket near his home in Kilburn, north-west London.
Boudjenane showed police where he had thrown the head in a canal and police divers recovered it from the water.

But he claimed he had no memory of hitting Mr Ouyahia with a hammer and hacking off his head with a meat cleaver.

The Old Bailey heard he met the 42 year-old Phillipino woman at a party a few months before the attack.

She worked as a nanny in Oxford but on February 3 this year ran into him outside a newsagents in Kilburn, and reluctantly agreed to go to his flat.
Mohamed Boudjenane

Mohamed Boudjenane casually strolls along with his victim’s head in a plastic bag

He double locked the front door, tied her up with shoelaces and shaved off her hair, raping her twice.

The court heard Boudjenane threatened to kill her by putting her in a tub of boiling water and also accused her of being a prostitute and having sex with
‘the man upstairs’ – Mr Ouyahia.

But he let her go the next day after she repeatedly promised to become a Muslim to marry him.

He then went to Sainsbury’s at around 8pm to buy bleach, Dettol and a mop as he plotted to kill Mr Ouyahia and was next seen boarding a bus carrying a ‘head-shaped’
bag on February 5.

The victim’s headless body was discovered by a member of the public at the back of Somerfield’s supermarket in Kingsgate Place on February 6 this year.
Mohamed Boudjenane
Lakhdar Ouyahia

Mohamed Boudjenane (left), who was jailed for life after killing his neighbour Lakhdar Ouyahia (right) and dumping his head in a canal

Boudjenane admitted he had killed Mr Ouyahia but claimed he could not remember anything about the attack or his movements up until his arrest.

His barrister Orlando Pownall QC asked him: ‘Do you accept that you must have taken the head of Mr Ouyahia on the bus and threw it into the canal?’ He replied:
‘No.’

Mr Pownall asked: ‘Who else could it have been if it wasn’t you?’ Boudjenane said: ‘I can’t remember.’

Mr Pownall: ‘Did you use that cleaver to cut his head off?’ Boudjenane: ‘I don’t know.’

Judge Moss told him: ‘I have no doubt on the evidence that you intended to kill him. Thereafter, you insulted his dead body by mutilation. You decapitated
his body and tried to dismember him.

‘You disposed of the head and body in an attempt as I find to avoid capture. You are, it seems to me, a very dangerous individual.’

Boudjenane complained of having suicidal thoughts and hearing strange voices – although he didn’t know what language they were speaking in.

The psychiatrist decided he did not have any psychiatric illness but he was seen at an outpatients’ clinic over the next year.
He had a failed asylum bid in 1998 but remained in the country claiming benefits after his appeal was turned down, the court heard.

Der er så mange interessante vinkler på den historie, at det er svært at begynde.
1. Boudjenane er muslim.
2. Han opholdt sig i Storbritanien uden nogeyt gyldigt opholdsgrundlag siden 1998.
3. Han bruger den koransanktionerede halshugning til aflivning af sin rrival.
4. Han nøjes naturligvis ikke med at begå fuldbyrdet voldtægt men føjer ydmygelse og trusler til krænkelsen.
5. Han får kvinden til at love at konvertere til islam under tvang.
6. I retten hævder han sig pludselig psykisk utilregnelig, hvilket psykiateren heldigvis stiller sig vantro til.
Han er kort sagt en ikke utypisk muslimsk mand med de velkendte patologiske og saditiske karaktertræk,. En anden historie fra The Daily Telegraph:
The Daily Telegraph: Muslim men ‘think they have God-given right to beat wives’, claims female Muslim medic

Fatima Husain, a consultant in obstetrics and gynaecology, has told how she sees Muslim women coming for treatment with strangle marks around their necks
and bruises on their pregnant bumps.

She also claimed that problems develop because many followers of Islam are fearful of discussing sex, contraception and infertility.
Dr Husain, who works at Heatherwood and Wexham Park Hospitals in Berkshire, told the Muslim News that many women ask to be referred to her specialist clinics
because she is a hijab-wearing Muslim, allowing her to discover the true scale of domestic violence in her religious community.
She said: “I’ve seen injuries on some of my patients that I wouldn’t dream would happen to pregnant women.
“I’ve seen strangle marks, finger marks on their necks and bruises on their pregnant abdomens.
“Domestic violence is supposedly equally divided amongst the various groups but I get the impression it is more common in Muslims.
“Some Muslim men think they have a God-given right to be physically violent to their spouses. I see the result of all this when they are admitted as my
patients.”

Dr Husain har naturligvis helt ret. Allah har i Koranen forordnet, at mænd har ret til at banke deres koner for at sikre lydighed i ægteskabet, og at kvinden er mandens pløjemark. Det kan selv de mest glattungede muslimske talsmænd ikke nægte, uanset hvor meget de søger at benægte eller omskrive virkeligheden.

Nogle muslimske mænd tager det åbenbart så alvorligt, at de føler sig i deres guddommelige ret til at mishandle og voldtage fremmede og især vantro kvinder.
I Danmark har vi vores helt egen fromme Asmaa Abdul-Hamid, hvis bror Tarek Abdol-Hamid
er blevet dømt for vold mod en kvinde på Crazy Daisy i Svendborg. Naturligvis står det ikke i Koranen, at muslimske mænd har ret til at tage den tilfældige nabo som sexslave, mensom det før er blevet redegjort for her betinger islam en belønningsstruktur, der opmuntrer drenge og mænd til prædatorisk adfærd gennem kanalisering af kriminelle og saditiske lyster mod de nærmeste vantro.
Mange men ikke nødvendigvis et flertal af muslimske mænd udgør derfor en permanent prædatorisk trussel mod vantro kvinder. En civilisations overlevelsesegnethed kan i høj grad måles på dens vilje og evne til at passe på dens sagesløse kvinder og børn.
Danmark og de øvrige europæiske lande er i en selvskabt situation, der gør det til en værre dødssynd at udvise terrorister end at lade hånt om beskyttelsen af kvinder og børn mod den prædatoriske mandetype. Som eksemplet fra Storbritanien illustrerer er det forbundet med konkrete omkostninger ikke at udvise illegale udlændinge. Nogle muslimske mænd udgør et særligt problem, fordi deres syn på kvinder og sociale relationer på forhånd er i modstrid med det vantro samfunds normer. Og det hjælper heller ikke, når et land er så bange for at håndhæve en effektiv udvisningspraksis.
Så må vi snart blive fri for venstrefløjens klagesang om, at der ikke findes illegale udlændinge men kun papirløse mennesker med beskyttelsesbehov. Nuvel Mohamed Boudjenane havde åbenbart et behov af en helt anden karakter, som de kvindelige aktivister fra Luk lejren burde være selvskrevne til at opfylde. Man kan næppe skrue tiden tilbage til et muslimfrit Europa, men man kan jo altid overveje, hvor meget en eksodus af de problematiske muslimske mænd ville batte i kriminalitetsstatistikken inden for forbrydelsestyper som voldtægt, skatteunddragelse og planlægning af terrorangreb i forskellige faser. Det handler om uskyldige kvinder og børn.
Bashy Quraishy har foreslået, at de muslimske lande boykotter Danmark.
Jeg vil dog foreslå Bashy en mindre justering nemlig at han opfordrer sine trosfæller til at boykotte vantro overalt. Det værste ville ikke ubetinget være, hvis nogle muslimer begyndte at tage boykotten alvorligt.

Giv alle tålt ophold

Ekstra Bladet: Pia K. om Lene E.: Snak, snak, snak

Den konservative leder og økonomiminister Lene Espersen kunne have løst problemerne med udlændinge på tålt ophold i Danmark, da hun var justitsminister,
og en massemordmistænkt forhenværende irakisk hærchef boede under tålt ophold i landet.
Det mener Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti.
- Allerede dengang burde Lene Espersen havde strammet bestemmelserne, som hun taler om nu. Det må ikke være snak, snak, snak, som man så ofte har oplevet,
siger Kjærsgaard til Ritzau.

Berlingske Tidende: På utåleligt ophold

Den nyudnævnte konservative partileder Lene Espersen virkede næsten chokeret, da hun forleden på TV reagerede på nyheden om, at en af to fængslede tunesere,
mistænkt for mordplaner på tegneren Kurt Westergaard, var sat på fri fod og nu opholder sig på »tålt ophold« i Danmark. Hendes tilsyneladende overraskelse
tyder på, at ministeren enten lider af en svækket hukommelse eller også er en god skuespiller. For realiteten er, at Lene Espersen og andre i regeringen
har kendt til problemet »tålt ophold« i årevis, men uden at finde løsninger på den utålelige situation, som nu atter er i fokus. Nemlig dette, at Danmark
i respekt for internationale konventioner ikke kan gennemføre udvisninger til lande, der har tortur eller dødsstraf i den retspolitiske værktøjskasse.

Birthe Rønn Hornbechs engagement i sager om tålt ophold går langt tilbage. I 2001, før den borgerlige regering kom til, kritiserede hun i skarpe vendinger
den daværende SR-regering for at lade den senere udrejste irakiske hærchef færdes på tålt ophold. Han boede hos sin familie i Sorø, med et vist tilsyn
fra politiet. »Han skal ud. Regeringen skal se at få ham plantet et eller andet sted«, sagde hun. For næsten præcis syv år siden.
Men siden er problemet indskrevet i den store politiske glemmebog. Lige indtil de to tunesere blev pågrebet, angiveligt i færd med at planlægge mord på
Kurt Westergaard. Tuneseren er i øvrigt ikke den eneste med status som uønsket i Danmark. En snes andre opholder sig i landet på samme vilkår.

Flere er åbenbart ved at opdage sandheden om Lene Espersen. Som justitsminister var hun ansvarlig for den dilettantiske håndtering af sagen tilbage i februar-marts 2003 om den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji. Og i september 2005 udtalte hun til Politiken, at hun var modstander et britisk forslag om ændring af Den europæiske menneskerettighedskonvention, der pålægger os at give tålt ophold til selv den værste forbryder.
Problemstillingen er på ingen måde ny. Under den tidligere regering gav myndighederne tålt ophold til flere terrorister, som ikke var omfattet af Flygtningekonventionens non-refoulement regel, men som heller ikke kunne tilbagesendes til hjemlandet.
Et graverende eksempel er egypteren Talaat Fouad Qassem (også kendt som Abu Talal eller Abu Talal al-Qassimi,), som fik asyl i Danmark i 1992. Qassem var talsmand for den voldelige bevægelse al-Gamaa al-Islamiyaa, og var meddelagtig i mordet på Egyptens præsident Anwar Sadat, som blev skudt under en militærparade i 1981.
Belejligt nok forsvandt han i Zagreb i 1995. Pressen har stortset enstemmigt omtalt karakteren af opholdet som asyl, men jeg må betvivle, om det ikke er mere korrekt at betegne det som tålt ophold. Pressen har ligget under for den vildførelse, at asyl og tålt ophold er det samme, men det er på ingen måde tilfældet. Fouad Qassem ville ikke have været berettiget til asyl efter FNs flygtningekonvention, og fik kun lov til at blive i Danmark, fordi udvisning til Egypten ville udsætte ham for tortur og dødsstraf. Forfølgelse på grund af terroristisk virksomhed falder uden for refouleringsforbuddet i Flygtningekonventionen. Så der er for så vidt ingen grund til, at mmyndighederne tilkendte ham asyl. Udsendelse af Fouad Qassem ville helt sikkert have stredet mod menneskerettighedsdomstolens udvidende tolkning af menneskerettighedskonventionens Artikel 3 sammenholdt med tillægsprotokollen, der forbyder eksekvering af dødsstraffen i fredstid. Det kan derfor kun undre, at de danske myndigheder ikke med det samme tog hånd om sagen og sikrede, at Fouad Qassems bevægelsesfrihed blev stærkt begrænset. Derved kunne regeringen have gjort det mindre attraktivt for andre skadelige udlændinge at søge mod Danmark.
Naturligvis ville det ikke have fritaget os for menneskerettighedsdomstolens supervision, men den daværende regering kunne have startet debatten om hvilke omkostninger de internationale konventioner pålægger landet.
Dengang som nu var justitsministeren konservativ.
Det var således ikke den tidligere hærchef Nizar al-Khazraji men Fouad Qassem, der burde få alarmklokkerne til at ringe hos de ansvarlige myndigheder. At det ikke skete kan kun tilskrives frygten for den principielle debat om suverænitetsafgivelse til supranationale organisationer.
Metock-dommen har siden problematiseret defacto suverænitetsafgivelsen på udlændingeområdet, men rent faktisk begyndte det hele med menneskerettighedsdomstolen.

avisen.dk: CIA bortførte egypter med asyl i Danmark
Berlingske Tidende: Abu Talal – fundamentalisten der forsvandt fra Danmark
Sappho: Abu Labans vidtstrakte forbindelser
Dansk oase for terror
Berlingske Tidende: Vi har selv budt dem velkommen

Ligesom den irakiske hærchef forsvandt egypteren fra Danmark under meget mystiske omstændigheder, som vækker associationer om skæg og blå briller. I begge sager er det så godt som umuligt at få fornuftige forklaringer ud af den ansvarlige minister, og i begge sager er manglen på rettidig omhu i form af nødvendige lovjusteringer helt fraværende.
Politikerne ved udmærket, at internationale konventioner gør Danmark til et fristed for verdens terrorister, men viljen til at tale om virkeligheden er meget sparsom. I stedet for griber man til bortforklaringer, og som det formentligt har været tilfældet i sagen om Fouad Qassem har regeringen været godt tilfreds med, at en fremmed efterretningstjeneste gjorde det nødvendige men beskidte arbejde ved at rydde op efter Folketingets ansvarsløshed.
På den baggrund kan man godt forstå, at terrorismeeksperter ifølge flere offentlige udtalelser betragter europæerne som uansvarlige.
Venstre foreslår nu, at vilkårene for udlændinge på tålt ophold skal skærpes, men denne diskussion er heller ikke af ny dato. Allerede i april 2002 måtte integrationsminister Bertel Haarder
afvise muligheden for automatisk frihedsberøvelse af udlændinge
på tålt ophold.

Besvarelse af spørgsmål nr. 27 stillet af Folketingets udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 5. april 2002 (L 152 – bilag
27), (J. nr.: 2002/4011-2)

Besvarelse af spørgsmål nr. 27 stillet af Folketingets udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 5. april 2002 (L 152 – bilag
27).
Spørgsmål:
“Ministeren bedes redegøre for, om ministeren vil præcisere lovforslaget, så personer på tålt ophold, der er dømt, anklaget, sigtet eller under mistanke
for kriminalitet, altid anbringes i det lukkede afsnit i Center Sandholm.”
Svar:
Efter lovforslaget skal Udlændingestyrelsen – medmindre særlige grunde taler derimod – bestemme, at udlændinge på såkaldt tålt ophold skal tage ophold på
et bestemt asylcenter, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 8. Det er hensigten, at sådanne udlændinge som udgangspunkt skal
pålægges at tage ophold i Center Sandholm, som er indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og deværelse. Herved sikres det, at myndighederne er bekendt
med de pågældendes opholdssted.
Det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at frihedsberøve udlændinge på såkaldt tålt ophold, alene fordi de pågældende opholder
sig her i landet på såkaldt tålt ophold. Det fremgår derfor udtrykkeligt af lovforslagets bemærkninger, side 29, at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 42 a, stk. 8, ikke indebærer, at de pågældende udlæn dinge frihedsberøves, idet de kan færdes frit uden for Center Sandholm.
Det indgår imidlertid som et forslag i regeringens lovforslag nr. L 32 om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v. – opfølgning på FN’s
Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme), at udlændinge på såkaldt tålt ophold kan pålægges meldepligt hos
politiet med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlæn ldssted.
Det forudsættes i den forbindelse, at politiet pålægger sådanne udlændinge meldepligt som udgangspunkt hver 14. dag. Det indgår endvidere i lovforslag nr.
L 32, at hvis en udlænding på såkaldt tålt ophold ikke efterkommer meldepligten, kan den pågældende frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre,
om den pågældende kan udsendes af Danmark.
Det forudsættes i nærværende lovforslag, jf. lovforslagets bemærkninger, side 87, at politiet – såfremt lovforslag nr. L 32 vedtages – pålægger udlændinge
på såkaldt tålt ophold, der er blevet pålagt at tage ophold i Center Sandholm, meldepligt – som udgangspunkt hver uge. Derved sikres det, at politiet løbende
holder opsyn med de pågældende udlændinges tilstedeværelse
Det bemærkes, at den ved lovforslag nr. L 32 foreslåede adgang til frihedsberøvelse er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
jf. herved bemærkningerne til lovforslag nr. L 32, side 25-27.
Jeg vil på den baggrund ikke præcisere i lovforslaget, at udlændinge på såkaldt tålt ophold altid skal anbringes i det lukkede afsnit i Center Sandholm,
idet de pågældende udlændinge herved frihedsberøves.

Hvorvidt der kan ske frihedsberøvelse af en udlænding på såkaldt tålt ophold på baggrund af en dom efter straffeloven eller efter retsplejelovens regler
om varetægtsfængsling er et særskilt strafferetligt spørgsmål, som ikke berøres af lovforslaget.

Tuneseren er ikke blevet dømt for et strafbart forhold, hvorfor egentlig frihedsberøvelse er en umulighed. Da han ikke er asylansøger men har været her i landet i flere år, og ovenikøbet er dansk gift, kan han formentligt både påberåbe sig Artikel 3 (forbud mod refoulering til tortur) og Artikel 8 (respekt for privat- og familieliv).
Som om det ikke var galt nok, er der endda den mulighed, at selve de skærpede vilkår for udlændinge på tålt ophold overtræder menneskerettighedskonventionen.

Information 03.10.2001: Flere falder i retligt tomrum

Det er ikke kun krigsforbrydere, der bliver anbragt i det retlige tomrum, der hedder ?tålt ophold?. Det oplyser en af landets mest erfarne asyladvokater,
Gunnar Homann.
Han siger, at de mennesker, der i dag lever på tålt ophold i Danmark, kan opdeles i tre kategorier: »For det første er der de mennesker, der har begået
så alvorlige handlinger, at de ikke kan få asyl, men som heller ikke kan sendes hjem ? det er de såkaldte krigsforbrydere,« siger Homann. »For det andet
er der de kriminelle, der har fået en udvisningsdom, men som ikke kan sendes ud af landet, fordi de er i fare for at blive forfulgt i deres hjemlande.«
»Og for det tredje er der en gruppe asylansøgere fra Nordirak, der har fået afslag på asyl, men som ikke vil rejse tilbage til Nordirak. Den danske stat
kan af forskellige årsager ikke udsende dem med tvang. Og derfor lever de også på tålt ophold her i landet.«
At leve på et tålt ophold i Danmark betyder, at man i praksis er sat uden for samfundet. Man ejer intet CPR-nummer, og man er forment adgang til boligmarkedet,
arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Man kan leve på et Røde Kors Center eller hos venner og bekendte ? eller man kan rejse ud af landet.

Kim U. Kjær, seniorforsker ved Det Danske Center for Menneskerettigheder, mener, at der er behov for at få foretaget en grundlæggende analyse af, hvorvidt
Danmark overhovedet kan tillade sig at lade folk opholde sig i adskillige år her i landet på de vilkår, som et tålt ophold indebærer.
»Sådan en analyse er nemlig aldrig blevet foretaget,« siger han. »Man har accepteret fænomenet ?tålt ophold?, men man har ikke lovgivet omkring det. Det
vil sige, at man heller ikke har afklaret, om vi overtræder vores konventionsmæssige forpligtelser, når vi lader folk bo i landet på et tålt ophold.«
Kim U. Kjær henviser i den forbindelse til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tillader alle retten til at gifte sig og retten til at modtage
familiesammenføring under visse omstændigheder.
»Jeg vil ikke udelukke, at vi risikerer at komme i problemer med konventionen, hvis vi nægter folk adgang til disse goder under et tålt ophold, der kan
strække sig ud i det uendelige,« siger han.
Det Danske Center for Menneskerettigheder har ved flere lejligheder gjort myndighederne opmærksom på behovet for at få foretaget en revision af ?tålt ophold?-begrebet.

Det er næppe vanskeligt at forestille sig, hvori den ønskede “revision” af tålt ophold-begrebet består.
Kim U. Kjær sår tvivl om det er lovligt at afskære disse udlændinge fra retten til et privatliv. Men giver man udlændinge på tålt ophold et cpr-nummer, medfølger der andre muligheder som retten til at gifte sig og til at stifte familie.
Jo mere udlændingen på tålt ophold får normaliseret sit privatliv, desto vanskeligere bliver det for myndighederne at forhindre, at han stifter familie og derved alligevel får lov til at blive i landet. I praksis er det som menneskerettighedslobbyen foreslår derfor en amnesti til alle illegale udlændinge, fordi det både er menneskerettighedskrænkende at udvise dem og lade dem leve på tålt ophold. Den eneste mulighed, der er tilbage er legalisering af udlændingen, hvilket igen vil blive brugt som argument for, at vedkomne efter en årrække skal have permanent ophold.
Kim U. Kjærs udtalelse fra 2001 er ikke en enlig svale.

Information 19.06.2008: ‘Tålt ophold er på kant med menneskerettigheder’

EN beslægtet problemstilling behandles i en artikel af Daniel Thym i International
& Comparative Law Quarterly,57, pp 87-112 RESPECT FOR PRIVATE AND FAMILY LIFE UNDER ARTICLE 8 ECHR IN IMMIGRATION CASES: A HUMAN RIGHT TO REGULARIZE ILLEGAL STAY?. I artiklen gennemgås nyere domspraksis hvor menneskerettighedsdomstolen har vurderet, om illegal status på ttåleligt ophold alligevel var en krænkelse af retten til respekt for familieliv. Disse sager omhandlede ikke direkte mistænkte terrorister, men det er ikke utænkeligt, at domstolen kunne finde på at udvide princippet til flere udlændinge på tålt ophold.
En generel gennemgang af Den europæiske menneskerettighedskonventions centrale bestemmelser (Artikel 3, med særlig relevans for udlændingepolitikken er Axel Lund
, Immigration og menneskeret, EU-ret & menneskeret. – Årg. 4, nr. 6 (1997).S. 317-335.

Fyens Stiftstidende: Venstre: Tålt ophold skal være utåleligt

Tålt ophold skal gøres utåleligt, mener Venstre på baggrund af, at en tuneser, der mistænkes for at ville dræbe en tegner, ikke kan udvises. Rønn er fåmælt.
Alle muligheder for at få udvist den tuneser, der mistænkes for at ville slå tegneren Kurt Westergaard ihjel, skal undersøges. Og kan han ikke udvises,
så skal hans ophold i Danmark gøres utåleligt, mener Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.
- Det er fuldstændig urimeligt, at en mand som ham her går frit rundt. Derfor vil vi have kigget på vilke muligheder, der er. Det at være på tålt ophold,
det ønsker vi skal gøres helt utåleligt, siger hun efter et gruppemøde i Venstre, hvor integrationsministeren skulle svare en utilfreds folketingsgruppe
på, hvorfor det alligevel ikke er muligt at udvise tuneseren, som er udvist administrativt af Danmark uden dom.
Efter gruppemødet ville Rønn ikke sige mange ord til pressen om den forklaring, hun havde givet gruppen.
- Jeg har forklaret reglerne, sagde hun på vej ind i Christiansborgs elevator.
Forud for gruppemødet havde hun i et skriftligt svar til Ritzau henvist til FN og fastholdt, at det ikke er politikere, der afgør den slags spørgsmål.

De uskyldige

Veritas Universalis: Indvandrere fanger voldtægtsmand

Fyens Stiftstidende: Jeg elsker Danmark

30-årige Faida Nasser er tilfreds med indfødsretsprøven. Her sidder hun med den lærebog om det danske samfund, der indeholder alle svarene på spørgsmålene
til prøven. Spørgsmål og svar kan også findes på nettet.
Foto: JØRGEN HANSEN

Kan lide spørgsmålene
Blandt de ni deltagere sidder 30-årige irakiske Faida Nasser, der bor i Lærkeparken i Vollsmose.

Hun har været i Danmark i ni år og har endnu ikke fået statsborgerskab, men drømmen om det bordeaux-farvede pas lyser ud af hendes øjne.
- Jeg elsker Danmark. Jeg har lært dansk og kender samfundets regler, konstaterer hun med et smil.
Faida Nasser siger, at hun hidtil ikke har kunnet få statsborgerskab, blandt andet fordi hun ikke har været selvforsørgende i fire ud af de sidste fem år,
som er et af i alt otte krav.

Der er naturligvis muslimer, som faktisk vil Danmark, og de er velkommen. Samfundet gør dem ingen tjeneste ved at imødekomme religiøse særkrav. Men det moralske dilemma bliver her at forlige hensynet til den oprigtige muslim med den stadig berettigede frygt for den kritiske masse mere eller mindre problematiske trosfæller.
Kan man moralsk forsvare,at nægte uskyldige mennesker fra muslimske lande indfødsret for at holde de onde ude? Umiddelbart må svaret være et ja, for nationens sikkerhed må have forrang over udlændinges mulighed for indfødsret.
Men hvor stor er faren ved at lukke for mange ind, som vi senere opdager slet ikke er så moderate? Normalt ville jeg ikke være i tvivl, men til tider falder man over historier, det umiddelbart er moralsk vanskeligt at indpasse i en kategorisk regel.
Og hvis vi så endeligt kan stole på, at folk faktisk er moderate og tolerante efter en vestlig målestok, kan vi også stole på, at moderationen holder i næste generation? Uanset hvor man står, er der omkostninger ved at forbyde naturalisation af muslimer, og omkostninger ved ikke at gøre det. Det vigtige er dog, at man er helt ærlig om de omkostninger, et sådant valg pålægger virkelige menneskeskæbner. Det er tvivlsomt, om de vestlige samfund er så hårde, at de ville sige nej til Faida Nasser, ikke fordi hun er i ond tro, men fordi en ekstra naturalisation af en muslim forøger den kritiske masse passive muslimer. Vi ved heller intet om ellers venlige muslimers børn, og om de opgiver den latente supremacisme, som enhver rettroende muslim nødvendigvis må bibeholde som teoretisk gyldig til alle tider.
Vi må bare erkende, at uanset hvilken udlændingepolitik, vi vælger, vil den have virkninger, der er uretfærdige i individuelle tilfælde.
Kan vi leve med det?
Problemet for os, der forstår den demografiske udvikling er, at vi ofte kommer til at fremstå som enten paranoide eller umenneskelige, eller lige så ofte begge dele ved ikke at forholde os til de sympatiske muslimer. Et samfunds overlevelse må naturligvis gå forud for udlændinges rettigheder, men så længe vi ikke på tilfredsstillende måde kan forklare, hvorfor vi er nødt til at udelukke ellers oprigtige mennesker fra muslimske lande, vil vi fortsat stå tilbage som umenneskelige og paranoide.

En til får tålt ophold

Det blev ikke til noget med tålt ophold til de somaliske pirater, men heldigvis er der andre udlændinge, som den borgerlige regering gerne lader nyde godt af landets gæstfrihed.
JV.DK: Mistænkt for drabsplan får lov at blive

Udvisning af tuneser bliver ikke til virkelighed. Det er for risikabelt at sende ham til hjemlandet, vurderer Flygtningenævnet
En af de to tunesere, som Politiets Efterretningstjeneste har mistænkt for at ville planlægge at dræbe en tegner fra Jyllands-Posten, får nu lov at blive
i Danmark. Flygtningenævnet har afvist at udvise ham til hjemlandet og har i stedet givet ham såkaldt tålt ophold, skriver politiken.dk.
Manden blev sammen med en anden tuneser i februar anholdt, fordi de var mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard, der tegnede profeten Muhammed til
Jyllands-Posten.
Myndighederne besluttede at udvise ham til hjemlandet på grund af sagen, men nu har Flygtningenævnet vurderet, at det er for farligt at effektuere afgørelsen.

I lyset af Udlændingelovens klare regler, der inkorporerer menneskerettighedskonventionen i dansk ret, kan det ikke overraske, at Flygtningenævnet er nået frem til denne afgørelse. Integrationsministeren har dog på forhånd lovet, at udvisning kun vil finde sted i overensstemmelse med vores konventionsforpligtelser.
Jeg er efterhånden ligeglad med, om venstrefløjen vender tilbage til magten. Det er værre med en borgerlig regering, der lader stå til, end det er med en venstreorienteret regering, der ærligt åbner grænserne for verdens kriminelle og terrorister.
Jeg må spørge, hvad har den borgerlige regering gjort på syv år? De borgerlige partier skal arbejde virkeligt hårdt for at bevare magten. Det gør de ikke med
Espersen, HedegaardStøjberg.

Tålt ophold til pirater?
Monokultur: Skatteyderbetalt terroristophold

UPDATE 1:
Søren Pind hkritiserer Flygtningenævnets afgørelse:
Skændigt

I den menneskelige civilisations historie er der flere – for ikke at sige talrige – eksempler på kulturers undergang. Romerrigets storhed og fald er en
klassiker – men mindre kan også gøre det.
Årsagerne kan være flere – som i Sovjet, at man med et umuligt socialistisk system, har modvirket menneskets iboende naturkraft, og har underkuet og undertvunget
friheden og fantasien. Eller – som i Romerriget eller de græske bystater – fordi dekadencen og neurotiske abstrakte fantasier tog over.
I Danmark har vi igennem det sidste år set, at det knager i det danske fællesskabs fuger og bånd. Og hvad værre er – det synes som om, det er viljen den
er gal med.
Kort inde i det nye år fik vi urolighederne på Nørrebro med de værste uroligheder siden besættelsen – 800 brande over hele landet fulgte. I dag brændes
daginstitutioner af i Gjellerup af mindreårige drenge, der ikke kan se det store problem i det. For hvad pokker – anklagemyndigheden har jo ladt langt
de fleste brandstiftere slippe i forbindelse med urolighederne.
Vi så også, hvordan tegneren Kurt Westergaard blev truet på livet af to tunesere og en dansk-marokaner. De to tunesere blev fængslet – og vi fik alle at
vide, de ikke kunne udvises, på trods af deres mordplaner, fordi det var for farligt for dem. Alligevel valgte den ene efter længere tid bag tremmer at
rejse ud – dengang opgav man hans bestemmelsessted til Tunesien. Det land, det altså var for farligt at udvise ham til. For at dæmpe gemytterne, må man
tro, oplyser myndighederne her til morgen, at hans bestemmelsessted er uvist. Ja right…
Den anden derimod – ham har man nu sat på fri fod. Den mand, der er medansvarlig for en genopblussen af den værste trussel mod Danmark, har vi valgt at
lade blive her i landet. Han skal nyde godt af vores – misbrugte – gæstfrihed. Og Westergaard må tænke sit. Han må nu i sit eget land leve med, at en mand,
der ville myrde ham, går frit rundt. Det påstås, at vi ikke kan udvise tuneseren til Tunesien, hvor hans medskyldige ellers drog ud. Det er ikke blot absurd.
Det er skændigt. Og de ansvarlige må bære et tungt ansvar i denne sag.

Søren Pind har ret i, at problemet er civilisatorisk i dets natur.
Men desværre undlader han at anfægte den humanistiske egalitarisme, der har ophøjet gæstfrihed for terrorister til sakrosankte rettigheder. Den humanistiske egalitarisme postulerer, at alle selv de værste af de værste har krav på beskyttelse, uanset hvad de måtte have foretaget sig, og uanset hvor stor en trussel de udgør mod nationens sikkerhed. Det han forklarer som mangel på vilje udspringer desværre ikke af passivitet men af en juridisk aktivisme, der har gjort beskyttelsen af selv skadelige udlændinge til nationalstatens pligt.
Partiet Venstre har i lighed med De Konservative ikke foretaget sig noget afgørende i den periode, hvor de har nydt et parlamentarisk flertal. Tværtimod har begge borgerlige partier, som det vil være læserne af denne blog bekendt ved alle lejligheder undladt at drage den eneste logiske konsekvens af menneskerettighedskonventionernes indblanding i udlændingepolitikken.
Så sent som den 25. september har Pinds partifælle tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann forsvaret den retstilstand, der forpligter Danmark til at give tålt ophold til pirater, hvis hjemland ikke overholder menneskerettighederne.

Jeg spørger ham:

Kære Uffe
Altså hvis jeg forstår dig ret, og du kan vælge mellem:
a) en retstilstand, der giver alle verdens forfulgte terrorister og kriminelle en potentiel men ikke usandsynlig mulighed for tålt ophold i Europa;
b) En retstilstand, hvor menneskerettigheder kun befatter sig med statens relationer til dens egne subjekter, er det du foretrækker a) uanset hvilke omkostninger
de pålægger skatteyderne.
Et argument for internationale traktater mellem suveræne stater er, at alle gennem gensidig overenskomst derved må formodes at have en interesse i at overholde
reglerne. Gensidighed er en god grund til, at vi ikke under en krig henretter fjendens krigsfanger.
Men derfra til at frede en konvention, der giver kriminelle og terrorister ret til tålt ophold, også i situationer, hvor det slet ikke er gavneligt for
os selv, er der et stort spring.
Jeg forstår ikke, hvad Danmark eller andre af Europarådets lande får ud af at give tålt ophold til pirater og landflygtige terrorister.

Uffe svarer:

Ja – det foretrækker jeg. Fordi dit alternativ betyder den stærkestes ret, hvilket er det samme som international retsløshed.

Søren Pind kunne passende betgynde med at tage diskussionen op i Venstre, som ved alle lejligheder har været meddelagtig i at sælge ud af landets suverænitet.

Tålt ophold til pirater?

Relationer til muslimer

Muslimer er fantastiske til at bekræfte billedet af deres religion som fredens, kærlighedens og tolerancens religion.
Altså indtil at nogen overtræder nærmest det eneste ubrydelige påbud ved at begå ridda (frafald).

Compass Direct News: BANGLADESH – CHRISTIAN CONVERT’S LIFE THREATENED

Khandaker’s life would be in danger if he returned to Bangladesh, said his brother-in-law, identified only as Siddik, adding that “we are also surviving
in the society at our own peril.”

Rashidul Khandaker’s brother wrote him in May to cease all contact with the family. Rakibul Amin Khandaker stated in the letter that Muslim authorities
had threatened to ostracize the family because of his brother’s conversion, and that his life would be in danger if he returned to Bangladesh as Muslim
extremists believe they would get to heaven by punishing him.
Muslim leaders in Dhaka have ordered Khandaker’s 65-year-old father to disown his son and exclude him from his wealth and property.
“If he comes to Bangladesh, you must hand him over to us and we will punish him,” the founder of the mosque told the elder Khandaker.
Khandaker, who operates an oil lubricant refining business in the Kutubkhali area under Jatrabari police jurisdiction in central Dhaka, told Compass of
the grief he experienced when his son informed the family from Sydney that he had become a Christian.
“My other sons and relatives informed it to the nearby cleric of the mosque so that the cleric could console me,” he said. “Unfortunately the cleric was
so furious . . . [He] told me that, ‘You cannot keep any relationship with your son. A man of a noble Muslim family cannot be a Christian, and the society
cannot accept it.”

Home Ransacked
When Rashidul Khandaker, who worked as director of marketing in his father’s business before going to Australia to pursue a relationship with a woman he
met over the Internet, telephoned friends in Dhaka about his conversion, seven or eight of them broke into his house to loot his computer, scanner, printer,
documents, sofa and other valuables, his father said.

“They told me, ‘We will return everything when your son comes back. Whenever he will come back, you must hand him over to us – we will take revenge for
his activities. Until he comes, don’t mix with the people in the society and stay in your house.’”

The elder Khandaker said his son’s former friends also threatened to harm the family if they informed police about the looting.

“We did not file any case against them. If we file a case, they will do more harm and we can not stay in the society,” Khandaker said.

>CNN.COM: Grudge sparked teddy bear crisis

KHARTOUM, Sudan (CNN) — In an effort to shut down Khartoum’s Unity High School, a disgruntled former employee alerted Sudanese officials that a British
teacher had allowed her class to name a teddy bear “Mohammed,” a British source and Sudanese presidential palace source told Time magazine’s Sam Dealey.

Gillian Gibbons, 54, was convicted last week of insulting religion and sentenced to 15 days in jail and deportation. Sudan’s President Omar al-Bashir pardoned
her from her prison sentence on Monday and she later left on a flight for England.

The two sources said Sarah Khawad was fired as the school’s secretary in November after an employment spat and threatened to shut down the school.

The sources said Khawad did not appear to have a vendetta against Gibbons, but hoped that by bringing the teddy bear incident to the education minister’s
attention, he would close down the school for anti-Islamic teachings.

The sources said they have confirmed the account with Gibbons.

Defense attorneys confirmed that it was Khawad who launched the initial complaint against Gibbons, not a parent as originally thought. Khawad also testified
at Gibbons’ trial.

aching Sudan’s education minister, the two sources said Khawad tried to enlist two parents, who were also teachers at the school, to join in
her protest against the teddy bear’s name, but they declined.

Gibbons had been working at the school — popular with wealthy Sudanese and expatriates — since August, after leaving her position as deputy head teacher
at a primary school in Liverpool this summer, said the head of Unity High School, Robert Boulos.

Muslimer er naturligvis ikke alene om at bære nag, men disse eksempler viser, hvorfor personlige eller forretningsmæssige relationer med muslimer ikke altid er så stabile og oprigtige, som de giver sig ud for. Bliver man uvenner med en muslim, må man gøre sig helt klart, at man som vantro altid
vil være den, som får skylden, i fald at ens tidligere ven skulle finde på at påkalde sig sine trosfællers solidaritet. Det forklarer også den umiddelbart uforståelige solidaritet, som islamister udviste over for Saddam i marts 2003. Den værste muslimske hersker er bedre end den bedste vantro potentat, hvorfor alt det humanitære hjælpearbejde vesten udfører i muslimske lande falder på stengrund.
Den amerikanske konvertit Shariffa Carlo har forklaret den religiøse baggrund for denne tingenes tilstand:

A Muslim is a brother to a Muslim

We can not hold enmity/hatred for our fellow Muslims. Too often I hear Muslims talking about other Muslims because they are from a particular race or nation.
How many times have you heard Arabs insulted or Pakistanis or Indians, for what is perceived to be a flaw in their deen or character as a race? Too often.
It is easy to argue that Saudi or the other Arab nations are not living up to their duties as Muslim nations, and in the same breath, we praise America
for what it does. Brothers and sisters: I am here to tell you that the worst of the Muslim states: the worst Muslim ruler: the worst Muslim on this earth
is better in the sight of Allah than the best kafir! Do not doubt this.

Come! Said the Spider to the Fly

I am just coming off my vacation. A visit to my family in the deep South. While I wish and pray that Allah would guide them, I must admit that this visit
has been an eye-opener for me. There is a certain blessing in having people who are close enough to you to not fear telling you how they really feel. Living
in the West, we see all kinds of smiling faces. Most people fear the label of bigotry or harassment, so they won’t show their true colors. But, with family,
all veils are lifted. Family, especially parents, have no problem telling you how it is, straight to your face, and when you are Muslim, they know all
about that “honor your parents” clause that keeps you from going off when you hear it.

Allah says,

O you who believe! do not take for intimate friends from among others than your own people; they do not fall short of inflicting loss upon you; they love
what distresses you; vehement hatred has already appeared from out of their mouths, and what their breasts conceal is greater still; indeed, We have made
the communications clear to you, if you will understand. 3:118

With me, my family is at ease, able to tell me how Muslims should be watched more carefully because we are a dangerous group. Most of “those people”, according
to them, come from outside countries where they have no freedom. They have the nerve to take assistance from this government and ungratefully speak against
us and bite the hand that feeds them. It seems that the constitution does not apply to them, even if they are citizens. No matter what the government does
to them, they can not complain because where they come from is worse.

When we discussed the number of Muslims targeted inequitably by the Secret evidences act (The act’s sponsors say more than 20 of the 25 individuals held
based on secret evidence are Muslims and/or Arabs.{http://www.cair-net.org/nl/Fall99.htm#1}), they said that if our government has arrested them, there
must be a valid reason. (I forgot, America is the land of freedom; those things don’t happen here like they do in Russia or someplace like that).

[...]

This is just one of the many beautiful conversations I had this vacation. My eyes are wide open. Allah gave me another opportunity to remember His words.
I had missed my family sooo badly that I couldn’t wait until I came here for my little vacation. I forgot that while they are my family, there is a veil
between us, Islam, which has to guide my attitudes and even my emotions, no matter how difficult or painful.

Allah says:

You wilt not find any people who believe in Allah and the Last Day, loving those who resist Allah and His Messenger, even though they were their fathers
or their sons, or their brothers, or their kindred. For such He has written Faith in their hearts, and strengthened them with a spirit from Himself. And
He will admit them to Gardens beneath which Rivers flow, to dwell therein (for ever). Allah will be well pleased with them, and they with Him. They are
the Party of Allah. Truly it is the Party of Allah that will achieve Felicity. 58:22

One of the companions took this principle so much to heart that after the conquest of Mecca, when his father had become Muslim, he had a conversation with
him. His father said that he had been seeking out his son in battle
because they had been on opposing sides, and he did not want to have to meet him in battle. The son said that he had been seeking out his father to kill
him. And he was not alone among the companions.
Sounds harsh? Sounds terroristic? Sounds like a horrible Oedipal patricidal scenario? Only if we forget the words of Allah. Only if we love anyone or anything
more than we love Allah and then His Messenger, or if we allow the attitudes of the unbeliever paint our perceptions. I love my parents. I love them to
want to guide them. But I will not accept from them to belittle Allah or His Messenger. I will argue (with respect) with them when they verbally abuse
the Muslims. And if worse comes to worse, and I pray Allah never tests me with this, I will fight them to the death to defend my brothers and sisters.
This is Islam. I am here not to please them, but to please Allah, and the word of Allah must reign supreme, even if it means I have to suppress every loving
familial feeling I have, because Allah commanded me and you:

Polemiken: Konsekvensen af et dansk-muslimsk kæresteforhold

En af tidens emner er en rapport som viser, at danske forældre er mere imod blandede parforhold, end muslimske forældre er. Det bruges så af de sædvanlige
til den sædvanlige sang om danskernes intolerance og snævertsyn. Det er dog mere broget end som så, som man kan se på f.eks.
Uriasposten ,
men enhver burde jo kunne sige sig selv, hvad problemet er:
Dannes der et parforhold mellem en ægte dansker og en muslim, vil parret med meget høj sansynlighed leve som muslimer, få muslimske børn etc.

Polemikken har helt ret, og antallet af danske (vantro) forældre, som ville være mindre begejstrede for et muslimsk ægteskab ville helt sikkert stige betragteligt, dersom de blev gjort bekendt med, hvad konvertitten Shariffa Carlo skriver om familiesammenhold.
Hun er ikke et isoleret tilfælde. Læser man kildeteksterne og den tilgængelige engelsksprogede litteratur om islamisk ret, er der ikke meget at komme efter for islamapologeterne.
Implikationerne i et ægteskab med en muslim er en alvorlig sag, som alle vantro forældre burde forklare deres børn.

Territorial appeasement

JP.DK: Leder: Børnehavebrand

Det er svært at begribe, hvad der får børn og unge til at terrorisere en institution og siden brænde den ned. Til ingen verdens nytte.
Hvorfor sker det? Hvad nærer et had, der motiverer sådanne handlinger?

Den opførsel, som børn og unge demonstrerer i Gellerup, giver anledning til bekymring. Som regel hører vi fra folk i området, at der kun er tale om ganske
få utilpassede. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor meget hærværk, de samme få er i stand til at begå. Her og der og alle vegne. Der må tælles lidt
flere blandt de aktive, for de pågældende er eksempelvis også i stand til at molestere den politibil, som holder foran den boligblok, hvor et mord efterforskes.
Det forlyder i området, at børnehaven og de øvrige institutioner i området igennem en længere periode har været udsat for belejring. Hver gang politiet
har vist sig, er de unge stukket af for siden at vende tilbage. Branden er åbenbart kulminationen på ugers vrede. Hvordan man så ellers bærer sig ad med
at opbygge en vrede mod en børnehave, der ultimativt fører til, at institutionen brændes ned.
Det bliver spændende at høre, hvordan Århus Kommune, der hvert år poster ganske mange penge i Gellerup, reagerer. Kommunen er langt fremme med planer om
at bruge op mod en milliard på at få Gellerup integreret i Århus-området.
Det var en investering, der var grund til at se nærmere på. En milliard er mange penge. Også for Århus Kommune.
Det afgørende må være, om beboerne i Gellerup ønsker at tage del i den proces, eller om de hellere vil udvikle deres eget samfund? Et såkaldt parallelsamfund.
Politikerne må tage debatten og forholde sig til, at beboerne i Gellerup kan have en anden dagsorden end resten af byen.
Derfor ville det være særdeles oplysende, hvis beboernes indstilling til fremtidens Århus bliver genstand for en ærlig undersøgelse. Hvad stiller byrådet
op, hvis undersøgelsen viser, at en væsentlig del af beboerne i Gellerup slet har ønske om en sådan integration?
Der er ingen tvivl om, at politikerne poster penge i området, fordi alternativet forekommer dem langt værre.
Alligevel må der være et nødvendigt medspil, for ellers kunne pengene med fordel anvendes mange andre steder i byen. Der er nok andet i Århus, der trængte
til en håndsrækning på bekostning af det område, som måske alligevel aldrig kommer til at fungere.

Lederen er på rette spor, men den vrede som får de unge til at brænde børnehaver af er vreden rettet mod det vantro samfund. Gellerup kommer aldrig til at fungere, for præmissen for integration er, at et område kan integreres, hvis blot de lokale får økonomiske muligheder.
Men det kan de ikke, hvis den virkelige årsag til urolighederne er religiøs eller kulturel supremacisme. SÅ er selv det største økonomiske tilskud kun benzin på bålet.
Det eneste vi som vantro kan gøre for at få fred er at opgive den territoriale kontrol med Gellerup. Og selv det er utilstrækkeligt, idet et autonomt Gellerup kun kan overleve som parasit på det omgivne samfund. Alle forsøg på at stoppe hjælpen vil naturligvis blive mødt med en eskalation af uroen til nærliggende områder.
“That if once you have paid him the Danegeld,
You never get rid of the Dane.” Rudyard Kipling

Retsstaten åbenbarer herved dens ssvaghed ved kun at tillade idømmelse af individuelle sanktioner. Lovgivningen er baseret på ideen om individuel straffeansvar, hvorfor en hel familie derfor kan fremstå med forskellige ansigter udadtil. Den lille broder er lille og uskyldig og nøjes med at larme i skolen, moderen er hjemmegående og plejer børneproduktion som eneste beskæftilse, og storebroderen og faderen er arbejdsløs eller laver kriminalitet på forskellige niveauer.
Så selv om familien er dysfunktionel og fungerer som primusmotoren for opfostringen af en masse kriminelle drengebørn, kan den uden at lyve fremstå som stakkels klienter over for de sociale myndigheder. Jo værre ddens børn opfører sig, desto større afkast giver dens klynkeri over for myndighederne. Flere penge til integration vil kun bestyrke den uansvarlige reproduktion af nye klynketilfælde og vanekriminelle. Vi kan aldrig nå nogle vegne, så længe andre passive familiemedlemmer gratis kan opdrage deres børn i den assimilationsfjendtlige supremacisme uden at blive gjort ansvarlig for deres afkoms afsporede adfærd.
Efterhånden må det stå klart for mange samfundsaktører, men integrationspenge er den eneste måde på hvilken den humanistiske elite kan dække over, at hele det humanistiske projekt er slået fejl. Det gøres ikke kun for at camouflere den øjeblikkelige politiske fallit, men endnu mere for at forlænge humanismens desperate overlevelseskamp. For den dag, det for alvor går op for folk, at alle humanistiske styringsredskaber er slået fejl, vil der utvivlsomt indfinde sig en ubehagelig selvransagelse. Det er højest tvivlsomt, om alle samfundsinstitutioner kan overleve sammenbruddet uden et alvorligt legitimitetstab. Eliten ved magten fra top til bund har knyttet hele dens legitimitet til opretholdelse af humanismens søjler og må derfor forventes at fortsætte kampen med næb og kløer.

Problemet med den muslimske indvandring kan ikke løses inden for det traditionelle liberale paradigme om individuel skyld og ansvar. Gellerup er kun første skridt i optakten til erotionen af de humanistiske dogmers legitimitet. Det er derfor helt sikkert, at politikerne med alle midler vil søge at forlænge maskespillet om nødvendigt med bestikkelse til de uroskabende områder og manipulation af informationsstrømmen.
TV2 Nyhederne: Unge holder politiet ude af Gellerup (via Uriasposten)

Shadi Chofani, Gellerup: Jeg synes de skulle holde sig væk. Så ville der måske falde ro på det.
Lasse Ravnø, TV2: Men man kan vel ikke have et kvarter hvor politiet ikke kan komme?
Shadi Chofani: Det kan man godt.

Ifølge en kommentator på Uriasposten skulle Shadi Chofani være en voldsforbryder af værste karat,så det er noget af et avancement at blive talsmand for dem, der ønsker at politiet holder sig væk. Hans meritter er et senbillede på, hvor meget samfundets institutioner har trukket sig tilbage bare på to år.
Når forbryderen er 18, begår han “kun” almindelige røverier, men som 20-årig tør han allerede stå frem og true øvrigheden. Barbariseringen af samfundet er i fuld sving.

Ytringsfrihed i det multikulturelle samfund

Ekstrabladet.dk: Kvindelig betjent ‘hader perkere’

En københavnsk politikvinde blev her til middag straffet med 10 dagbøder á 400 kroner, da hun blev fundet skyldig i racisme.
Nok er der næsten ingen grænser, når det handler om retten til at udtrykke sig frit om dette og hint. Men grænser er der dog, og det må en kvindelig betjent
fra København nu sande, efter hun er kommet med grove racistiske udtalelser på sin blog på internettet.
Skrid hjem
- Hvordan kan man have noget som helst til overs for minoriteter, når de fucker så meget op, skrev hun ifølge dr.dk.

Men tonen har dog sidenhen taget en noget skarpere og mere uvenlig tone hos politiassistenten. Et andet indlæg lyder således:
- Så tag dog hjem i fucking perkere. Skrid for helvede ud af vores by og vores land. Jeg hader jer.
Sur over at misse sine fridage
Sagen er i dag blevet behandlet i Frederiksberg Ret, hvor der blev nedlagt navneforbud, ligesom det ikke må oplyses, hvilken politikreds kvinden er tilknyttet.
Ifølge Ritzaus Bureau forklarede hun i retten, at hun var træt af, at hun fik inddraget sine fridage i weekenden, hvor hun ellers skulle have været til
mountainbike. Og så lod hun frustrationerne få frit løb på hjemmesiden.
Det var netop i februar, at grupper af ophidsede unge med indvandrerbaggrund landet over stak ild på biler, affaldscontainere og institutioner.

Dommen over den kvindelige ppolitiassistent er naturligvis et anslag mod ytringsfriheden.
Hele historien om Straffelovens § 266 b er også den ufortalte historie om skiftende folketingsflertals svigagtighed. I midten af 1960-erne vedtog FNs generalforsamling nogle konventioner, der i antiracismens navn pålagde medlemsstaterne at indskrænke ytringsfriheden.
Danmark var så gennemsyret af ærbødighed over for FN, at Folketinget ønskede at vi skulle tiltræde FN konventionerne uden forbehold.
I den periode var FNs generalforsamling domineret af en uhellig alliance af østblokken og antidemokratiske, antivestlige tredjeverdenslande, som alle pressede på for hate speech love.
Det er værd at bemærke, at Danmark allerede i juni 1939 indførte en forløber til § 266 b:
“Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med bøde. Er rygterne eller beskyldningerne fremsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved de er nået ud til en større kreds, er straffen hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år.”

Bestemmelsen blev dog ikke bbrugt af myndighederne, før Danmark mindre end et år senere blev besat af tyskerne den 9. april 1940. Straffelovens § 266 b blev dog brugt ved retsopgøret efter maj 1945 til at dømme antisemitter for propagandavirksomhed.
Bestemmelsen var dog ifølge det af Justitsministeriet nedsatte udvalg for begrænset, idet FN konventionerne søgte at udvide det forbudte område til ytringer, uanset om disse var urigtige eller ej. Derfor foreslog udvalget en udvidelse af det strafbare område, således at Danmark kunne ratificere konventionen uden forbehold. Det gik dog ikke upåagtet hen under folketingsdebatten i folketingsåret 1970-1971.
På side 28-29 i Beskyttelse mod racisme : konventioner og lovgivning mod racediskrimination, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1994 refererer Niels Erik Hansen fra folketingsdebatten:

Mest direkte modstand mod forslagene blev fremført af Poul Dam fra SF. Til den foreslåede tilføjelse til § 110, bemærkes:
“Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller at fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk [...] det samme kunne siges at gælde om den foreslåede formulering af § 266 b. Den gældende regel [...] rammer den notorisk løgnagtige propaganda, mens den foreslåede rammer usympatiske anskuelser. Dette er det springende punkt, man sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger”.
Justitsminister Thestrup kommenterede indlæggene således:
“Jeg deler den [opfattelse], at anklagemyndigheden bør være forsigtig med at rejse sager efter de love, der her er på tale, [og] at det er indskrænkning i ytringsfriheden, der er tale om, og det er naturligvis klart, at man må være forsigtig med indskrænkninger her [...] Jeg mener hensigten med forslagene er at indføre bestemmelser om straf, når man, om jeg så må sige, går over til fjendtlighederne, men ikke for selve anskuelserne”.
Folketingets udvalgsarbejde
Efter den indledende behandling af lovforslaget, blev det sendt til behandling i et folketingsudvalg, hvor der blev opnået enighed mellem
28
partierne om at lade forbudet mod krigspropaganda udgå som stridende mod ytringsfriheden6.
Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder blev på den baggrund ratificeret, men med forbehold for artikel 20:1, fordi der i dansk ret ikke er indført et forbud mod krigspropaganda.
Derimod blev det ikke nødvendigt at tage forbehold overfor artikel 20:2 eller artikel 4 i RDK, da der blev opnået enighed om at gennemføre ændringen af § 266 b som foreslået af udvalget. Reglens formulering blev dog ændret på et punkt. Folketinget fandt at det var for vidtgående at forbyde de ytringer, der gør de beskyttede grupper til genstand for “nedsættende omtale eller behandling”. Formulering blev opfattet som kriminalisering af meningstilkendegivelser, hvilket man anså for stridende med ytringsfriheden.
Derimod blev det besluttet at indsætte kriteriet “nedværdiges”. “Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen i højere grad end i den oprindelige formulering tilgodese hensynet til menings- og ytringsfriheden. Det bemærkes i denne forbindelse, at konventionen henviser til de principper, der er nedfældet i verdenserklæringen om menneskerettigheder, herunder menings- og ytringsfriheden”.
Den endelige formulering af straffelovens § 266 b blev herefter:
“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år”.
[...]

Så i Danmark kan man altså blive dømt for at sige sin mening, uanset om dens faktiske kerne er sandfærdig. Argumentet er det samme som tankeforbrydertribunalet i Canada bruger til at forfølge folk for overtrædelse af den drakoniske Human Rights Act.
Sandheden er irrelevant, når en ytring -sand eller ej- forhåner en af de beskyttede grupper.
Derved bliver det dog umuligt at vide for folk på forhånd, hvat der er tilladt at sige.
Anklagemyndigheden har i sin årsberetning indrømmet, at det eneste entydige i tiltale- og domspraksis vedrørende Straffelovens § 266 b er, at der ikke er nogen klar standard, for hvornår loven er blevet overtrådt. De fleste bliver heldigvis kun dømt for upræcise udtalelser af generaliserende karakter, men der er dog også eksempler på, at man kan blive dømt for at tage afstand fra islam.
Københavns Byret har i en kendelse senere stadfæstet af Østre Landsret dømt Kaj Vilhelmsen for at lægge skriftet Bag om islam ud på sin hjemmeside. Skriftet er ikke værre end hvad man kan læse på Gates of Vienna eller for den sags skyld i avisernes læserbrevsspalter, men KV blev ikke dømt for at lyve men for at forhåne en af de af loven beskyttede kollektiver.
Det skræmmende ved såkaldte hate speech love af den type er, at disse ikke forholder sig til påviselig sandhed eller løgn men til en egalitaristisk moralsk målestok.
Alle grupper, kulturer, religioner, racer og kollektiver er ifølge denne ideologi ligeværdige, hvoraf må følge, at det enten er forhånende eller nedværdigende at fremsætte udtalelser, ved hvilke disse grupper frakendes menneskelig ligeværdighed.
§ 266 b opererer ppå den antagelse, at det per se er forkert at frakende persongrupper værdighed på grund af bl.a deres tro, hudfarve, seksuelle orientering. Men hvad nu hvis der faktisk er former for ‘tro’ eller ’seksuelle orientering’, der gør mennesker uværdige til nogen respekt? Overhovedet at lovgive retningslinier for sproglig opførsel – fraset trusler rettet mod enkeltpersoner, falske ærekrænkelser og tilskyndelse til umiddelbar lovløshed er derfor logisk set vejen mod et totalitært samfund.
Canadisk ytringsfrihed er allerede en saga blot som følge af underskoven af føderale og provinsielle menneskerettighedstribunaler, som jødiske organisationer lige pludselig har opdaget også kan bruges af muslimske organisationer til at sabotere deres arbejde.
Jødiske interesseorganisationer er således blevet ramt i nakken af deres egen rådne frugter, hvilket kun er helt velfortjent, for jøder har i vidt omfang selv bidraget til bestræbelserne for at ffå forbudt hate speech.
FNs menneskerettighedsråd og generalforsamlingen har under stor bevågenhed vedtaget nogle resolutioner om defamation of religions, men faktisk er disse kun en logisk udvidelse af teorien bag hate speech forbud.
For krænker man religioner, krænker man også religiøse følelser, og krænkelse af religiøse følelser er derfor ikke adskilleligt fra at lægge det religiøse kollektiv for had. Selv om antireligiøse ytringer ikke som sådan påfører målgruppen nogen objektiv krænkelse,er det formentligt skadeligt for dens selvværd. Muslimer kan med god grund hævde, at religionen er så indgroet i den troende muslims identitet, at et angreb på det sakrosankte in casu er et angreb på det muslimske menneskes inderste værdighed. Køber man derfor hate speech argumentet om at loven skal beskytte mennesker mod selv sandfærdige påstande, der krænker, forhåner, nedværdiger personer på grund af religiøst tilhørsforhold, er der altså ikke langt til accepten af combatting defamation of religion som en beskyttelsesværdig samfundsinteresse. Danmark har sammen med andre vestlige lande undergravet hele ytringsfrihedens fundament ved at udvide det forbudte ytringsområde til påstande, antydninger og værdidomme, hvis eneste skadevirkning er egnetheden til at krænke udefinerede kollektiver på grund af visse karakteristika. Listen over beskyttelsesværdige karakteristika er hele tiden blevet udvidet i takt med, at flere offergrupper er blevet inkluderet i samfundets tolerance. Beskyttelse mod hate speech er dermed blevet det positive signal det tolerante og superegalitaristiske samfund bruger til at bestyrke inklusionen af stadig flere grupper.
Senest blev seksuel orientering i 1987 føjet til listen over diskriminationsgrunde i Straffelovens § 266 b, hvilket faldt sammen med den juridiske ligestilling af homoseksuelle partnerskaber. Derved blev udvidelsen af det strafbare område i § 266 b gjort til et moralsk pejlemærke for, hvor tolerant vi som samfund herefter skulle betragte os selv. Men desværre fører det til en nulsumslogik, hvor større inklusion af minoriteter nødvendigvis medfører mere intensive frihedsindskrænkninger for alle andre Men da inklusion virker uretfærdigt, såfremt den stopper ved bestemte opregnede grupper, vil grupper uden for naturligvis presse på for også at blive inkluderet i loven.

Inklusion i denne form må derfor nødvendigvis altid være en envejsproces, der hele tiden udvider men aldrig indsnævrer statens magtudøvelse til flere områder. For ytringsfriheden betyder det, at anerkendelse af nye offergrupper oftest vil følge en bane fra uskyldige ønsker om positiv omtale, krav om inklusion og respekt i den offentlige debat til det eneste logisk mulige slutpunkt – nemlig forbud mod andres inklusionsfjendtlig tale.
Men der opstår et alvorligt problem, hvis den inkluderede gruppe ikke på trods af men på grund af dennes beskyttede karakteristika er skadelig for andre grupper eller for selve den sociale kontrakt, der er en betingelse for at inklusion kan forblive en farbar vej. Hvis vi inkluderer muslimer, fordi deres minoritetsreligion er beskyttelsesværdig, men de som følge af religiøse påbud kviterer med intolerance over for andre inkluderede grupper, bliver inklusion til en selvmordspagt. Men det at så tvivl om, hvorvidt en allerede inkluderet gruppe overhovedet fortjener inklusion i det tolerante samfund er jo lige præcis det, som hate speech love modvirker ved at undertrykke gruppefjendtlig tale. Hvis hate speech love derfor skal virke efter deres hensigt, kræver det altså, at systemet korrigerer sig selv for at forebygge, at grupper, der selv optræder fjendtligt over for andre grupper inkluderes i det tolerante samfund. Politiassistenten er sikkert ikke modstander af det inkluderende samfund, men hun anser ganske enkelt visse grupper for skadelige for den sociale ro, som det blandt andet er hendes opgave at håndhæve i sin egenskab af øvrighedsperson. Men her kolliderer meningsfriheden med loven. For loven undlader netop at tage højde for, at det må være helt legitimt i visse tilfælde at betegne visse grupper som farlige eller uværdige, også selv om det måtte være sandt. Om politiassistenten faktisk blot har formuleret sig hyperbolisk eller uforsigtigt bør ikke gøre nogen forskel. For et frit samfund skal ikke sætte grænser for borgernes ret til at anfægte den moralske rimelighed i inklusionen af visse grupper.
Lawrence Auster har meget koncist formuleret problemet med hate speech love:

Now, if it is an illegal act of hatred to stir up animosity against a group, then to say that a certain group represents a “disaster” for us would certainly
seem to fit that description. To state that Muslims are a disaster for “us,” meaning us Canadians, is to call on Canadians to view Muslims as a threat
and even as an enemy. Certainly that seemed to be the drift of Steyn’s argument. If there is any legitimate scope for anti-hate laws, statements such as
Steyn’s would seem to come within it.
The problem with the anti-hate laws is that they assume that no group can be bad for us, that all groups are good for us. That is of course the very belief
that makes it wrong to stir up hatred or opposition against anyone. It is a core premise of liberalism that all men are naturally good, that unregenerate
evil and unappeasable enemies do not exist. But what if the liberal premise is not true? What if certain groups are not good for us, but bad for us? What
if there is a certain group that is in fact a disaster for us? In that case, a law forbidding us to argue that the group is a disaster for us would render
us helpless to defend ourselves from it. If the group represents a danger to our society, then our safety requires that we speak frankly about that group.
But how can we allow such frank speech about that group if its members are already living among us? How can we, as decent people, allow it to be said that
a religious group that makes up a significant part of our own population is a “disaster”? Is that not to make them disliked, to make them objects of contempt,
to make them objects of fear and repulsion? How can we allow legal citizens and residents of our own country to be treated in such a way?

What the above considerations illustrate is that there is no middle course. Either we continue with the false liberal philosophy which welcomes the mass
immigration of alien groups that are a disaster for us and which forbids our saying that they are a disaster for us, thus destroying our ability to defend
ourselves and giving the aliens the power to take us over; or we adopt a non-liberal philosophy which allows us to identify groups that are a disaster
for us and to prohibit their entry.
Either we permit ourselves to speak freely about the disastrous Other, and exclude them from our society; or we permit the disastrous Other freely to enter
our society, and silence ourselves.
There is no middle course.

USA har hidtil været forskånet for disse love, men akademisk litteratur har dog ikke været udelt negativ over for at lade USAs ytringsfrihed følge det Canadiske og europæiske eksempel ud i sumpen.
Professorer som Mari J. Matsuda argumenterer til og med for det synspunkt, at hate speech regler skal være aktivt egalitaristiske i disses virkning ved at undtage visse historiske offergrupper for samme mundkurvskodeks som den priviligerede magtfulde hvide minoritet.
Så selv om hate speech love er formuleret helt neutralt, giver de ingen mening, med mindre man forudsætter, at visse grupper pr. definition er ofrer og andre er undertrykkerne. For hvis der gjaldt samme regler for alle, kunne en muslim, sort, homoseksuel komme i konflikt med loven ved at beskylde andre grupper for forfølgelse. Men hate speech love er ikke primært drevet af noget oprigtigt ønske om at ensrette sproget lige meget for alle men tværtimod er det et forsøg på at udjævne de sproglige magtrelationer i visse offergruppers favor. Det er dog ikke den måde, på hvilken § 266 b eksplicit bliver retfærdiggjort i politiske debatter.
Politikerne forsvarer istedet for loven som et værn mod sproglig forurening uden dog at begrunde, hvorfor dette påbud kun skal gælde majoriteten men ikke elitens offergrupper. Et forbud mod at bruge udtrykket f–king dansker, f–king danske ludder er også sproglig forurening, men skulle loven håndhæves konsekvent ville medlemmer af visse offergrupper lige pludselig være overrepræsenteret i Anklagemyndighedens doms- og tiltalepraksis. Det kan man naturligvis ikke have. For en muslim, der bruger udtryk som f–king danskere tilhører jo selv en priviligeret offergruppe og kan derfor ikke pådrage sig samme ansvar for hadefulde ytringer. Først i det øjeblik, at muslimen angriber en anden gruppe i offerhierarkiet som jøder, homoseksuelle eller en endnu mindre gruppe – som naturligvis ikke må være hvid, kristen eller for magtfuld efter venstrefløjens målestok – begynder det at ligne noget.

Andre kilder:
Article 19: Hate speech
Betænkning 553/1969
B’nai Brith: Hate Jurisdictions of Human Rights Commissions: A System in Need of Reform
Stephanie Farrior, Molding the Matrix: The Theoretical and Historical Foundations of International Law and Practice Concerning Hate Speech
Kenneth Lasson, Racial Defamation as Free Speech: Abusing the First Amendment
Institut for menneskerettigheder: NOTAT om YTRINGSFRIHEDEN
med udgangspunkt i Jyllandspostens Muhammed tegninger
RIGSADVOKATEN: Bilag 1 J.nr. RA-2006-41-0151 15. marts 2006
Rigsadvokaten: J.nr. RA-2006-41-0151 15. marts 2006 Afgørelse om eventuel strafforfølgning i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”

Uriasposten: » Fucking perker…

Appeasement og muslimsk trusselskultur

Appeasement hjælper ikke
Fra Altinget.dk 12. oktober 2008:
Ministre afviser særlige sprogkrav fra PET

Flere af regeringens ideologiske profiler tager nu åbent afstand fra anbefalinger fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der vil nedtone forbindelsen
mellem terror og islamisme.
Hverken forsvarsminister Søren Gade (V), velfærdsminister Karen Jespersen (V) eller undervisningsminister Bertel Haarder (V) har tænkt sig at følge retningslinjerne
fra “Sprogbrug og terrorbekæmpelse”, som lederen af PET’s Center for Terroranalyse, Anja Dalgaard-Nielsen, er bannerfører for.
Mislykket engelsk metode
“Jeg kalder en spade for spade. Den islamistiske ideologi har nogle meget negative effekter, og den sandhed kan folk godt tåle at høre,” siger forsvarsminister
Søren Gade til Altinget.dk.
“I England taler man politisk korrekt – og erfaringerne viser, at det ikke løser noget som helst. Findes der et sted med rabiate og fanatiske muslimer,
så er det i Storbritannien. Politisk korrekthed betyder bare, at du lægger dig fladt ned – og så tramper de på dig alligevel. Jeg agter ikke at være dørmåtte,”
tilføjer Søren Gade.
Undrer sig over PET
Velfærdsminister Karen Jespersen har heller ikke nogen intentioner om at følge rådene fra PET:
“Udspillet fra PET undrer mig, for det er det stik modsatte, der er behov for. Vi trænger tværtimod til en debat om, hvad islamisme er, for islamistiske
holdninger vinder mere og mere indpas i vores samfund. Det udvikling stopper ikke, fordi vi lader være med at give det et navn,” siger Jespersen.
Undervisningsminister Bertel Haarder udtrykker det på denne måde:
“Jeg kan godt forstå, hvad PET siger, men hvad er konsekvensen af at følge deres råd? Det er, at vi skal til at øve selvcensur og lade være med at tale
om et samfundets største problemer. Det kan jo ikke nytte noget. Vi skal derimod gøres fælles front med de moderate muslimer imod islamisterne.”

Det signifikante i denne udmelding er Søren Gades udsagn om, at sproglig eftergivenhed (appeasement) over for dem, han noget malplaceret betegner som islamister ikke hjælper. For eftergivenhed modererer ikke modstandernes målsætninger.
Forhåbentligt er det begyndelsen på en ny erkendelse af den onde spiral, som samfundet har slået ind på over for islamisk supremacisme.
Essensen i forsvarsministerens holdning er, at rækker man den voldelige islamisk supremacisme en lillerfinger, vil den alligevel før eller siden tage hele hånden. Ethvert kompromis med den voldelige supremacisme er dermed udelukket, fordi muslimer i risiko for radikalisering ikke påvirkes af sproglig bløddhed.
Voldelig islamisk supremacisme kan altså ifølge ministerens ræsonnement ikke blødgøres med Anjas feminine baby talk. Nu skal man passe på med at lægge for meget i en enkelt udtalelse, men det er længe siden, at en Venstre politiker så tydeligt har afvist politisk korrekhed som en kur mod radikalisering.
Søren Gade taler kun mod politisk korrekt sprogbrug, men ræsonnementet er lige så anvendeligt på andre tiltag,
der imødekommer den bløde
islamiske monokultur i et forsøg på at holde unge muslimer væk fra den farlige terrorisme.
Fremtrædende muslimer har hidtil haft stor succes med kombinationen af slet skjulte trusler og appeller til samfundets dårlige samvittighed.
dr.dk: Indfødsret-stramning vækker kritik

Regeringens eget rådgivende organ, Rådet for Etniske Minoriteter, advarer mod stramningerne.
Sværere prøver kan medføre vrede unge
- Denne gang er regeringen gået for vidt i sine bestræbelser på at tilfredsstille Dansk Folkeparti. De seneste stramninger er ganske enkelt uhørte, siger
rådets næstformand Bayram Yüksel til Jyllands-Posten.
Han mener, at stramningerne kan føre til stor frustration og vrede blandt indvandrere.
- Jeg frygter, at tryk vil avle modtryk, og at det kan få nogle unge til at lave nogle dumme ting, siger Bayram Yüksel.

Underforstået – hvis i ikke giver os hvad vi ønsker, kan vi ikke tage ansvaret for vores unge. De kunne finde på at gøre dumme ting – begå terror aktioner i Danmark.
Skulle vi endeligt indrette vores samfund på en sådan måde, at muslimske unge ikke længere kunne føle sig provokeret til at gøre dumme ting, var der intet slutpunkt for eftergivenheden.
Det bemærkelsesværdige ved stramningen i indfødsretsprøven er, at den ikke diskriminerer muslimer men blot underkaster den samme kriterium som den kulturkristne amerikaner eller den thailandkse kvinde. Så muslimer er således ligestillet med alle andre grupper.
Lighed for loven burde tilfredsstille muslimer, hvis de virkeligt ønsker integration.
Men selvrfølgelig kan muslimer ikke leve med regler, der eksponerer deres relative ringere sprogegnethed til at bestå en prøve, som er fælles for alle andre religiøse og etniske grupper. Selv formel lighed er en provokation for de unge muslimer, som ifølge regeringens eget råd for Etniske Minoriteter, kkunne tænkes at gøre dumme ting. Udtalelsen fra Bayram Yüksel er fraset den slet skjulte trussel om, at vi bare kan vente os, hvis vi ikke lader unge muslimer få fribrev, derfor endnu en bekræftelse af den retshaveriske supremacisme, som mange tilsyneladende velintegrerede muslimer lægger for dagen i deres relationer med det vantro samfund. Muslimer kan leve med lige regler, dersom de på kort sigt kan drage nytte af dem, men selve princippet om at lige regler resulterer i situationer, hvor selv den frommeste muslim kan blive vejet og fundet for let, er en så stor krænkelse, at samfundet må forvente, at unge muslimer gør dumme ting. Hvis denne forståelse var begrænset til Islamisk Trossamfund, kunne politikerne sikkert holde nogle dialogmøder med endnu mere moderate eller kritiske muslimer. Men når trusselsdiskursen kommer fra regeringens eget Råd for etniske dvs muslimske offerkrav, bliver sagen for broget for selv den mest virkelighedsresistente borgerlige minister.
Vi åbner grænserne for tusindvis fattige muslimer, giver deres børn muligheder for skolegang og flagellerer os selv, så snart mange af dem vælger kriminalitet og offerdyrkelse frem for produktiv deltagelse i samfundslivet. Nuvel utak er verdens løn, og vi kan jo ikke forvente, at de unge muslimer er mere taknemmelige end den alkoholiserede bums på bænken. Dog giver det grund til selvransagelse, at selv ikke den største udskrivning af overførselsindkomster til unge muslimer afstedkommer nogen tak men kun flere trusler og racismeanklager, så snart samfundet begynder at kræve modydelser for dansk indfødsret.
Vi får aldrig ro, uanset hvor meget vi pleaser muslimske talsmænd. Vi vil altid som vantro blive krævet til regnskab først for ikke at overholde vores egne moralske og juridiske standarder om egalitaristisk retfærdighed, og bagefter når det viser sig, at selv disse høje moralske standarder alligevel bebyrder muslimer, fordi mange af dem bare er mindre kvalificerede, må vi enten slække på vores egne standarder eller lave særregler, der fritager Allahs udvalgte fra ydmygelsen ved at blive underkendt af vantro regler. Egalitarismens bud om, at samfundets opgave er ligestilling af alle religiøse og kulturelle normer er problematisk nok i en ren vestlig kontekst, men over for en assertiv religiøs supremacisme, hvis proselytter opfatter modgang forårsaget af menneskeskabte love som en fornærmelse er egalitarismen gift for et samfunds modstandskraft.

Islamiske fodnoter

I april 2009 afholder FN i Geneve.opfølgningen til Durban konferencen mod racisme. Som det vil være flere bekendt er der røster fremme til fordel for en boykot af konferencen.
I 2001afholdtes Durban konferencen med deltagelse af FN medlemslande, og den blev et tilløbsstykke i moralsk inversion, hvor Israel blev udpeget som skurken og de virkelige antisemitter i den muslimske verden blev ophævet til offerstatus.
Opfølgeren til Durban konferencen skulle ifølge planerne afholdes i Geneve næste år, men alt tyder på, at konferencen endnu en gang bliver kapret af den muslimske og antivestlige alliance.
Den islamiske verdenskonference OIC har i de seneste år været på stikkerne ved på skamløs vis at bruge menneskeretlige argumenter til at kvæle enhver kritisk behandling af islams forhold til de vestlige menneskerettigheder.
OIC har i august 1990 vedtaget den såkaldte Cairo erklæring, der erstatter FNs verdenserklæring om menneskerettigheder med en islamisk erklæring, hvis eneste afsæt er shariaen.
Da shariaen jo ppå en lang række væsentlige områder er i direkte modstrid med FNs verdenserklæring, hvor især kan fremhæves Artikel 18 om retten til at ændre religion, burde det være åbenbart, at Cairo dokumentet er ren manipulation og ikke fortjener nogen legitimation.
Imidlertid har FN institutioner ved flere lejligheder ydet legitimitet til Cairo erklæringen som et supplement til FNs menneskerettigheder.
Eksempelvis henviser FNs menneskerettighedskomite til Cairo erklæringen i præamblen til resolution 1998/17
, i hvilken de 26 medlemslande fordømmer Taliban regimet for dets kvindepolitik:

Deeply concerned at the situation of the female population of Kabul and other parts of Afghanistan controlled by the Taliban; dismayed by the Taliban’s
claim that Islam supports their policies concerning women; fully aware that the Cairo Declaration on Human Rights in Islam, adopted by the Organization
of the Islamic Conference in 1990, guarantees the rights of women in all fields. …6

Det bemærkelsesværdige i ovenstående pasus er ikke kun, at Cairo erklæringen overhovedet nævnes, for der er afgjort et argument for, at Taliban regimets knægtelse af kvinders rettigheder var for streng selv efter en sharia målestok; det påfaldende er selve den eklatante urigtighed, som sniger sig ind i resolutionen. Cairo erklæringen garanterer ikke kvinder lige rettigheder på alle områder men kun lige værdighed.

ARTICLE 6:

(a) Woman is equal to man in human dignity, and has rights to enjoy as well as duties to perform; she has her own civil entity and financial independence,
and the right to retain her name and lineage.

(b) The husband is responsible for the support and welfare of the family.

Nærlæser man dels FN komiteens resolution og dels Cairo erklæringen, springer det i øjnene, at der er en klar uoverensstemmelse mellem påstanden om islam som en garantør af lige rettigheder på alle områder og det faktiske indhold af Cairo erklæringen.
Det er usandsynligt, at alle delegater har været uvidende om det faktisk indhold af Cairo erklæringen, som eksplicit diskriminerer kvinder og vantro, så det er en overvejelse værd, hvorfor ikkemuslimske lande har en interesse i at bestyrke den islamiske dagsorden.
Desværre er denne newspeak ikke begrænset til den diplomatiske jargon, hvor det perfekte ofte er det opnåeliges fjende. I den hjemlige danske debat har en hæderkronet organisation som Amnesty International sammen med Institut for menneskerettigheder afholdt et seminar under overskriften Ytringsfrihedens ofrer. I den forbindelse udtaler organisationens danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen til Politiken 8. december 2005:

»Vi er jo vant til herhjemme, at selv om vi har en statskirke, kan vi gøre
grin med Jesus. Men vi er også nødt til at respektere, at det ikke er alle
samfund,
der har en så stærk sammenhængskraft som Danmark. Der er andre samfund, hvor
det at gøre nar af hinandens religion fører til, at mennesker gør vold på
andre mennesker. Ytringsfriheden er i nogle sammenhænge et redskab til at
skabe død og ulykke«, mener generalsekretæren.

Ytringer slår ingen ihjel, hvilket er selve grundforudsætningen for ytringsfriheden, som Amnesty International i andre situationer forsvarer uden forbehold. Organisationen plejer heller ikke at dække sig bag den legalistiske formulering, at det er overladt til de nationale domstole at vurdere, om ytringsfrihedens grænser er blevet krænket, tværtimod er kritik af andre landes restriktive ytringsfrihedspraksis det, som organisationen under andre omstændigheder må tage for givet, men her gælder der åbenbart en islamisk fodnote til ytringsfriheden.
Lars Normann Jørgensen tager ikke konkret stilling til om profettegningerne var omfattet af ytringsfriheden, men alligevel øjner man en ubehagelig moralækvivalens i udsagnet om, at ytringsfriheden i nogle sammenhænge er et redskab til at skabe død og ulykke. Men det, der dræber er jo ikke ytringerne som sådan, men dem, som i krænkelse over ytringernes intensitet reagerer med vold. I amerikansk forfatningsret er dette princip kendt som heckler’s veto, og betyder groft sagt, at folk gennem brugen af vold eller truslen om vold søger at begrænse andres ytringer. Det, at generalsekretæren for en gammel menneskerettighedsorganisation som Amnesty International godtager præmissen om at den, der ytrer sig gennem provokation af religiøse følelser misbruger ytringsfriheden som redskab til at skabe død og ulykke ækvivalificerer derved bøddel og offer, selv om vi samtidig forsikres om, at vold aldrig er en retfærdig reaktion på ytringer.
Den tidligere direktør for Institut for menneskerettigheder Morten Kjærum har i et interview til Weekendavisen NR. 49, 7. – 13. december 2007
begået et andet eksempel på menneskerettighedsnewspeak.
I forbindelse med FNs menneskerettighedsråds resolution om forhånelse af religioner maner han til mådehold og moderation på begge sider:

»Jamen, den resolution er forfærdelig, fordi både de europæiske lande,
og de andre lande er gået galt, mest alvorligt i den arabiske verden.
Problemet med
resolutionen er, for det første, at dele af den taler om forbud mod
forhånelse af religioner, og det er ikke en menneskeret. Det er
forhånelsen af de mennesker,
der tror på religionen, der skal beskyttes. Men selve religionerne er
ikke omfattet af menneskerettighederne, så der går den helt galt, og
det er en af
de kampe, der virkelig står nu i de internationale fora. Og så har du
på den anden side de europæiske lande, der siger, at ytringsfriheden
er ubetinget
og absolut. Men ytringsfriheden er ikke absolut, der er grænser. Og
det ville være fint, hvis begge parter kunne komme lidt mere sammen og
få diskuteret
på et sagligt menneskeretligt grundlag, hvordan søren vi kommer videre
i den dialog, også med de muslimske lande.«

Nu har selv de muslimske lande ikke hævdet, at resolutionen mod forhånelse eller bagvaskelse af religioner kun er til for at tilfredsstille gud men har tværtimod suppleret den med velkendte sprogbrug om beskyttelse af de troende mod diskrimination og krænkelse.
Muslimer vil således uden appeller til gudsbegrebet hævde, at Jyllands-Posten ikke kun krænkede Allah men til lige deres menneskeret til værdighed og menneskelig integritet. Logikken er den, at krænker man det, der konstituerer en muslims dybeste identitet, krænker man også hans værdighed som menneske og nægter ham dermed lige rettigheder.
Derved kolliderer religionsfriheden med ytringsfriheden, og det er overladt til samfundet at finde balancen.

Argumentet kan virke uantageligt, men er faktisk i en variation blevet godtaget af Den europæiske menneskerettighedsdomstol som et legitimt hensyn bag blasfemilove.
EMD statuerede i Otto-Preminger mod Østrig (1994), at et forbud mod forevisningen af en antikatolsk film ikke udgjorde en krænkelse af konventionens Artikel 10 om beskyttelsen af ytringsfriheden, og bemærkede, at ytringer der krænker menneskers trosliv i visse tilfælde kan krænke menneskers religionsfrihed garanteret i konventionens Artikel 9.
En forståelse af religionsfrihed, der ikke kun giver folk ret til at tro men også garanterer en afledt ret til beskyttelse mod følelsmæssig krænkelse udsprunget af andres ytringer pålægger dermed rettighedskonflikten en nulsumslogik, med det resultat, at selve ytringsfriheden undergives et emotionelt veto. I den yderste konsekvens betyder det, at ytringsfrihedens rækkevidte er forskellig afhængigt af, hvilken religion man kritiserer, for muslimer vil naturligvis med en vis ret kunne hævde, at antiislamiske ytringer griber mere intensivt ind i deres realiseringsmuligheder end det er tilfældet for agnostikeren.
Flere aktører i menneskerettighedsdebatten lader derfor til at have accepteret den central præmisse i menneskerettighedsrådets resolution om at ytringer på grund af disses følelsmæssige intensitet kan krænke folks ret til religionsfrihed. Det er uheldigt, for en sådan eftergivenhed skaber et incitament for den rettroende til bestandigt at påstå sig krænket i sit indre følelsesliv, ud over at det opmuntrer institutioner som OIC til hele tiden at udvide krænkelsesargumentet til nye områder.
I starten vil de fleste sikkert godtage, at løgnagtige beskyldninger mod muslimer er uden for ytringsfriheden, men selve censurargumentet gående på folks trosliv skelner jo ikke mellem sandhed og løgn men er lige så anvendeligt på ytringer om profetens sexliv, som selv ud fra autoritative islamiske skriftkilder er politisk ukorrekt at beskrive og omtale.

BBC og det muslimske filter

I forrige uge blev en muslim ved navn Habib Khan idømt otte års fængsel i Storbritanien for at have forårsaget Keith Browns død.
Brown var hvid og medlem af British National Party.
Keith Brown blev knivstukket under et overfald uden for sit hjem i Stoke-on-Trent, hvilket kun er en iøjnefaldende nyhed, fordi han var medlem af BNP. BNP eller British national Party hævder at have brudt med fortidens racisme og antisemitisme, men om det faktisk er sandt er en trossag.
Artiklen er i dens substans og tone overraskende afbalanceret, og formidler faktisk virkeligheden uden det vanlige tendentiøse filter, hvor udeladelser og omskrivninger ellers gør nyheden vanskeligt at forstå. Alligevel kan BBC ikke afholde sig fra en – må det dog indrømmes efter dens sædvanlige målestok – mild dosis politisk korrekt afvejning af offerfokusset.

Habib Khan
Khan stabbed his neighbour in July last year
As an Asian man from Stoke-on-Trent begins a jail term for killing his British National Party activist neighbour, what impact has the case had on the city?
Habib Khan, 50, was jailed for eight years on Friday for the manslaughter of 52-year-old Keith Brown, who was stabbed to death during a fight outside his
home last July.

BBC fortsætter redeligt med en kort gennemgang af sagens forløb og citerer endda Nick Griffin for den påstand, at retssystemet anlægger en dobbeltstandard over for hvide.
…
Men herefter kører artiklen lidt af sporet, for tænk hvis læseren nu skulle drage den konklusion, at historiens entydige offer var den afdøde hvide Brown.
Føj for den, den går naturligvis ikke, men heldigvis findes der en ækvivalificeret moralsk synsvinkel på historien.

Labour stronghold
Locals used to say everyone in Stoke-on-Trent worked in "the pots, the pits or engineering," but old Stoke is disappearing.
The factories have been closing and the familiar terraced streets have been torn down.
The city’s population is in decline, though its mainly Muslim ethnic population is bucking the trend.
Stoke has always been a Labour stronghold. Eleven years ago all 60 city councillors were Labour – but traditional supporters have been deserting the party
in droves.

Ja igen skal vi lige for en god ordens skyld formanes om, at muslimer er en ‘etnisk’ og ikke religiøs størrelse. Og herefter opblødes den mulige offersympati med udtalelser fra en lokal men navnløs muslim om, hvor bange han føler sig.
Men samtidig kan journalisten ikke henvise til egentlig BNP relateret racistisk vold i lokalområdet.
Påfaldende nok bliver gerningsmanden Habib Khan i første afsnit betegnet som ‘Asian’, mens at den frygtsomme lokale i det efterfølgende afsnit betegnes som ‘Muslim’.
Så når en muslim dræber en anden, hvilket jurien i øvrigt kun dømte som manddrab, skal han af BBC betegnes som ‘Asian’, mens at en anden der føler sig bange lige pludselig betegnes som ‘Muslim’.

The BNP says it is not racist, and there have been relatively few racially aggravated incidents in Stoke.
It makes you think about entering certain areas, especially if you are a taxi driver

Unnamed Muslim resident
Local councillors urge their supporters not to resort to violence but to register their protest at the ballot box.
A Muslim man, who did not wish to be named, said that it had not stopped him worrying about his safety in some parts of the city.
"A lot of the time it makes you think about entering certain areas, especially if you are a taxi driver as some of us are," he said.

Nyheden er blottet for enhver konkretisering af den frygt lokale muslimer oplever, endsige nogen påviselig forbindelse til BNP, så denne udtalelse er ikke relevant for nyhedens substans men bestyrker kun indtrykket af alle aktører som lige skyldige.
Ja det er ikke let at være BBC, når virkeligheden indhenter en.
Det samme kneb bruges til lige af venstrefløjen
herhjemme dels til skiftevis at tømme betegnelsen muslim for alle ubehagelige konnotationer, når en muslim gør noget moralsk forkert og dels til at bestyrke sympatien for muslimer som offerhierarkiets overmennesker.
BBC aner tydeligt nok ikke, hvilket ben de skal stå på, men blogredaktionen noterer sig med en vis fortrøstning at frygten for no go områder ikke længere er begrænset til vantro.
Hvis man er i sit depressive humør, kan man jo gøre sig visse spekulationer over, om denne muslimske frygt udspringer af en reelt funderet frygt for det nogle af mine mere hårde meningsfæller på højrefløjen uvenligt anser for payback, eller i venstrefløjens jargon at tryk avler modtryk, men forhåbentligt er flertallet af muslimer helt med på det humanistiske bud om at man ikke skal gøre det mod en anden, man ikke ønsker for sig selv.
Sådan er det, for flertallet af muslimer er jo ikke besjælet af islamisk supremacisme eller af dikotomien mellem rene overmennesker og de urene undermennesker.
Og derfor vil jeg afslutte denne postering med et af de eftertænksomme og helt enkeltstående tilfælde, som ved dets unikke undtagelsesmæssige natur bekræfter billedet af islam som fredens religion.

Naser Khader om Durban II

Naser Khader har udsendt et nyhedsbrev, i hvilket han kritiserer Durban II, og skriver, at islamisme er vores tids nye racisme.

“Der er en kamp som vi ikke på samme håndfaste måde har taget op. Det er kampen mod politisk islam. Islamisterne er i dag stærkere end nogensinde før… Overalt
er islamisterne i fremgang. Deres indflydelse i internationale organisationer, i det internationale erhvervsliv og gennem islamisk lobbyisme på alle niveauer
vinder frem dag for dag.
Islamismen som politisk ideologi er i dag en større trussel mod demokratierne end den voldelige terrorisme, som Al-Qaeda har været eksponent for. Nu skal
vi simpelthen vågne op.
I takt med at islamisternes får fastere fodfæste i flere og flere lande, undertrykkes de værdier, som vores soldater kæmper for blandt andet i Afghanistan.
Ytringsfriheden er det første, der ryger. I samme omgang religionsfriheden. De samfund, som bekender sig til sharia’en, ophæver uden blusel grundlæggende
frihedsrettigheder for borgerne og indfører diskriminerende love mod etniske og religiøse mindretal med henvisning til religiøse doktriner.
Islamismen er vor tids racisme. Klarere kan det ikke siges. Og som sådan bør en samlet demokratisk verden vende sig imod islamismen – ikke for at søge dialog
og forståelse, men med afvisning og konkret modstand. Senere på året holder FN en konference om racisme. Durban II konferencen i Geneve.
Selvom konferencen på linje med den første Durban konference vil blive kuppet af de islamiske lande til støtte for sharia, har den danske regering valgt
at deltage. Andre lande blandt andet Canada boykotter konferencen. Når nu Danmark deltager, så bør lejligheden benyttes til at sætte hårdt imod hårdt.
Jeg mener, at den danske regering på Durban II konferencen burde tage initiativ til blandt de demokratiske lande at få opbakning til en fordømmelse af politisk
islam som en racistisk ideologi…

Islamisternes overgreb og trusler mod forfattere, tegnere og andre intellektuelle, der udfordrer deres monopol på den rette lære griber om sig og tager
til i styrke. Vi har det herhjemme inde på livet med truslerne mod tegneren Jørgen Vestergaard. Det foregår over hele verden. For nylig havde jeg ved en
konference i Frankrig om emnet lejlighed til at møde nogle af ofrene for islamisternes trusler. Det var de modige, der stod ved deres religionskritik –
og derfor må leve et liv med sikkerhedsvagter og usikkerhed for dem selv og deres familier.
Det er på tide, at vi tager fløjlshandskerne af og siger det rent ud: Der er religionsudøvelse, som ikke er foreneligt med grundlæggende menneskerettigheder.
Islamismen er én af dem, og den bør derfor bekæmpes… Demokratiet må lære at slå fra sig.“

Så langt så godt. Demokratiet må lære at slå fra sig, men hvad der ligger i denne udmelding fra Khader er jo ikke let at blive klog på.
Det er uden yderligere præcisering kun et tomt udsagn blottet for substans. Det kan afhængigt af ens ståsted og demokratiopfattelse betyde alt lige fra, at vi skal samtale med fjenden, til den dør af kedsomhed, eller at vi i egen interesse skal boykotte de muslimske lande, hvorfra vanviddet udgår eller stoppe indvandring fra muslimske lande.
Svaret blæser i vinden, men Naser Khader tager det åbenbart for givet, at Danmark skal deltage i konferencen.
Hvis man er borgerlig, falder det en naturligt at betragte demokratiet som sammenfaldende med den territoriale nationalstat, hvorfor man som borgerlig kunne tilslutte sig en omskrivning af sidste relevante passage:

Det er på tide, at vi tager fløjlshandskerne af og siger det rent ud: Der er religionsudøvelse, som ikke er foreneligt med grundlæggende menneskerettigheder.
Islamismen er én af dem, og den bør derfor bekæmpes… Nationalstaten må som forsvarer af demokratiet lære at slå fra sig.

Men hvad er nu det? Udsagnet kommer herved til at antage en anden nærmest xenofobisk betydning, som ikke er, at demokratiet som globaliseret ide må forsvares, men istedet at beskyttelsen af nationalstaten er en nødvendig forudsætning for at demokratiet skal overleve.
Nuvel Khader har ganske vist ikke plæderet for nationalstatens nedlæggelse, men eftersom hovedvægten i hans kritik går på islamismens konsekvenser for udsatte personer og grupper på globalt plan og ikke på dens trussel mod nationalstaten som suveræn vogter af det forfatningsmæssige demokrati, kan man ikke undgå det ræsonnement, at det han i virkeligheden mener med at demokratiet må lære at slå fra sig er noget helt andet i min omskrivning:

Det er på tide, at vi tager fløjlshandskerne af og siger det rent ud: Der er religionsudøvelse, som ikke er foreneligt med grundlæggende menneskerettigheder.
Islamismen er én af dem, og den bør derfor bekæmpes… Demokratiet må som vogter af de universelle menneskerettigheder lære at slå fra sig.

Dermed sættes der (i min omskrivning) lighedstegn mellem forsvar af demokratiet mod islamismens trussel og forsvar af de universelle menneskerettigheder, som må forsvares, ikke fordi islamismen underminerer nationalstatens demokratiske garanti over for dens egne subjekter, men snarere fordi Khader naturligvis med rette anser islamismen for en trussel mod den universelle og globaliserede godhed i form af menneskerettighederne.
Det er muligt, at han ikke selv gør sig det klart, når han undlader at sondre mellem islamismen som trussel i fuldstændigt islamiserede samfund, og dens fremtrængen i de suveræne demokratiske nationalstater. De to trusselsbilleder er naturligvis ikke helt isoleret fra hinanden, men shariaens dagligdagsbarbari i et fattigt og tilbagestående land som Afghanistan udgør jo ikke logisk set nogen trussel, som demokratiet dvs. nationalstaten skal slå ned på.
Jovist han vil gerne løse integrationsproblemerne,
men ikke for at Danmark kan forblive dansk, men tværtimod for at redde det humanistiske frelserprojekt.
Over på Uriasposten kritiserer flere debattører Khader for at kalde ondet islamisme og ikke islam.
Og et sted i tråden påstås det, at Khader er bedrager og kun går islams ærinde.
Jeg mener godt, man kan sondre mellem islam og islamisme, hvis man holder sig til et individuelt niveau, hvor man går ud fra at alle mennesker er forskellige
og ikke reagerer ens på religiøs indoktrinering.
Man kan ikke med rimelighed hævde, at alle eller flertallet af muslimer udgør en trussel mod vores samfund, eller gå ud fra, at de vil støtte sharia til
skade for frihedsrettighederne. Men man kan hæve diskussionen op på et kollektivt niveau, hvor man betragter konsekvenserne af islams påvirkning af hele
samfundet, hvilket nødvendigvis må forudsætte at hver eneste muslim i et eller andet – og naturligvis varierende – omfang ved sin blotte tilstedeværelse
bidrager til islamiseringen.
Derved undgår man de evindelige debatter med islamapologeter, hvor man gøres til grin, fordi modparten altid kan henvise til en bekendt ikketroende muslimsk
bekendt som negativ falsifikation af den islamofobe paranoia. Vi skal naturligvis ikke være så paranoide, at vi mistænker hver eneste muslim for at være
forklædt eller tvetunget infiltratør, for det er både uværdigt og behæftet med ubehagelige moralske implikationer om kollektiv skyld.
Istedet for bør vi helt nøgternt give os og indrømme islamapologeterne den pyrrussejr, at ikke alle eller
et flertal muslimer er farlige, men at vi af hensyn til vor egen sikkerhed har en ret til at holde de fredelige muslimer ude for at undgå at slippe
de forkerte gennem grænsebummen.
Sålænge man framer debattens omdrejningspunkt som et stop for muslimsk indvandring, er det muligt helt snævert at tage udgangspunkt i en eksistentiel national
beredskabsargumentation om beskyttelsen af nationen mod fremmede trusler uden at blive anklaget for autoritære teorier om national genrejsning.
Vi har groft sagt ret til at holde muslimer ude, fordi vi ikke i tide kan screen de pålidelige fra de upålidelige; fordi de pålidelige lige pludselig kan
opleve et sudden jihad syndrome; og fordi den fremherskende præmoderne kultur i flertallet af underudviklede muslimske lande under alle omstændigheder
pålægger os urimelige samfundsomkostninger.
Derudover er selve tilstedeværelsen af millioner selv helt uskyldige muslimer jo en ansporer for islamisk supremacisme, idet de aktive jihadier ofte henviser til det stigende antal muslimer som en bekræftelse af Koranens løfte om islams triumf.
Denne vurdering udspringer også af en anden erkendelse, nemlig at vi ikke skal bekæmpe islamisme, islam eller en anden gestalt, fordi den ødelægger livet
for muslimer i deres eget kerneområde. Vi skal derimod bekæmpe den, i det omfang den truer vores eget samfund.
Derfor må man alvorligt gennemtænke, hvad det er vi vil med kampen mod islamismen. Nogle af os er nationalkonservative, mens at andre er humanister. Vi kan
sikkert blive enige i flere enkeltsager, og her er det ikke udelukket, at selv Søvndal i enkeltsager kan komme med på vognen. Khader har forstået, at islamismen, bogstavtro islam eller hvad man nu vælger at kalde det udgør en trussel mod demokratiet overalt.
Han kommer dog med en enkelt åbning, som kunne blive interessant, hvis han ellers i fremtiden optræder intellektuelt konsistent nok til at betænke de logiske implikationer for den hjemlige debat:

Det er på tide, at vi tager fløjlshandskerne af og siger det rent ud: Der er religionsudøvelse, som ikke er foreneligt med grundlæggende menneskerettigheder.

Det kan mange islamkritiske røster på højrefløjen utvivlsomt tilslutte sig, men islam og ikke islamismen er en religion, hvis udøvelse af OIC hævdes at påkræve indgreb i ytringsfriheden.
Så hvis Khader virkeligt mener, hvad han skriver, må han til lige drage den konsekvens, at islam i det omfang, den ved sine konkrete fordringer overtræder menneskerettighederne ikke er beskyttelsesværdig under religionsfriheden.
Skal erkendelsen derfor overhovedet have noget bid og læses meningsfuldt i sammenhæng med udsagnet om at demokratiet må lære at slå fra sig, må han derfor som en logisk følge af sin erkendelse kunne støtte aktive forsvarsforanstaltninger rettet mod islamismens drivkraft.
Så godt så langt.
Nogle har foreslået en troskabsed, som udlændinge skal underskrive ved naturalisation.
Bagtanken er den, at kan man få muslimer til at aflægge troskabseden må de enten i praksis forlade islam eller lyve, hvorved samfundet får et påskud for ophævelse af deres statsborgerskab.
Der er flere helt indlysende grunde til, at djeg finder det forslag er en dårlig ide.
Men hvis Khader virkeligt mener det alvorligt med at demokratiet må lære at slå fra sig, er det en velkommen tilkendegivelse. Jeg kan dog have mine tvivl.
Personligt er jeg altså ikke primært interesseret i islam, fordi den indebærer stening af utro kvinder eller andet barbari i Afghanistan. Sådan har det jo altid været dernede,
men det, jeg gerne vil have mig frabedt er barbariets indførelse her i vesten.
Det er måske koldt og kynisk, men kunne jeg tegne en cirkel omkring den muslimske verden og derved afskære ethvert samkvem, ville jeg ikke tøve med det.
Nationens vigtigste opgave er at beskytte sine egne.
Vi skylder ikke den muslimske verden eller muslimer uden for landets grænser nogen generøsitet, som ikke gengældes over for vantro.

Gensidighed må være grundlaget for ethvert samkvem med muslimer.
Men det bliver nok ikke fra Naser Khader, at vi skal høre nogle dybe sandheder.

Lene Espersen og manglen på ægte borgerlighed

I en tidligere postering om V og K partiernes løfter om at lette udvisningen af kriminelle udlændinge og deres efterladenhed i forhold til Den europæiske menneskerettighedskonvention, lovede jeg en selvstændig postering om Lene Espersen, som heller intet har gjort i sin tid som justitsminister.
Som det vil være flere af læserne bekendt, er jeg ingen stor beundrer af den nye konservative partiformand Lene Espersen.
Årsagen til min kølighed over for hende er ikke kun politireformen eller hendes begrænsede forståelse af reglerne for folkeregistrering men at hun på trods af eller snarere som en følge af et godt folkeligt omdømme fremtræder som en letvægter uden evne og vilje til at udtænke og fastholde borgerlige anskuelser.
Når hun udtaler sig, slår det en, hvor overfladisk hun tilgår det konkrete problemområde, og man kan ikke afholde sig fra at tænke, at hun har fået alle talking points serveret af sine embedsmænd, for hun ikke skal træde i spinaten.

Det har dog i lang tid været en fordom, uden det var muligt at sætte fingeren på det ømme punkt.
Tilbage i marts 2005 var hun ude i Berlingske Tidende og rette hård kritik mod Den europæiske menneskerettighedsdomstolens indflydelse, som hun betegnede som »enevældige
indflydelse«. Det lovede godt.
Men allerede den 9. september samme år udtalte hun til Politiken, at hun var imod ændring af Den europæiske menneskerettighedskonvention.
Udtalelsen faldt i forlængelse af EUs ministermøde I Newcastle, hvorunder Storbritanien som en reaktion på terrorangrebet i London havde stillet vidtgående forslag om ændringer af Den europæiske menneskerettighedskonvention.
Det britiske ønske var blandt andet at lette muligheden for udvisning af farlige udlændinge til deres hjemlande, men hvor de imidlertid risikerer tortur eller inhuman og nedværdigende behandling.
Den europæiske menneskerettighedsdomstol har i dens kendelse i Soering mod Storbritanien(1989 statueret, at konventionens Artikel 3 umuliggør udlevering eller udvisning af en udlænding til et andet land, hvor vedkomne risikerer tortur og inhuman eller nedværdigende behandling, hvilket er grunden til, at Danmark kan være forpligtet til at give tålt ophold til selv de værste terrorister, dersom de skulle have held til at sætte foden på dansk jord.
Domstolen tilkendegav ved den lejlighed, at forbuddet i konventionens Artikel 3 er absolut og dermed ikke åbent for en interesseafvejning.
Nu kunne man jo tro, at Soering som var klageren mod Storbritanien risikerede tortur eller inhuman eller nedværdigende behandling i Virginia USA, hvortil den britiske stat søgte at udlevere ham til retsforfølgelse for flere brutale mord. Men det der afstedkom domstolens vurdering var ikke noget så gammeldags som tommelskruer eller vandtortur men noget så moderne og politisk ukorrekt som death row fænomenet altså det, at en forbryder efter afsluttet rettergang må vente på dødsgangen i årevis, fordi vedkomne udskyder sin henrettelse gennem forhaling af appelprocessen.
Hvad har det så at gøre med udvisning af terrorister til mulig tortur, spørger nogen.
Jo flere europæiske lande har gennem tiden givet ophold til flere charmerende medlemmer af fredens religion. En af disse repræsentanter er grundlæggeren af salafi gruppen Ansar al-Islam, den kurdiske imam Mullah Krekar, som for tiden lever på tålt ophold i Norge. Myndighederne kan ikke hjemsende ham til Irak, fordi det hævdes af nogle- og ikke mindst af hans advokater, at han risikerer tortur i hjemlandet.
I Storbritanien har myndighederne nu i flere år haft deres hyr med Abu Qatada, som myndighederne hverken kan få domstolenes tilladelse til at udvise eller frihedsberøve. Det hele er endt med, at han er blevet løsladt og lever på offentlig understøttelse sammen med sin omfangsrige familie under skærpet overvågning – og naturligvis i en bolig betalt af skatteyderne.
Denne problematik var velkendt for EU tilbage i september 2005, hvilket var årsagen til, at den britiske regering på ministermødet i Newcastle ønskede en ændring af konventionen. Men af tidsnød blev det britiske forslag dog ikke behandlet på mødet.
Den danske justitsminister, der repræsenterede Danmark på mødet, og som på det tidspunkt hed Lene Espersen lod dog ikke nogen tvivl stå åben over for Politiken, om hvorvidt hun ville have støttet det britiske forslag.

Selv om Storbritannien allerede har den mest vidtgående terrorlovgivning i Europa, vil Clarke og andre britiske ministre have mulighed for at udvise muslimske
ekstremister til lande, hvor der ikke er nogen garanti for, at menneskerettighederne overholdes.
Her står især Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i vejen.
Den har tidligere blokeret for udvisninger på grund af artikel 3 i konventionen, der sikrer alle borgere retten til ikke at blive udsat for tortur eller
anden form for inhuman behandling ved udvisning.
»Virkeligheden for konventionens grundlæggere var anderledes, end den er i dag«, sagde Clarke i går med henvisning til, at reglerne blev indført i 1948.
Han havde sat diskussionen på dagsordenen, men ministrene nåede det ikke på grund af en diskussion om registrering af telefon- og internetkommunikation.
Lene Espersen er dog ikke i tvivl om, hvad hun ville have sagt til Clarke, hvis det var kommet op at vende. I stedet for at ændre konventionen foreslår
hun, at landene gør sig mere umage med de nationale lovgivninger og efterlader mindre plads til fortolkning af domstolene.

»Jeg tror, det er mere ødelæggende end gavnende at begynde at ændre konventionen. Hvis vi først går i gang med ændringer, vil alle mulige have ændret andre
ting i den«, siger Lene Espersen .

Kilde:Politiken 9, september 2005, 1. sektion Side 9

Oven på PET’s afsløring i marts af mordplanerne mod tegneren Kurt Westergaard, ønskede de danske myndigheder at udvise de to tunesiske medlemmer af fredens religion, men her står Danmark i samme situation, som vores nabolande gjorde tilbage i september 2005.

Både Danmark, Norge og Storbritanien har som medlemmer af Europarådet ratificeret Den europæiske menneskerettighedskonvention, så det er helt forståeligt, at den britiske regering måtte ønske en revision af konventionen.
Til Berlingske Tidende 20. april 2008 udtalte hun, at Danmark ikke skulle være en magnet for terrorister, men at vi selvfølgelig ville overholde menneskerettighedskonventionen.
Det er forvirrende, oven på hendes to tidligere omsving i marts 2005 læggen afstand til menneskerettighedsdomstolens »enevældige
indflydelse«., til hendes lodrette afvisning af genåbning af konventionen i september 2005, til ønsket om at løse problemet på anden vis.
Lene Espersen havde denne gang fået den ide, at man kunne undgå Soering ved at indgå udvisningsaftaler med torturstater.

»Vi er lige som de andre EU-lande i et alvorligt dilemma. På den ene side er vi meget store tilhængere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og
alle de andre konventioner, vi har forpligtet os til. På den anden side har vi den problemstilling, at hvis vi bare holder fast i disse konventioner, så
agerer vi helle for alverdens terrorister. Nogle gange vil vi selvfølgelig kunne retsforfølge terroristerne, men i nogle sager kan vi ikke, og så står
vi i en fuldstændig håbløs situation, hvor folk, der begår de mest alvorlige forbrydelser, så at sige kan søge ly bag menneskerettighederne,« siger Lene
Espersen.

Sagen er aktuel i forbindelse med to irakere, som de danske myndigheder vil udvise, men har måttet give tålt ophold, fordi de risikerer tortur, hvis de
sendes retur. Der er også sagen om de to tunesere, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) mistænker for mordplaner mod Muhammed-tegneren, Kurt Westergaard.
Også disse to tunesere står til udvisning, men den hænger i en tynd tråd på grund af risikoen for tortur i Tunesien. Og da PET fuldstændig har mørkelagt
bevismaterialet mod de to mænd, kan de ikke bare blive retsforfulgt ved en dansk domstol og blive gemt af vejen bag tremmer i tilfælde af en domsfældelse.

»Selvfølgelig vil vi overholde konventionerne – og det gælder uanset hvilke personer vi taler om. Vi synes bare ikke, det er rimeligt, at de kan søge tilflugt
i Danmark i lys af vores humanitære asyl. Og derfor er det nødvendigt at få undersøgt, om vi kan bruge de såkaldte diplomatiske forsikringer,« siger Lene
Espersen med henvisning til de særlige aftaler, hvor et land, der vil udvise, indgår en aftale med myndighederne i det land, der skal tage imod. Aftalen
går ud på, at de udviste ikke må udsættes for tortur eller anden mishandling.

De onde ler

»Vi skal ikke være magnet for folk, der vil gemme sig. Sat på spidsen kan vi ende i den situation, hvor det er de værste, vi skal passe bedst på, fordi
vi ikke kan udvise dem,« fastslår justitsministeren, der er overbevist om, at den situation krænker befolkningens retsfølelse.

»Det er grotesk, og jeg tror ikke, at befolkningen kan acceptere, at der her i Danmark går folk rundt, der er til fare for statens sikkerhed, uden at vi
kan sende dem retur til de lande, hvor de stammer fra. Det er de gode, der græder, og de onde, der ler. Det er uacceptabelt for lovlydige borgere og dertil
kommer, at politiet og Politiets Efterretningstjeneste skal bruge en masse skattekroner på at overvåge nogle mennesker, som vi ikke kan slippe af med.
Men naturligvis vil vi ikke gå på kompromis med vore forpligtelser over for konventionerne.«

Hvis du min kære læser føler dihg rundtosset, er du ikke alene.
Ovenstående udmelding er så rodet og so inkohærent, at den tanke slår en, at ministeren ikke aner, hvad hun taler om.
Ifølge ministeren er Danmark og de andre EU-lande store tilhængere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og
alle de andre konventioner, vi har forpligtet os til. Det må dog bemærkes, at hun formentligt kun taler på vegne af folketingsflertallet og ihvertfald ikke har taget en person i ed.
Men så godt så langt, men hvis man er stor tilhænger, og ikke bare fodslæbende deltager, er det jo lidet meningsfuldt at benægte, at Danmark som en følge af samme forpligtelser også kan komme i den situation, hvor vi ender med at give husly til hjemløse terrorister.
Det er forunderligt, hvordan hun på den ene side kan påstå, man er tilhænger af konventionen, og på den anden side nægte at vedkende sig de moralske konsekvenser som domstolen gennem dens supervision kan pålægge Danmark i menneskerettighedernes navn. Det er ikke et moralsk dilemma, for hvis Espersen er stor tilhænger af konventionen og alle andre konventioner, må der til lige forudsættes, at hun accepterer, den moralske præmisse, at vi ubetinget skal overholde domstolens fortolkning af konventionen, også når den går os imod. Og bag et sådant ræsonnement må forudsætningsvis ligge ens egen opfattelse af rigtigt og forkert,
Hvis ministeren således anser nuværende tilstand nedlagt i Soering for moralsk forkert, fordi den giver terrorister mulighed for at gemme sig bag menneskerettighederne, er det jo en selvmodsigelse på forhånd at frede konventionssystemet, hhvori domstolen er sikret uafhængighed til at nedlægge den endelige tolkning, da det er den, der sikrer selvsamme terrorister husly i vores samfund.
Men fredning af konventionssystemet var præcis, det hun argumenterede for i september 2005.
Der er ingenlunde nogen måde, på hvilken de tre positioner er kohærent forenlige med hinanden.
Noget helt andet er så, at udvisningsaftaler med torturstater efter alt at dømme også er i modstrid med konventionen.

I bedste fald blæser ministerens forståelse af eget fagområde i vinden, hvilket er galt nok, men den mere ildevarslende mulighed der foreligger er, at hun overlagt manipulerer og billigt spiller på populistiske stemninger.
Men om dette svigt må tilskrives inkompetence eller forræderi, er umuligt at bedømme uden et nærmere kendskab til den nu forhenværende ministers tankevirksomhed.
Det er dog en sag med vidtrækkende konsekvenser, som ikke må glemmes i opstandelsen over, at Lene Espersen har overtaget formandsposten hos De Konservative. Uden et opgør med de internationale konventioner, er enhver borgerlig kontraktpolitik ren manipulation. Når borgerlige partier opgiver nationalstatens absolutte overhøjhed over udvisning af skadelige udlændinge, er der ikke noget reelt alternativ til venstrefløjens blødsødenhed.

Indfødsret er et privilegium

Der er mange udlændinge, hvis afkom idag hærger i det danske samfund. Hvis ikke tidligere folketingsflertal havde uddelt statsborgerskaber i flæng, ville udvisning være en effektiv løsning.
Men desværre har de svigagtige partier aldrig udvist vilje til at lukke hullet.
Det er slemt nok, at ladeporten har stået på piv gab i mange år, og at selv de borgerlige partier sætter internationale konventioner højere end Danmarks fremtid, men værre er det, at samme partier har undladt at gribe ind der, hvor ikke en gang de højt besungne konventioner forbyder os at handle i landets interesse.
Samfundet har uddelt statsborgerskaber til samfundsskadelige personer og hvad værre til deres depraverede afkom, hvilket dagens forside fra Jyllands-Postens internetudgave er et muligt fingerpeg om.
jp.dk: Syv teenagere røvede bus

En kniv holdt for struben.

Det var den chokerende oplevelse, som en kvindelig buschauffør måtte lægge krop til, da hun bag rattet i linje 402 standsede ved et stoppested på Ole Hansens
Vej i Ringsted søndag aften.

Da døren gik op, entrede syv hætteklædte røvere, der med en kniv truede sig til et til chaufførens byttepenge samt 4.000 kroner fra hendes egen pung.

Politiet ankom hurtigt til stedet, hvor det ikke langt fra gerningsstededet kunne anholde en 17-årig dreng, der havde lommerne fyldt til bristepunktet med
småmønter, som politiet mener stammer fra overfaldet.

Ja hvad skal man sige. Naturligvis synes avisen ikke, det er relevant at oplyse læserne om den anholdtes nationalitet, udseende eller andre deskriptive karakteristika, men jeg vil alligevel tillade mig at komme met et sikkert godt gæt på forbrydernes tilhørsforhold ud fra deres modus operandi.
Fejt angreb i flok, brug af knive og hæmningsløs foragt for sagesløse mennesker, som røves for penge. Det lyder bekendt og ikke just som Hells Angels.
Hvis dette gæt er blot nogenlunde rigtigt, må man spørge sig om, hvad disse mennesker overhovedet laver i Danmark. Ethvert fornuftigt og overlevelsesmotiveret samfund ville have undladt at give familien statsborgerskab, hvorved det afsporede afkom om ikke andet kunne udvises til hjemlandet en gang i fremtiden – bortset fra at konventionstyranniet naturligvis på kort sigt ville afskære denne mulighed.
Men gammelpartierne har ikke blot åbnet ladeporten; givet ophold og livsvarig forsørgelse til tusindvis utilpassede fremmede men har ovenikøbet gjort udvisning af deres afkom umulig ved at give hele bundtet statsborgerskab. VK regeringen har opstrammet men har ikke indført følgende helt fornuftige forslag:

1. Et absolut forbud mod at kriminelle og permanent arbejdsuduelige udlændinge får tilkendt indfødsret
2. Et afledt forbud mod naturalisation af børn af kriminelle og arbejdsuduelige udlændinge indtil de individuelt gennem flere år oven på myndighedsalderen har demonstreret, at de vil bidrage til samfundet

Statsborgerskaber er ikke en menneskeret men et privilegium, og derfor er det helt rimeligt at lade umyndige børns mulighed for naturalisation bero på forældrenes synder.
Målet med at begrænse naturalisationen af udlændinge er derfor at undgå optagelse af familier med indikatorer om dårlig sociale omstændigheder for ikke at børnene skal videreføre disse negative egenskaber i det nationale fællesskab.
Princippet, der burde gælde er enkelt at administrere. Voksne får ikke tilkendt indfødsret, før de opfylder nogle bestemte betingelser, men hvor kriminalitet og flere års manglende selvforsørgelse idag kun udsætter naturalisationen må udgangspunktet fremover være det, at ethvert strafbart forhold af en nærmere bestemt grovhed på livstid diskvalificerer en udlænding fra nogensinde at blive dansker. Og det samme må rent logisk udelukke naturalisation af udlændingens umyndige børn.
For hvis den voksne har fået børn i Danmark, og børnene har fået tilkendt indfødsret, bliver det jo praktisk umuligt senere at udvise den voksne, fordi der er umyndige børn med dansk indfødsret. Man kan ikke splitte familier uden alvorlige komplikationer, hvorfor umyndige børn af udlændinge som en helt naturlig følge ikke skal være berettiget til et privilegium, som alligevel kun kan udøves effektivt gennem tilstedeværelsen af deres forsørgelsespligtige voksne forældre.
Danmark opererer modsat lande som USA ikke med den regel, at man er dansker, dersom man er født på statens terirtorium, og derfor kan og bør Folketinget opstramme reglerne for tilkendelse af indfødsret, sådan at samfundet kan begynde på at rette op på fortidens fejl.
Socialdemokratiet har foreslået at give en pose penge til integrationsuvillige udlændinge, hvilket lyder meget sympatisk, men ordningen burde udstrækkes til alle anden- og tredjegenerations indvandrerfamilier med kriminelt afkom, sådan at folk får et tilbud de ikke kan afslå.
For hvis man ikke opdrager sine børn til at overholde et minimum af værtslandets borgerdyder, bør man selvfølgelig alvorligt overveje, om man har valgt det rigtige land.
Staten bør tilstræbe at fremme en intensiv tænksomhed i de familier, hvis afkom dagligt gør gaderne usikre.
Det er aldrig for sent at forlade landet, eller som Villy Søvndal kunne udtrykke det – gå af helvede til.
Men inden man glæder sig over, at S og SF er kommet på bedre tanker, er det klogt at erindre sig, hvad Socialdemokratiets LARS KRAMER MIKKELSEN udtalte i Folketinget tirsdag den 30 april 2002 under 2. behandlingen af L 151 (oversigt): Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

(Kort bemærkning).
Lars Kramer Mikkelsen
(S):
Man kan selvfølgelig have sine tvivl om, hvorvidt kommentaren egentlig er til hr. Søren Krarup eller den er til den danske befolkning, der må undre sig
over at høre sådan en tale fra Folketingets talerstol på det her område.
Det er egentlig heller ikke, fordi jeg har særlig lyst til at kommentere det, og det er egentlig heller ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at de
argumenter, der vil komme fra talerstolen, er nogle, som vil gøre indtryk. For jeg har den opfattelse, at hr. Søren Krarup normalt er fuldstændig argumentresistent,
når vi forsøger at forklare, hvad vores holdning på de her områder er.
Men jeg vil da godt sige: Er det rigtigt, at vi i Socialdemokratiet mener, at folk ikke skal straffes to gange for den samme forbrydelse? Hvis man
har udstået sin straf, og man har fået en såkaldt, lad os kalde det karenstid for at kunne søge dansk statsborgerskab på lad os sige 10 år, så mener vi
ikke, at folk skal straffes yderligere.
Hvis folk på grund af, hvad ved jeg, afasi, døvhed eller andre aldersbetingede sygdomme ikke kan indlære dansk, så mener vi ikke, at de skal straffes
yderligere ud over den sygdom, de har pådraget sig.

Søren krarup (DF) havde kritiseret lovforslaget for ikke at tage et opgør med tilkendelse af indfødsret til kriminelle udlændinge, og indlægget er så godt, at det fortjener at blive mindet i sin helhed:

Søren Krarup
(DF):
»Præterea censeo, Carthaginem esse delendam«. Således sluttede den gamle Cato alle sine taler i det romerske Senat. Og jeg vil tage ved lære af hans eksempel
og benytte enhver lejlighed her i Folketinget til at undsige den katastrofale og landsskadelige praksis, vi har vedrørende tildeling af statsborgerskab
til fremmede.
Præterea censeo: For øvrigt mener jeg, at indfødsretsloven hurtigst muligt skal laves om og dansk indfødsret værnes og beskyttes med den omhu og ærbødighed,
som denne det danske riges fornemste gave fortjener.
Det indebærer desværre en kategorisk indsigelse imod det, der sker med dette lovforslag nr. L 150, det andet af slagsen i dette forår. Her kastes dansk
indfødsret i grams til i alt 6.163 fremmede børn og voksne; her får disse mange fremmede dansk statsborgerskab på den mest samvittighedsløse måde uden
en virkelig undersøgelse af deres forhold; uden at sikre sig, at de taler det danske sprog klart og tydeligt; uden ringeste sikkerhed for, at de kan integreres
i Danmark, hvilket er noget ganske andet end at komme på arbejdsmarkedet.
Under det sidste møde i Indfødsretsudvalget spurgte jeg venstrefløjen, og det vil sige De Radikale, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, om de slet
ikke følte samvittighedskval over at sende det danske folk så mange straffede personer på halsen.
Jeg har lige siddet og læst oversigten igennem over personer på lovforslaget, som er idømt ubetingede frihedsstraffe, foranstaltningsdomme eller betingede
domme. Her får 129 personer dansk indfødsret, selv om en stor del af dem har begået grov vold, voldtægt, narkokriminalitet og anden belastende kriminalitet.
Har man slet ikke dårlig samvittighed ved at give denne liste dansk indfødsret, spurgte jeg venstrefløjen. De så afvisende på mig. Overhovedet ikke,
svarede de, de dømte har jo udstået deres straf, og hr. Kamal Qureshi fra SF tilføjede, at man skulle snarere have dårlig samvittighed ved at nægte indfødsret
til enkelte, der ville have fysisk og psykisk fordel af at få dansk indfødsret.
Her har man efter min mening sagen. Der er slet ingen samvittighed i denne venstrefløj, for den gør bevidst begrebet samvittighed til en hele verden
og al menneskeheden omfattende størrelse, hvorfor samvittighed i dette globale perspektiv er ganske ophævet.

Kl. 14.50

Nej, samvittighed er et etisk forhold til det konkrete, det begrænsede, din næste, dit folk. En ubegrænset samvittighed er en selvmodsigelse, det vil
sige, det er en ophævelse af al samvittighed. Kun dér, hvor du er bundet og forpligtet, har du samvittighed, ellers erstatter frasen pligten. Med Søren
Kierkegaards ord, der er som talt til i dag:
»Når følelsen bliver fantastisk, da forflygtiges selvet blot mere og mere. Det bliver til sidst en abstrakt følsomhed, der umenneskeligt ikke tilhører
noget menneske, men umenneskeligt, så at sige følsomt, participerer i et eller andet abstractos skæbne, f.eks. menneskeheden in abstracto.«
Ja, at have et abstrakt forhold til en abstrakt menneskehed, sådan som venstrefløjen har det, det er et andet ord for samvittighedsløshed. Og det er
denne samvittighedsløshed, vi møder i denne lov. Ingen bundethed til det danske folk, det, man er lovgiver for. Intet ansvar og derfor ingen samvittighed
over for, hvordan dette danske folks hjem behandles, det, man nu åbner på vid gab for fremmede, men frelste fraser og from sentimentalitet om menneskeheden
in abstracto.
Sådan kører denne sørgelige og oprørende tildeling af
6.163 statsborgerskaber til for alt for manges vedkommende vildt fremmede. Heriblandt 129 forhenværende kriminelle. Sådan svigter vi, Folketinget, i vore
øjne vores grundlovgivende opgave. Sådan hersker herinde samvittighedsløsheden. Vi i Dansk Folkeparti stemmer naturligvis imod, og jeg håber meget, at
der snart kommer en afgørende ændring af denne praksis på dette for det danske folk livsvigtige område.

Ja det var livsvigtigt i april 2002, og det er ikke blevet mindre livsvigtigt på de seks år, vi har haft et klart borgerligt flertal, men intet grundlæggende er sket på den tid bortset fra nogle kosmiske justeringer.
Søren Krarups visdom er ikke blevet mindre aktuel. Socialdemokratiet vil nu med troværdighed overbevise os om, at de er blevet et ansvarligt parti på udlændingeområdet, men så sent som i april 2002 anså LARS KRAMER MIKKELSEN holdningen om at nægte kriminelle indfødsret for en dobbelt straf.
Det var forkert den gang, og det er forkert idag, thi tilkendelse af indfødsret har aldrig været en menneskeret men kun et privilegium. Det at selv rehabiliterede kriminelle ikke nyder samme privilegier som almindelige lovlydige mennesker har aldrig været en dobbeltstraf.

LARS KRAMER MIKKELSEN fremførte, , at det er dobbeltstraf, fordi udlændingen har udstået sin straf. Men skal man tage dette synspunkt for pålydende, bør man for fuldstændighedens skyld søge at afdække, om den natualiserede udlænding faktisk arter sig efter at have fået tilkendt indfødsret.
For hvis ikke indfødsretsprivilegiet er en gevinst for samfundet men kun bliver et skalkeskjul for ny kriminalitet, er der noget der halter i den socialdemokratiske logik.
Desværre er det ikke muligt at foretage en gennemgribende eftersøgning på de kriminelle som i april 2002 fik tilkendt dansk indfødsret, men er det helt uantageligt, at flere af de naturaliserede personer fortsat er en kilde til arbejde hosdet tænksomme politi?
Socialdemokratiets holdning til det fornemme privilegium, som naturalisationen retteligt må betragtes, var i april 2002 dybt uansvarlig.
Og det er sikkert her, at mine meningsfæller vil placere ansvaret. Men ansvaret er ikke kun venstrefløjens, for V og K har ikke grundlæggende gjort op med den tanke, at indfødsretsprivilegiet skal stå åbent for udlændinge dømt for personfarlig og skadelig adfærd.

Udvisning af kriminelle udlændinge – ti år men ikke ud af stedet

Peter Skaarup har opdaget, at flere af deltagerne i de seneste ugers bandeuroligheder slet ikke har dansk statsborgerskab, og det har afstedkommet den tilbagevendende debat om udvisning af kriminelle udlændinge. Det foreslås, at besiddelse af skydevåben skal straffes med udvisning.

Herfra skal der lyde et stort bifald, men glæden er behersket optimistisk.
Det er nemlig tid til at dvæle lidt ved en begivenhed, som både er mindeværdig og et kig ind i fremtiden.
Den 28.04.2000 underkendte højesteret udvisningen af den 24 årig tyrker, Ercan Cicek, som af højesteret var blevet idømt udvisning for bestandigt efter afsoning af sin fængselsstraf på tre år for flere voldelige indbrud hos ældre mennesker i Vollsmose.

Denne glorværdige løbebane er dog ikke emnet for denne postering.

Højesteret tilsidesatte Østre Landsrets afgørelse fra forrige år med henvisning til, at den dømtes tilknytning til Danmark var af et sådant omfang, at udvisning ville stride mod Den europæiske menneskerettighedskonvention.
Morten Kjærum leder for Dansk center for menneskerettigheder udtalte tilBerlingske Tidende 30.04.2000:

»Vi taler om en mand, der
er født og opvokset i Danmark, og som altid har boet her. Han må betragtes som dansker, og dem landsforviser vi ikke, selv om de gør noget forkert. Lovgivningen
bygger i dag på en oppisket folkestemning, men politikerne kan ikke bare blive ved med at give dele af befolkningen den ene luns efter den anden på området
uden at komme i konflikt med elemæntere menneskerettigheder«

Kjærum kan naturligvis ikke holde sig til juraen men må naturligvis lige benytte lejligheden til at vifte med den løftede pegefinger.
- Cicek er opvokset i Danmark og er at betragte som dansker, selvom han udtrykkeligt havde fravalgt dansk statsborgerskab. Kjærum taler naturligvis mod bedre vidende, for det der må adskille en borger fra en udlænding er selve den uomtvistelige virkelighed, at udlændingen er gæst i værtslandet, hvori det må være implicit, at opholdet ikke er permanent.
- Politikerne har lovgivet for at tilfredsstille en oppisket folkestemning. Det er ikke et argument forlenet med nogen særlig overbevisningsvægt , alene fordi det bliver fremført af en juridisk ekspert men udgør en rent personlig holdningstilkendegivelse om hvorfor pendulet ifølge Kjærum er svunget for meget til den anden side.
Udsagnet forholder sig dog slet ikke til dvirkelighedens fire hjørner, hvor politikerne har den ultimative demokratiske suverænitet til at lovgive men til en diffus etisk målestok udstukket af elementære menneskerettigheder. Inden for rammerne af denne virkelighed kunne politikerne ophæve vores medlemsskab af de konventioner, som begrænser vores handlefrihed, i hvilket tilfælde Kjærums påståede elementære menneskerettigheder ville forsvinde som dug for solen. Så de menneskerettigheder Kjærum betegner som elementære kan altså under hensyn til den folkelige legitimitet tilsidesættes, hvilket dog i den kjærumske newspeak bliver til en uværdig kapitulation over for den nærmest dyriske folkestemning, politikerne igen og igen må række den ene luns efter den anden.
Den opmærksomme iagttager vil efterhånden hæfte sig ved, at Kjærum og andre eksperter bestandigt omtaler retlige forpligtelser afledt af Danmarks deltagelse i internationale konventioner som en kilde til elementære rettigheder, som det herefter må være underforstået politikerne aldrig igen kan tilbagekalde – og heller ikke med et folkeligt mandat, for enhver reel debat om den mulighed er ifølge Kjærum at give efter for den oppiskede folkestemning.
Så politikerne og folket må pænt affinde sig med den kriminalitet og den utryghed, som konventionstolkningen pålægger landetts myndigheder.
Den skadelige men fuldkommen logiske konsekvens af denne tilkendegivelse fra eksperten ovenfor bliver derfor, at menneskerettighedskonventionen må stå over hensynet til forbryderens sagesløse ofrer, som ikke kun må leve med risikoen for at møde den dømte igen efter afsoningen, men derudover kan imødese at skulle betale endnu mere over skatten til underhold og retsforfølgelse.
Om den dømte så faktisk kan resocialiseres, eller kun har slået ind på sin kriminelle løbebane af unikke årsager som ikke er egnede til at gentage sig er ikke det væsentlige, for undlader samfundet at bruge udvisning, får udlændingen jo også en ny chance for at forsynde sig.
Derimod kunne samfundet med udvisning yde borgerne effektiv beskyttelse mod enhver fremtidig risiko fra udlændinge, som ved egen adfærd har demonstreret foragt for værtslandets gæstfrihed.
Folketinget har været bekendt med denne problematik i over ti år.
Fremskridtspartiet stillede utallige forslag om udvisning af kriminelle udlændinge, som dog alle blev skudt ned, fordi de hævdedes at stride mod de internationale konventioner.
Bemærkelsesværdigt nok udtalte Fremskridtspartiets Tom Behnke – den senere Retsordfører for De Konservative – den 25 juni 1998 under 2. behandlingen af L 59 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven. (Tidsubegrænset opholdstilladelse,
asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.) følgende om udvisningsproblematikken:

Desuden er det vigtigt for Fremskridtspartiet at påpege en væsentlig svaghed i regeringens forslag, en væsentlig svaghed. Trods opstramningerne om udvisning af kriminelle udlændinge indføres der jo samtidig flere undtagelsesbestemmelser, undtagelsesbestemmelser, som reelt udhuler
store dele af opstramningerne i forslaget. Det fremgår af bemærkningerne til nr. 19 i lovforslaget: »De foreslåede ændringer af udvisningsreglerne må antages
at ville medføre, at de i § 26 angivne hensyn vil blive inddraget i et større antal sager om udvisning af kriminelle udlændinge, end tilfældet er i dag.«
Og de hensyn, der omtales i § 26, er jo netop alle de undtagelser, der bevirker, at kriminelle udlændinge alligevel kan blive i Danmark. Selv om de formelt
stod til at blive udvist, er der altså mulighed for, at man kan give en dispensation, og den mulighed bliver med forslaget væsentligt udbygget.

Tom Behnkes ord var ikke paranoia men koldt klarsyn, og blev virkelighed, da Højesteret to år efter underkendte myndighedernes forsøg på at få dømt flere udlændinge til udvisning. For et af de mulige problemer som Behnke ikke direkte nævner men som han meget vel kan have haft i mente er brugen af udvisningsreglen i forhold til Den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis Artikel 3 og 8 tidligere er blevet belyst i en anden postering.
Politikerne kan naturligvis ikke overskue alle hypotetiske følger af fremsatte lovforslag. Men det er slående, hvordan debatten om udvisning af kriminelle udlændinge altid med et urværks præcision følger det velkendte mønster.
Først bliver folkestemningen opskræmte, eller i Kjærums newspeak bliver den oppisket over en række grove forbrydelser begået af kriminelle udlændinge, hvorefter politikerne vedtager en resolut opstramning af udvisningsreglerne men med dette lille nærmest usynlige forbehold, at virkningsreglen skal overholde Den europæiske menneskerettighedskonvention,, hvilket igen binder retssystemet til ikke at udvise alle, fordi Folketinget så og sige har givet med den ene hånd og taget med den anden.
Tom Behnke var opmærksom på problematikken i juni 1998, og advarede klogeligt mod at forslagets intentioner ville blive udhulet af undtagelsesmulighederne, hvilket han naturligvis har fået profetisk ret i siden, men desværre ikke mindre med tiltrædelsen af den borgerlige regering.
Alligevel har det parti, for hvilket han nu er retspolitisk ordfører lagt stemmer til flere af de samme love, hvis bemærkninger altid opregner hensynet til menneskerettighedskonventioner som noget ukrænkeligt.
Til en artikel i Kristeligt Dagblad 04.04.2008 undrer Behnke sig over, at antallet udvisninger på ti år kun er 106:

Hos De Konservative undrer Tom Behnke sig over, at tallene er ikke højere.

– 100 personer virker meget lavt. Jeg synes derfor, vi skal se på, hvorfor der ikke er flere udlændinge, der ryger ud. De er overrepræsenterede i kriminalstatistikken.
Der er grobund for stramninger, og vi må undersøge, hvad der forhindrer en hjemsendelse af dem. Hvis det er lovgivningen, den er gal med, må vi i regeringen
se på det, siger Tom Behnke.

Ganske vist er det ikke altid let at huske det, der skete for længe siden, men pudsigt nok er der netop gået ti år siden, at selvsamme Behnke med profetisk klarsyn advarede om at for mange humanistiske undtagelseshensyn ville undergrave intentionen bag en ønskværdig udvisningsregel.
Hvis Behnke ellers blot ville genlæse de fornuftige argumenter som hans gamle parti før i tiden fremførte i folketingsdebatter og i særdeleshed om hvordan konventionerne lægger udlændingepolitikken i spændetrøje, ville han hurtigt opdage, hvorfor antallet af udvisninger på ti år kun er 106.
Det synes derfor som om, at politikerne på den borgerlige fløj i praksis sætter hensynet til konventioner højere end deres fornemmeste opgave, der er at beskytte borgernes grundlæggende tryghed.
Det værste er ikke, at de to borgerlige partier på det punkt ikke er til at skelne fra Det Radikale Venstre men det eklatante vælgerbedrag, der lader de borgerlige gammelpartier fremstå som et troværdigt strammeralternativ til venstrefløjens rundkreds.

Ttilstande som vi kommer til at kende

Religious freedom worsens in Jordan, Algeria: US

WASHINGTON (AFP) — Religious freedom took a turn for the worse in the last year in China, Egypt and Iran, but also in normally more tolerant countries like
Jordan and Algeria, the State Department said Friday.

But there were new concerns about Jordan and Algeria, "which traditionally have been more respectful of minority faiths," according to John Hanford III,
the ambassador at large for religious freedom.
"The government’s de factor and de jure policies have precipitated a decline in the status of religious freedom during this reporting period," the report
said.
In February, the government began enforcing an ordinance which "makes proselytizing a criminal offense," it said.
It said that the ordinance mandates "that anyone who makes, stores or distributes printed documents, or audiovisual materials with the intent of ’shaking
the faith’ of a Muslim may also face a maximum of five years’ imprisonment" and a fine equivalent to 7,100 dollars.

"In Jordan, a Sharia Court found a convert from Islam to Christianity guilty of apostasy, annulled his marriage, and declared him to be without any religious
identity," said Hanford, who oversaw the report.
"The Jordanian government also harassed individuals and organizations based on religious affiliation," he said.

In Egypt, the report said that "several government measures and practices undertaken during the reporting period contributed to a decline in government
respect for religious freedom."
It cited in particular the restriction of the right to convert to only non-Muslims.
In Saudi Arabia, "there were incremental improvements in specific areas, such as better protection of the right to possess and use personal religious materials,"
it said.

In presenting the report, Secretary of State Condoleezza Rice rejected what she said were attempts by the Organization of the Islamic Conference (OIC) to
criminalize "defamation" of religions, such caricatures or other images of the prophet Mohammed, which is forbidden in Islam.

The OIC represents 57 Muslim countries around the world.

"We’re concerned by efforts to promote a so-called defamation of religions concept, which has been the focus of numerous resolutions passed at the United
Nations," Rice said.

Remarks on Release of the Department’s Annual Report on International Religious Freedom
Secretary Condoleezza Rice
Washington, DC
September 19, 2008

Remarks on Release of 2008 International Religious Freedom Report
John V. Hanford III, Ambassador at Large for International Religious Freedom
Washington, DC
September 19, 2008

The United States advocates religious freedom for all faiths, which means we take a leading role in defending the religious freedom of Muslims around the
world. However, it is because of this commitment that we take issue with efforts by the Organization of the Islamic Conference and its members like Pakistan
and Egypt, in promoting the problematic concept of defamation of religions at the United Nations. As Secretary Rice mentioned a moment ago, this flawed
concept seeks to weaken the freedoms of religion and expression by restricting the rights of individuals to share their views or criticize religions; in
particular, Islam. The OIC’s approach to defamation of religions is inconsistent with international human rights law, and is an attempt to export the blasphemy
laws found in several OIC countries to the international level.
Religion is a central organizing principle for many societies, including our own, and the United States works constantly to promote religious tolerance.
However, restricting the rights of individuals will not achieve this goal. Considering the division in the international community over the defamation
concept, I echo Secretary Rice’s call for the need to work together on a new course that promotes religious tolerance, while honoring international standards
and respecting human rights.
As an example of a very positive approach, we were encouraged by a recent initiative in Jordan, under the patronage of King Abdullah, the Jordanian Royal
Aal al-Bayt Institute for Islamic Thought hosted a conference where 138 Muslim leaders, clerics, and scholars issued an open letter to Christians worldwide,
calling for interfaith dialogue to be based on love of God and neighbor.
Similarly, the Government of Saudi Arabia organized an intra-faith conference in Mecca to promote unity amongst various Islamic sects. As a follow-up, King
Abdullah, along with King Juan Carlos of Spain, convened an inter-faith conference in Madrid that included prominent religious figures from Islam, Christianity,
Judaism, and other faiths. The Saudi initiative represents an important contribution to efforts to advance religious tolerance, but the inclusion of the
defamation of religions concept could undermine these efforts.

John Hanford går her ud fra, at den højt besungne tværreligiøse dialog med muslimer for begge parter betyder det samme, og at appeller til fælls forståelse for religionsfrihed
inklusiv for muslimer medvirker til at bestyrke friheden for alle. Det er forudsætningen for at det tolerante samfund kan bestå, og hvis alle blot fulgte den gyldne regel eller det kristne bud om, at man ikke skal gøre mod andre hvad man ikke ønsker for en selv, er der en chance for forbedringer.
Men desværre overser Hanford, at de muslimske lande, som i deres love og øvrige officielle politik identificerer sig med islams overhøjhed nødvendigvis må indtage et andet udgangspunkt, fordi religionens påvirkning af retstilstanden selv i den milde ugdave altid resulterer i diskrimination mod vantro og andre religiøse minoriteter.
Hvis man udspørger mange muslimer om hvad de forstår ved religionsfrihed svarer de sædvanligvis helt sandfærdigt, at islam respekterer kristne og jøder. Det er først, når man præciserer problemet og specifikt udspørger en muslim om hvorvidt respekten også indbefatter menneskets ret til at forlade islam, det hele bliver mindre rosenrødt. Muslimer forstår ofte noget helt andet ved dialogbegreberne respekt, tolerance og frihed end deres kristne dialogpartnere, og reagerer ikke sjældent med undvigelser, når spørgsmålet om apostasi inddrages i dialogen.
Men heldigvis er der også muslimer, som helt ærligt og dispassioneret gør rede for, hvordan islam stiller sig til problemet.
Det er sandsynligt, at flertallet af muslimer er blevet så godt opdraget i overbevisningen om, at islam er profeternes segl, at de slet ikke ser nogen selvmodsigelse i, at muslimer i vesten har religionsfrihed til at forkynde islam over for kristne, mens at vantro i muslimske flertalssamfund risikerer døden for at forkynde kristendommen over for muslimer. Muhammed åbenbarede Koranen for menneskerne, og de der forlader troen er naturligvis selv ude om straffen.

Sura 33 (Forbundsfællerne) vers 40
Muhammad er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Guds udsending og profeternes segl. Gud ved alting.

Kilde:
Koranen i ny oversættelse, 1. udgave, Forlaget Vandkunsten 2006.

Denne mentalitet er modsat hvad visse apologeter på venstrefløjen krampagtigt påstår ikke begrænset til regeringerne i OIC men gennemsyrer tværtimod hele samfundet, hvilket tydeligt anskueliggøres, når almindelige muslimer presser myndighederne til at slå ned på vantros provokationer, hvilke kan være alt fra synlig adfærd til deres blotte eksistens.
I juni 2008 bortviste Punjabs lægeseminarium alle medlemmer af den lille Ahmadiyya menighed, efter at den tilsynsførendes kontor var blevet omringet af vrede muslimer. Ahmadiyyaerne blev beskyldt for at have forkyndt deres tro blandt muslimer, men istedet for at bortvise dem, som individuelt måtte havde overtrådt Pakistans drakoniske straffelov måtte alle ahmadiyyaerne naturligvis væk.
Ahmadiyyaerne har ikke altid været forbudt i Pakistan. Landets første udenrigsminister var den højt æstimerede jurist Chaudry Zafrullah Khan, som under debatten i FN talte stærkt for godkendelse af FNs verdenserklæring om menneskerettigheder.
Situationen var dog på intet tidspunkt fryd og gammen, og allerede kort tid efter landets uafhængighed krævede islamistiske grupper alle medlemmer af Ahmadiyya fjernet fra regeringen.
Eksperter bemærker at ahmadiyyaerne nød større frihed før landets selvstændighed, da den muslimske befolkningsandel relativt set udgjorde en mindre del af den samlede befolkning. Men under urolighederne op til Pakistans selvstændighed flygtede hinduer i stort tal til Indien, hvorefter den muslimske befolkning i videre omfang var herre i ejet hus.
Altså kunne man næsten fristes til at drage den helt islamofobiske konklusion, at muslimers relative stigende befolkningsandel er ensbetydende med en nærmest lovmæssig nedgang i minoriteters rettigheder. Jo flere muslimer der relativt set er i et område, desto mindre resistent er samfundet over for de rettroendes krav om eksklusion og repression af de svage minoriteter.
I 1974 vedtog landets nationalforsamling det andet forfatningstillæg, ved hvilket Ahmadiyyaer for første gang officielt blev erklæret for ikkemuslimer. Det var dog ikke endemålet for de aktive islamister.
Efter at general Zia-ul-Haq overtog magten ved et kup i juli 1977 gik det for alvor galt, og landets lovgivning blev islamiseret.
Den proces, som var påbegyndt under Bhutto i 1974 blev foreløbigt afsluttet i 1984 med ikrafttræden af Ordinance XX, ved hvilken der i landets straffelov blev indsat to nye paragraffer:

298-B.
Misuse of epithets, descriptions and titles, etc., reserved for certain holy personages or places:

(1)
Any person of the Quadiani group or the Lahori group (who call themselves ‘Ahmadis’ or by any other name who by words, either spoken or written, or by visible
representation-
(a)
refers to or addresses, any person, other than a Caliph or companion of the Holy Prophet Muhammad (peace be upon him), as “Ameer-ul-Mumineen”, “Khalifatul-
Mumineen”, Khalifa-tul-Muslimeen”, “Sahaabi” or “Razi Allah Anho”;
(b)
refers to, or addresses, any person, other than a wife of the Holy Prophet Muhammad (peace be upon him), as “Ummul-Mumineen”;
(c)
refers to, or addresses, any person, other than a member of the family “Ahle-bait” of the Holy Prophet Muhammad (peace be upon him), as “Ahle-bait”; or
(d)
refers to, or names, or calls, his place of worship a “Masjid”;
shall be punished with imprisonment of either description for a term which may extend to three years, and shall also be liable to fine.

(2)
Any person of the Qaudiani group or Lahori group (who call themselves “Ahmadis” or by any other name) who by words, either spoken or written, or by visible
representation refers to the mode or form of call to prayers followed by his faith as “Azan”, or recites Azan as used by the Muslims, shall be punished
with imprisonment of either description for a term which may extend to three years, and shall also be liable to fine.

298-C.
Person of Quadiani group, etc., calling himself a Muslim or preaching or propagating his faith:
Any person of the Quadiani group or the Lahori group (who call themselves ‘Ahmadis’ or by any other name), who directly or indirectly, poses himself as
a Muslim, or calls, or refers to, his faith as Islam, or preaches or propagates his faith, or invites others to accept his faith, by words, either spoken
or written, or by visible representations, or in any manner whatsoever outrages the religious feelings of Muslims shall be punished with imprisonment of
either description for a term which may extend to three years and shall also be liable to fine.

Så nu skulle alt jo være i den skønneste orden. Den rettroende kan sove trygt, for nu er ahmadiyyaerne hermed tilbage i skabet, og kan såfremt de ikke forbedrer sig se frem til nogle år i brummen, hvor de forhåbentligt lærer af deres fejl. Det er selvfølgelig ikke utænkeligt, at den pakistanske kriminalforsorg har dens egen fængselskultur med negative betjente, hvis fagforening måske også foretrækker, at vi kalder dem noget andet.
Folk ved om ikke andet, hvad de har at holde sig til.
Men nu ikke så hurtig, for selvom landets retstilstand nu skulle være vandtæt er det heller ikke nok for mange almindelige mennesker. For ahmadiyyerne lever og ånder og tillader sig ovenikøbet at få børn.
Den rettroende kan ikke leve med denne tingenes tilstand.
Tænk hvis ens barn konverterer, eller man er så uheldig at en ahmadiyya er eneste hjertelæge i området. Allah er ganske vist almægtig og kunne sikkert ordne den rettroendes hjerteproblemer uden smålig skelen til de vantro vesterlændinges naturlove, men blot det at ahmadiyyaerne skal have lov at bidrage til CO2 udslippet og verdens opvarmning er så groft, at den grønne religions tilhængere må løse problemet på den grønne måde ved at fjerne ahmadiyyaerne fra jordens overflade.
Daily Times omtaler den 16. februar 2007 en rapport om situationen i 2006 for ahmadiyyaerne:
.

"Freedom of faith was blatantly restricted. Disinterment was enforced by the authorities to placate Islamic clerics. Attacks were carried out at Ahmadi
businesses and at a graveyard. The police took no action against the perpetrators. Ahmadis also received threats to their person and families," says the
report.

"The government maintained its active support to tyranny, in that state prosecutors vigorously and successfully opposed bail applications of Ahmadis in
courts. Encouraged by the government’s attitude, sitting judges like Nazir Akhtar of the Lahore High Court publicly urged the common man to kill Ahmadis
on the pretext of blasphemy," the report reads.

According to the report, 11 Ahmadis were killed for their faith in 2005, the highest total during the preceding five years of the regime. Also in 2005,
the Punjab government advertised an auction of residential land in Chenab Nagar (Rabwah) to only those who were not "an Ahmadi/Qadiani/Mirzai/Lahori".
According to an updated summary of cases from 1984 to December Dec 2005; 756 Ahmadis were booked for displaying the Kalima Tayyaba; 37 were booked for calling
Azan; 404 were booked for posing as Muslims; 161 were booked for using Islamic epithets; 93 were booked for offering prayers; 602 were booked for preaching;
27 Ahmadis were booked for celebrating the Ahmadiyya centenary in 1989; 50 Ahmadis were booked for celebrating the 100-year anniversary of the eclipses
of sun and moon that occurred in 1894; 22 Ahmadis were booked for allegedly burning the Quran; 909 various other cases against Ahmadis were registered
on religious grounds; 229 Ahmadis were charged under blasphemy laws; and once, the entire 45,000-strong population of Rabwah was charged under Section
298-C of the Pakistan Penal Code on December 15, 1989.

According to other figures available with Daily Times, 79 Ahmadis have been killed from 1984 to December 2005; 104 were targets of attempted murder; 18
Ahmadiyya mosques were demolished; 25 mosques were sealed by the authorities; 10 mosques were set on fire; 13 mosques were forcibly occupied; the construction
of 34 mosques was stopped by the authorities; 25 Ahmadis were exhumed after burial in the cemetery; and 35 burials of Ahmadis were denied in the cemetery.

Selv om det ikke er alle pakistanere, som står bag denne politik, er det jo tankevækkende, hvorfor situationen for ahmadiyyerne altid har været prekær og i de seneste år er blevet stærkt forværret.
Myndighederne kunne selv hvis de ville ikke blot slå ned på kampagnen, for derved ville de optræde på en måde, som i folkets øjne var uislamisk.
Det er i en nøddeskal problemet med indførelsen af vestlige menneskerettigheder i muslimske majoritetssamfund, at disse altid vil have en stor befolkningsandel, som ikke godtager menneskerettighederne, herunder i særdeleshed religionsfriheden, fordi denne strider mod profetens eksempel.
Pakistan blev grundlagt som et relativt tolerantt muslimsk land, hvor aahmadiyyaerne af den verdslige forfatning blev garanteret lighed for loven, men mindre end tredive år efter blev grundstenen til ophævelsen af deres rettigheder lagt med vedtagelsen af det andet forfatningstillæg.
Og idag er det, – hvis man kan tilgives en lille engelbreth – blevet stuerent og straffrit for selv myndighedspersoner at lægge navn til åbenlys drabsretorik mod den allerede marginaliserede minoritet.
Samme mønster genkendes fra Indonesien og Bangladesh.
I de første årtier holder den vestligt uddannede elite nogenlunde landet frit for den islamistiske infektion i lovgivningen, men presset for mere islam bliver startskuddet til erosion af løfterne om menneskerettigheder.
Lande som Afghanistan og Irak er allerede godt på vej. Kimen til islamisering af retstilstanden lægges i tilsyneladende rent symbolske forfatningsklausuler om, at ingen lov må stride mod islam, hvilket i det afghanske tilfælde allerede har afstedkommet en sag om den frafaldne Abdul Rahman.
Nuvel sagen endte med, at han blev erklæret utilregnelig og fik asyl i Italien, men denne og en lignende sag om journalisten Sayed Perwiz Kambakhsh viser, hvorfor nation building i muslimske lande på disse vilkår er spild af penge og i værste fald kun legitimerer Cairo erklæringens samfundsvision

Med en så eksemplarisk holdning til menneskerettigheder, kan man unægtligt godt forstå, at den pakistanske FN delegat Imran Ahmed Siddiqui
blev noget knotten over, at sharia blev kritiseret i FNs menneskerettighedsråd.
Det er dog efter min opfattelse et internt pakistansk anliggende, da det åbenbart er sådan folk dernede ønsker det. De vil have en islamisk stat og helst med sharia til at løse alle og især deres egne menneskeskabte problemer, og det er hvad der følger med i pakken.
Men den helt særlige islamiske tolerance og respekt flyder åbenbart i så rigt mål i de renes land, at den flytter med til Danmark sammen med tilvandrerne.
Et eksempel er lægen Mazhar Hussain:

"Ahmadi-muslimer i Danmark bliver ikke forfulgt. Men de er genstand for en
chikanering, der går på værdier. Anti-ahmadiyya -kampagner over internettet
og udelukkelse fra muslimske organisationer er blot nogle af de symptomer,
der kendetegner den danske virkelighed internt blandt muslimer.
Veluddannnede unge som Mazhar Hussain, den radikale politiker og læge, som
er valgt ind
i Københavns amtsråd, har personligt været ansvarlig for udelukkelsen af
visse muslimer, da han i 1990erne som formand for POM (Pakistansk
Organisation
for Medicinstuderende) nægtede ahmadi-muslimer på medicinstudiet adgang til
det muslimske fællesskab med henvisning til, at de ikke er rigtige muslimer."
Når tro bliver politisk, Berlingske Tidende 01.06.2001 1. SEKTION Side 14

"En gruppe af herboende iranske flygtninge tog ligesom Ahmadiyya -muslimerne
og kultursociologen Mehmet Ümet Necef offentligt afstand fra Khomeinis
fatwa.
Mazhar Hussain, i dag medlem af Københavns Amtsråd for Det Radikale Venstre,
ville ligesom græsrodspolitikeren Bashy Qurashi have bogen forbudt i
Danmark.
I DRs Regnbueprogram udtalte Hussain, at »hvis en eller anden finder på at
dræbe Rushdie, vil jeg ikke fordømme ham«."
Den urørlige religion, Berlingske Tidende 14.01.2002 1. SEKTION Side 10

"I religiøse henseende anses Profeten Mohammad, og de andre profeter, for at
være ufejlbarlige. Da dødsstraf var tilladt under profeten, er dødsstraf
også
tilladt i Islam, selvom der kræves vidtgående betingelser for, at denne
bringes i anvendelse. Som muslim må jeg naturligvis tilslutte mig dødsstraf
som
praktiseret under Profeten Mohammad. Som nævnt opererer Islam ikke med et
enstrenget politisk-religiøst system. Der skelnes imellem det religiøse
islamiske
samfund og ikke-muslimske samfund. Muslimer skal naturligvis stræbe efter
etableringen af et islamisk samfund i et muslimsk land. Desværre har vi
intet
islamisk samfund i Verden i dag.

Derimod stiller det sig helt anderledes med ikke-islamiske samfund. Disse er
ikke omfattet af islamisk lov og har naturligvis ret til at forme deres egen
lovgivning. Det turde være indlysende. Dermed ophører muslimernes dualisme
ikke. Ud fra en religiøs betragtning støtter jeg dødsstraf . Men med min
kulturelle,
religiøse, politiske baggrund, så er der elementer i den islamiske
lovgivning, som jeg hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt kan forstå
eller internalisere.
Mit hjerte siger mig, at dødsstraf ikke burde være nødvendigt. Men dermed må
vi vende tilbage til Koranen og Guds egenskaber. Idet Gud er alvidende og
hans ord er lov, så må jeg resignere og erkende, at min viden, erfaring og
følelser naturligvis må vige over for Guds ord."
Koranens ord er lov, af Mazhar Hussain Information 11.04.2000 1. sektion Side 8

Utvivlsomt et håbefuldt eksempel på en integreret muslim. Men desværre må jeg her give Engelbreth ret i, at danskerne er for intolerante.
For med forbehold for mulig navneforveksling, kan det oplyses, at Mazhar Hussain er flyttet tilbage til Pakistan.
På Jalvings blog kommenterer han 4. april 2008 kl. 21:51 posteringen Skal Don Quijote forbydes? og afslutter med et klassisk engelbrethsk svirp til Danmarks snæversyn:

Til glæde for nogen kan jeg oplyse at jeg i gennem de sidste knap 6 år har boet i Pakistan. Fik simpelthen nok af den danske tolerance overfor at gøre muslimerne
til nutidens jøder. Og jeg hører løbende om andre, som er flyttet “hjem” til Pakistan. Som nævnt vil det sikkert glæde en del mennesker, men jeg bør måske
tilføje at det stort set er mennesker som var godt integrerede i det danske samfund og som var store skatteydere i Danmark. Men den evindelige gøren muslimer
og Islam til Danmarks eneste reelle problem er kvalmende. Og flere har fået nok.

Efter over 30 år i DK, så må jeg med skam melde at jeg ikke savner danske aviser eller danske debatter. Livet er for kort til evindeligt at skulle tage
stilling til terror, kvindelig omskæring, "æres"-drap, tegninger, tøj og tørklæder. Der findes heldigvis andet i livet end det tolerante, selv-tilfredse
og navle-beskuende danske samfund!

Danmark har igennem de sidste 10 år formået at forandre sit image som et tolerant og åbent samfund til et snævertsynet og yderst intolerant samfund. Ikke
en ubetydelig bedrift!

Den gode Mazhar Hussain har faktisk ikke så lidt ret i sine skarpsindige betragtninger. Danmark er fremmedfjendtligt og intolerant. Men med dialogbænke og andre integrationstiltag kan medlemmerne af Mosaisk Trossamfund sikkert med tiden få det lige så rart som – ja for eksempel ahmadiyyaerne i Pakistan. Og til den tid har Danmarks tilvandrede muslimer sikkert gjort så mange demografiske fremskridt, at de gnidningsløst kan overtage jødernes status.
Det bliver dejligt.

Som et Obama slogan lyder, er det "Change we can believe in"

Radikal nytænkning

Rødfascisterne har vundet endnu en sejr; denne gang i Köln.
Fra Netavisen180grader
Tysk politi forbyder demonstration mod moské

Moddemonstranterne angreb de 3.000 udstationerede politibetjente med sten og fyrværkeri. Efterfølgende turde politiet ikke lade demonstrationen mod moskéen
fortsætte, og 30 moské-modstandere, som havde mødt op på daværende tidspunkt, blev alle beordret hjem.

På Gates of Vienna kommenterer
Piggy Infidel begivenhederne om Pro-Köln.

[0:36]
 The first large counter-demonstration began in the evening, more than 1,000 mainly young people wanting to show the right-wingers that they are unwelcome
in Cologne.
[0:47]
 “It’s something positive that there are people who, for example, support integration, support open borders ….”

Ja man er en af de gode, bare man gentager de rigtige udsigelser om det dejlige i integration og åbne grænser.
Og selvfølgelig lades modtageren altid med fuldt overlæg i skøn uvidenhed om, hvad afsenderen mener integration og åbenhed skal gælde, og hvilke grænser den må have. Men så er det jo lettere at råbe uanstændig efter højrefløjen.
Venstrefløjens selvgode er ikke bare naive men ophæver nærmest idealistisk naivitet til målet med deres egen eksistens.
Lidt mindre venligt kan en sådan livsindstilling betegnes som nasseri, for de selvgode lukrerer jo højt og flot på, at den mere realistiske højrefløj tør tage de nødvendige opgør, hvorefter de, som har ansvaret for den fejlslagne politik nu vil afbøde følgerne af egen politik med lidt kosmetisk plastikkirugi.

Fra Ritzau (via JP.dk)
JP.dk: Sareen: De Radikale svigtede integrationen

- Der har ikke været nogen ordentlig politik, og man har ikke anerkendt problemerne. Det er det, vi bøder for i dag. Op gennem 1990′erne havde Danmark en
virkelig stærk økonomi, men vi lå i bunden i Europa, når det gælder om at få minoriteter ud på arbejdsmarkedet. Vi står nu med håret i postkassen, fordi
vi ikke havde en politik dengang, siger Manu Sareen i et interview med Ritzau.
Han mener ikke, at De Radikale tog integrationsopgaven tilstrækkeligt alvorligt i SR-regeringens tid. Set med Sareens briller havde De Radikale slet ikke
en integrationspolitik i 1990′erne.

JP.DK: Radikale: Ghettoer skal væk inden 2015

De radikale skærper profilen på integration og vil udrydde ghettoer med to mia. kr. de næste fire år og større frihedsgrader til kommuner og boligselskaber.
Ghettoer i Århus, Odense, Haderslev, Vejle, Horsens, København og omegnskommuner skal afskaffes inden 2015 og saneres til attraktive områder for at tiltrække
flere ressourcestærke beboere, mener de radikale.

Bedre sent end aldrig, men medicinen er stadig at poste flere penge i integration uden at begrænse tilgangen endsige at erkende, at tilgangen må begrænses.
Morten Uhrskov Jensen har i Et delt folk på glimrende vis gengivet De Radikales tåbeligheder, men lad os endeligt give dem landet tilbage,så de kan genoptage deres fallerede eventyrpolitik.
Der er intet nyt i den radikale handlingsplan for effektiv integration (indrømmer man dermed at den hidtidige politik ikke var effektiv).
Det er en argumentatorisk ændring, at ghettoer nu ses som hovedproblemet, for for ttyve år siden kaldte De Radikale Fremskridtspartiet fremmedfjendtligt for at udpege ghettoer som et landspolitisk problem, ligesom De Radikale heller ikke taler om, hvilke slags ghettoer som udgør et integrationsproblem.
Men grønlænderne i Gellerupparken er en oplagt mulighed, samt boligselskaber med seniorghettoer.
Naturligvis kan det ikke være medlemmer af fredens religion, for blot at antyde noget sådant ville i den radikale optik være at synge med på sangen om kolonihavehuset. Og kolonihavekulturen er jo også en slags ghettoementalitet.
Så den må også væk inden 2015, og intet mindre en en milliardindsprøjtning kan udvirke dette mirakkel.

Feel good politik fra den kant var også på tapetet i 2003.
Kristeligt Dagblad: Radikale truer trossamfund økonomisk 

De radikale skærper nu kursen over for religiøse trossamfund fra andre kulturer for at forhindre tvangsægteskaber. Ifølge en ny 15-punktsplan fra partiet
skal trossamfundene i fremtiden blandt andet kun kunne få skattefordele, hvis »dets ledere har dokumenteret indsigt i de europæiske frihedstraditioner,
danske samfundsforhold, og dansk lovgivning«.
Konkret forestiller udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen (R) sig, at religiøse ledere skal tvinges på skolebænken for at lære om samfundets syn på
tvangsægteskaber.
- De skal ikke blive professorer, men de skal have en viden, der svarer nogenlunde til niveauet på en dansk ungdomsuddannelse som for eksempel gymnasiet,
siger hun.
Partiet har ikke lagt sig fast på, hvor lange kurserne skal være, og om der skal aflægges eksamen. Hovedsigtet er, at religiøse ledere i Danmark skal kende
til europæisk og dansk kultur, hvis deres trossamfund vil have del i den skattefordel, samfundet tilbyder. Det er muligheden for at modtage pengegaver,
som bidragyderne kan trække fra i skat.
Elsebeth Gerner Nielsen understreger, at samfundet ikke skal blande sig i trossamfundenes lære. De religiøse ledere skal altså ikke have bestemte holdninger
til tvangsægteskaber for at få del i fradragsordningen.
Forslaget får en blandet modtagelse i indvandrerkredse. Næstformand i Muslimernes Landsorganisation, Fatih Alev, mener, at det smager af sindelagskontrol.
- Det er vigtigt, at trossamfund får offentlige tilskud efter antallet af medlemmer, og ikke efter hvad smagsdommerne mener, der er det rigtige, siger han.
Han mener, at både det radikale forslag og Socialdemokraternes nye oplæg til en strammere integrationspolitik er udtryk for, at de to partier forsøger at
tækkes Dansk Folkepartis vælgere.

DF ruster sig til et opgør med EU

Dansk Folkeparti læser åbenbart også højrebloggene, for nu tales der om en fremtid uden for EU.
Det er glædeligt, for jeg har befrygtet at partiet ville springe op som en løve og falde ned som et lam, når det blev umisforståeligt, at komiske Anders ikke havde noget på.

21.09.08 kl. 14:10
JP: Langballe truer Fogh

Dansk Folkepartis Jesper Langballe høstede et af de større bifald på partiets årsmøde i Herning, da han i dag tordnede mod EU fra talerstolen.

Han mener, at tiden nu er inden til, at Dansk Folkeparti kræver en redegørelse om, hvad det vil betyde, hvis Danmark helt forlader EU.

"Vi skal ikke drage nogen konklusion endnu, men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg sagtens kan se Danmark uden for EU. Også inden for den allernærmeste
fremtid," sagde Jesper Langballe efter sin tale.

Og partiets EU-ordfører Morten Messerschmidt er helt enig med sin gruppefælle. Han vil nu via Folketingets Europa-udvalg bede regeringen om en udredning.

"Det er klart, at der bliver tale om en større udredning. Men EU undergraver vores udlændingepolitik, vores pensionslovgivning osv.. Det er ganske enkelt
tid til at trække en streg i sandet," siger han

EU-ordføreren kan som Langballe også sagtens forestille sig et Danmark, der ikke er en del af EU.

"Hvis den udvikling, vi har været vidner gennem en tid i EU, fortsætter, så kan jeg ikke se andre løsningerne end, at vi må forlade EU," siger Morten Messerschmidt.

21.09.08 kl. 11:40
JP: DF nedtoner EU-trussel

- Det er jo fristende, når man ser, hvordan EU arbejder og blander sig i vores arbejde. Men vi skal jo hele tiden prøve at finde ud af, hvordan vi fremmer
Dansk Folkepartis synspunkter bedst muligt. Hvordan får vi mest muligt af vores politik – også i forhold til EU – igennem, altså at EU ikke skal blande
sig i dansk lovgivning på meget store områder? Gør vi det ved at gå ud og sige, at vi anbefaler en udmeldelse, som af mange vil blive opfattet som et urealistisk
projekt, fordi de ikke i praksis kan forestille sig, hvordan det skal kunne finde sted? Eller gør vi det ved at være modstander af det, som der foregår,
og så prøve at få lavet tingene om, siger Kristian Thulesen Dahl.

Overskriften fra Ritzau er mere skarp end udtalelsen fra gruppeformand Kristian Thulesen Dahl faktisk kan bære, for det han siger slår ikke koldt vand i blodet men understøtter tværtimod den antagelse, at partiets bagland er dybt bekymret og hellere vil bryde med EU end underkaste sig Metock-dommen.
Det er fristende udtaler han, altså tanken om et Danmark uden for EU, men ikke opportunt under de givne omstændigheder.
Det må bemærkes, at Thulesen Dahl ikke noget sted nuancerer kritikken af EU — påstanden om at EU blander sig i alt — og at Danmark er bundet på hænder og fødder –men istedet gør det til et spørgsmål om påvirkning af politikken — altså at EU ikke skal blande
sig i dansk lovgivning på meget store områder, Hhvilket burde give sved på panden i statsministeriet, hvis kollega med Udlændingeservice som sit ansvarsområde jo har fået bekræftet i et juridisk notat, at EU med Metock-dommen har annulleret alle styringsredskaber indført siden 2002.
For selvom DF ikke vil tage et valg direkte på medlemsskabet af EU, hvilket ville være uklogt pt. kan partiet ikke undgå at høste stemmer på kritik formuleret som modstand mod mere EU.
At gradbøjningen mere EU — som man er imod — ikke er særligt meningsful, al den stund at EF-domstolen jo allerede er veletableret på grundlag af et juridisk korpus bidrager kun til at skærpe regeringens genvordigheder med tilfredsstillende at forklare, hvorfor EU ikke eindebærer nogen voldsom suverænitetsafgivelse, samtidig med at den skal forsøge at løse den gordiske knude med direktiv 2004/38/EF.
Det bliver en så godt som umulig opgave at genforhandle direktivet, uanset om Fogh bliver i dansk politik. Og EU-modstanden kan kun vokse, fordi alle aktørers positioner på forhånd er fastlåste.
Nogen kunne være tilbøjelig til at se udmeldingerne på landsmødet som en enlig svale, men Pia Kjærsgaard opruster også:
180GRADER.DK: Pia K.: EU er en dødstrussel mod vores velfærd

Under Dansk Folkepartis årsmøde i Herning leverede partiformand Pia Kjærsgaard en række verbale hug til EF-domstolen i Luxembourg.
Hun advarede ifølge Ritzau mod, at Danmark blot accepterer EF-Domstolens afgørelser om arbejdskraftens frie bevægelighed med følgende ord:
"Mere EU og hæmningsløs indvandring er en dødstrussel imod vores velfærd. Og ikke mindst imod de dårligst stillede danskere – dem, der i forvejen ikke har
uddannelse, fladskærm og ferier på Rhodos. De bliver frontalt ramt, hvis velfærden lades i stikken. Og derefter kommer turen hele vejen rundt med en grønthøster."

Økonomiske argumenter om hvor godt EU medlemsskabet er for dansk økonomi bliver næppe det, som styrker de eurofile partier under et eventuelt folketingsvalg, hvor DF kan køre hårdt på EU som et elitært udlændingeimportprojekt.
Tværtimod er det kun positivt, hvis de eurofile partier, kører frem med propagandaen om DF som et uansvarligt kolonihaveparti. Selvom De Radikale vist nu er kommet på lidt bedre tanker i integrationspolitikken, har de heldigvis Jørgen Poulsen til at skabe røre i andedammen med bagslagsgivende udtalelser
Jeg skåler for et folketingsvalg i utide.
DF skal begå virkeligt mange fodfejl for at tabe.

DF på vågeblus

DF og regeringen har åbenbart bilagt uenigheden om Metock-dommen. Eller sådan bliver det fremstillet.
Jyllands-Posten kan idag berette:
jp.dk: Fakta: Hovedpunkterne i udlændingeaftalen
Aftalen i PDF

Folk, som ønsker familiesammenføring efter EU-reglerne, skal være etableret i Danmark eller i et andet EU-land.

Det er ikke noget nyt. Malmø er allerede mellemdestinationen for sammenførte par.

Ægteparret skal afgive en tro og love erklæring under straffeansvar. Det vil sige, at hvis de giver forkerte informationer, vil de blive politianmeldt.

Heller ikke noget nyt, da det allerede er strafbart at give forsætligt urigtige oplysninger til offentlige myndigheder.

Ægteparret skal dokumentere, at de bor i andet EU-land, hvor længe de har boet i landet, ægteskabets varighed og en beskrivelse af boligen.

Det er da meget fornuftigt, men det er ikke væsentligt forskelligt fra det dokumentationskrav, som EF-domstolen kunne tænkes at underkende i en anden sag senere på året.
Så sent som den 14. august udtalte Morten Messerschmidt (Kilde: TV2 nyhederne 14.08.2008), at dokumentationskravet var utilstrækkeligt.
EU ekspert Peter Vesterdorf er skeptisk over for kravet til dokumentation:
JP.DK: Eksperter: Aftale i strid med EU

En af ’stramningerne’ går ud på, at der kræves dokumentation for “reel og faktisk etablering”, men Peter Vesterdorf siger, at det ikke er noget nyt, at
Udlændingestyrelsen kræver grundig dokumentation i familiesammenføringssager.

Formuleringen er samtidig så uklar, at Peter Vesterdorf ikke mener, at der er tale om reelle stramninger.

“Det er en meget uklar terminologi. Det virker som en fejl, hvis der med “reel og faktisk etablering” f.eks. menes etablering af bopæl eller etablering
af firma, for så vil det jo stride med EU-reglerne. Det her er helt oplagt en eller anden form for afledning. DF kan benytte situation til at få en række
andre ting gennemført,” forklarer Peter Vesterdorf.

Et synspunkt, som finder genklang hos professor Peter Pagh-Rasmussen:

“Jeg er i tvivl om, hvad det egentlig betyder. Det lyder meget godt politisk, men hvad, det reelt ændrer, er uklart.”

Mere fra JPs omtale af aftalen:

Udlændingemyndighederne kontrollerer, om ægteskabet er ægte, om ansøgeren og EU-borgeren har boet på samme adresse, at parret kommunikerer på samme sprog,
aldersforskel, og om de har kendt hinanden inden ægteskabet.

Det er sikkert en hentydning til EF-domstolens bemærkning i Metock-dommen, om, at staterne fortsat kan screene for proforma ægteskaber, men kun så længe det faktisk er nødvendigt.
Modvirkning af proformaægteskaber må altså ifølge EU-eksperter ikke være et forsøg på reelt at lægge hindringer i vejen for folks brug af direktivet.

I forhold til arbejdstagerbegrebet, om hvor længe man skal have arbejdet i et givet EU-land, vil der ikke blive fastsat en nedre grænse. Men det vil blive
præciseret, at man ikke har et retskrav på at blive anset som EU-arbejdstager, selv om arbejdsforholdet har varet 10 uger eller mere.

Betydningen af denne præcisering er ret så tvetydig, idet det hele tiden har været underforstået, at der ikke var en helt fast nedre grænse, men på den anden side virker det som sofisteri, da mangel på automatisk retskrav jo ikke holder folk ude inden de ti uger.
På jævnt dansk betyder det blot, at folk ikke er sikret et automatisk retskrav efter 10 uger, men hvad det helt konkret pålægger myndighederne, som fortsat er undergivet Folketingets gennemfrielse af direktivet er ikke godt at vide.

Kravene til indfødsretsprøven vil blive skærpet, så prøvetiden nedsættes fra 60 til 45 minutter, i stedet for 28 rigtige svar skal man nu have 32 ud af
40 spørgsmål, og de 200 mulige spørgsmål i prøven vil ikke længere være offentlige, som de er i dag.
Kravene til danskprøven skærpes. Det betyder, at prøven skal bestås med karakteren fire.

Det er til gengæld et godt og tiltrængt tiltag, selvom det stadig er alt for lidt.
Indfødsret er et privilegium som aldrig burde tilkendes udlændinge dømt for kriminalitet.

Kravene til udvisning skærpes. Det betyder, at muligheden for udvisning af voldsdømte udvides herunder ved mildere vold og bandekriminalitet. Desuden
skal domstolene i flere sager tage stilling til udvisning og varigheden af indrejseforbud bliver længere.

En meget god ide, men som vi her tidligere har påpeget, hjælper det ikke en disse, så længe Folketinget undlader at tage et opgør med inkorporeringen af Den europæiske menneskerettighedskonvention.

Øget kontrol med udenlandske studerende, så det sikres, at de rent faktisk studerer. Endvidere mulighed for at lukke de uddannelser, som er blevet misbrugt
af “falske” studerende.
Den omstridte 300-timers-regel, hvor et ægtepar på kontanthjælp hver skal arbejde 300 timer inden for 24 måneder, udvides til 450 timer.

Også en meget god ide, men det havde været bedre at holde folk fra de særlige problemlande helt ude af Danmark.

UPDATE:
Jesper Langballe udtaler til JP:
JP.DK: Langballe: En fremragende
aftale

“Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det forholder sig med hele stridens æble: Nemlig hvor stort et hul, at Metock-dommen efterlader i Danmark.
Her kan jeg love, at Dansk Folkeparti meget nøje vil følge udviklingen i antallet af familiesammenføringer. Går det den gale vej, må vi hurtigst muligt
tage det op med regeringen,” siger Langballe, som derfor kalder gårsdagens aftale for en foreløbig løsning.

Altså er aftalen ikke nødvendigvis nogen permanent løsning, og med nøje at følge udviklingen, spås der helt sikkert mange ubehagelige afgrænsningsproblemer for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Den egentlige konfrontation med EU er udsat på ubestemt tid men ikke aflyst.
Langballe trækker heller ikke i land om en eventuel fremtid udenfor EU:

Men med aftalen anerkender I EU-retten?

“Nej, det gør vi ikke. DF er absolut ikke kommet nærmere en anerkendelse af EU. Vi er kommet markant længere væk. Sagen er, at der på årsmødet er sat en
bevægelse i gang hen imod, at DF går åbent ind for en udmeldelse af EU – evt. med en norsk EØS-ordning. Men når det er sagt, så er noget af det bedste
ved aftalen med regeringen, at vi allerede i indledningen slår fast, at DF er lodret uenig med regeringen i, hvordan Danmark skal forholde sig til EF-Domstolen,”
siger Jesper Langballe og henviser til aftalens ordlyd:

EØS ordningen fritager faktisk ikke Norge fra Metock-dommen. EØS ville således ikke afhjælpe det specifikke problem med familiesammenføringer eller det mere generelle med overdragelsen af dansk suverænitet.
Ralph Pittelkow har i et indlæg, som må være skrevet før aftalen mellem regeringen og DF blev kendt udlagt landsmødets EU kritik som en advarsel:
JP.DK: Pittelkow på Nettet: En advarsel til Pia K.

Forhandlingerne med regeringen har endnu ikke nået et resultat, som Kjærsgaard kunne forelægge for årsmødet. Det har hun nok ikke været ked af. For resultatet
vil næppe glæde partiets bagland.
Dansk Folkeparti krævede oprindelig, at regeringen simpelt hen ignorerede EF-domstolen og kørte uanfægtet videre med de stramme danske regler for familiesammenføring.
Det krav har ledelsen nu opgivet. Man er indstillet på at respektere EU-reglerne og koncentrerer sig i stedet om at begrænse deres skadevirkning på udlændingepolitikken
mest muligt.
Hvad det konkret indebærer, får vise sig. Så meget står dog fast, at der uundgåeligt vil blive slået et hul i udlændingepolitikken. Spørgsmålet er kun,
hvor stort det hul bliver.
Men partiets bagland er ikke indstillet på at acceptere nogen huller. En af folketingsgruppens profiler, Jesper Langballe, høstede stormende bifald på årsmødet,
da han krævede, at Danmark ignorerer EF-domstolen – ellers skal Dansk Folkeparti holde sig fra finansloven. Et rundspørge blandt partiets lokalformænd
viser massiv opbakning til denne holdning (Berlingske Research).
Halvdelen af de lokalformænd, der har taget stilling, er ligefrem villige til at vælte regeringen på spørgsmålet. Samtidig viste årsmødet en stærk stemning
for at undersøge muligheden for at melde sig ud af EU. Med Langballe og EU-kandidaten Morten Messerschmidt som talerør.

Kjærsgaard har ikke lyst til at kræve Danmark ud af EU, og hun har ikke lyst til at vælte regeringen på konflikten om udlændingepolitikken. Hun vil have
endnu mere indflydelse i dansk politik, også med regeringsdeltagelse på et tidspunkt. Hvis hun følger sit bagland, risikerer hun i stedet en øget isolation.
Men mange i partiet har mere end svært ved at leve med, at der slækkes på den udlændingepolitik, som er deres hjerteblod, og at man bøjer sig for det EU,
som de ikke bryder sig om.
Hvis de nøjes med at murre i krogene, er det til at leve med for partilederen. Men hvis medlemmer af folketingsgruppen og EU-kandidaten formulerer sig på
deres vegne, har hun for første gang fået interne problemer, der er værd at nævne.
Midt i den traditionelle triumf sendte årsmødet også en advarsel til Pia Kjærsgaard. Det ved hun godt.

Den kommende tid bliver meget spændende. Aftalen er så løs, at begge parter kan udlægge den helt forskelligt, og indtil videre har regeringen fået en tænkepause.
Jeg var optimistisk efter udmeldingerne i weekenden fra landsmødet om, at flere i partiet helst ønsker os ud af EU, og denne vurdering står fortsat ved magt.
Til gengæld er jeg noget skuffet over, at partiet nu har opgivet dets hovedkrav om at regeringen skal nægte at rette sig efter Metock-dommen.
Det bliver svært at sælge til kernevælgerne lige nu, men på den anden side er det muligvis givtigt for EU-debatten på lang sigt, at dokumentationskravet kommer til at spille fallit, samtidig med atDF nok skal holde regeringen fast på, at det ikke virker som lovet.
Om vælgerne så vil straffe DF næste gang for ikke at have stået fast nu bliver virkeligt interessant.
At tage et folketingsvalg lige nu på EU medlemskabet er sikkert ikke klogt, men om føje år, når det for alvor går op for nationaltsindede at EU er en alt eller intet pakke, må vi gøre opmærksom på gammelpartiernes svigagtighed.
På den ene side kan det ikke udelukkes, at DF i offentligheden anses for medskyldig ved at støtte kompromiset, og burde have konsulteret juridisk bistand for at forvisse sig om, at forliget var effektivt, men på den anden side, kan DF hævde, at håndslaget ikke rakte længere end forligets politiske og ikke juridiske intentioner.
Altså uanset hvad der så står med småt, må DF hævde god tro og holde integrationsministeren fast på, at præciseringen faktisk i praksis udvirker det, som forligspartierne har lovet hinanden. Det er naturligvis ikke en afspejling af den stadig gældende retstilstand, som DF i modstrid med tidligere løfter hermed har ydet en uventet legitimitet, men folk glemmer hurtigt, og kun få vil om fire eller otte år betænke, hvilken lovtekst, forligspartierne faktisk stemte for i 2008, men vil kun blive mindet om at alle lovede hinanden at lukke hullet i ladeporten.
Det bliver utvivlsomt den kurs, som DF må følge i de kommende år, og skønt det på ingen måde er intellektuelt tilfredsstillende, er det en uundgåelig svaghed ved et populistisk parti.
Når en politiker som Lene Espersen over så lang tid kan slippe af sted med så meget spin og tomgangsretorik, er der næppe noget alvorligt at befrygte for DFs vælgertilslutning, sålænge de gør sig gældende med symbolske tilkendegivelser.
Det er derfor mindre skadeligt for partiets vælgertilslutning, men mere skadeligt er det for den nødvendige samfundsdebat.

For ved at frede den reelle retstilstand, som stadig respekterer alle fire hjørner i Metock-dommen, svækker partiet sin egen troværdighed, hvis det senere skærer til benet og udpeger skiftende folketingsflertals dobbeltmoral om de internationale konventioner.
Her har vi flere gange beskæftiget os med
nok det største vælgerbedrag nogensinde nemlig inkorporeringen af Den europæiske menneskerettighedskonvention i dansk udvisningspraksis, ved hvilken skiftende folketingsflertal officielt har strammet Udlændingelovens udvisningsregler for kriminelle udlændinge, uden det er blevet til mere end 106 udvisninger på ti år.
Årsagen til denne tingenes tilstand er groft sagt, at Folketinget har været uvillig til direkte at forklare befolkningen, at Den europæiske menneskerettighedskonvention beskytter kriminelle og terrorister mod udvisning til hjemlandet., hvorfor Folketinget i flere omgange har begrænset sig til gennemførelse af symbolske lovstramninger, hvis virkning politikerne hver eneste gang på forhånd kunne have forudsagt ved at indhente juridisk bistand fra Justitsministeriets lovkontor.
DF har været et forfriskende pust i samfundsdebatten, og har gjorde sig bemærket med kritik af konventionstyranniet, men indtil videre må det erkendes, at partiet i praksis har stillet sin aktive modstand mod EF-domstolen på vågeblus.

Udlændingeaftalen mellem regeringen og DF 2008 (1) – Udvisning

I de kommende dage vil vi her på bloggen sætte fokus på forskellige punkter i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti i et forsøg på at give et fyldestgørende overblik over de mulige konsekvenser for udlændingepolitikken.

a. Udvisning for vold
Aftaleparterne ønsker, at adgangen til at udvise voldsdømte udvides.
Derfor vil der blive stillet forslag om, at udvisning kan ske, hvis en udlænding idømmes ubetinget
frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens almindelige voldsbestemmelse (§ 244).

b. Udvisning for bandekriminalitet
Aftaleparterne ønsker, at det skal være en skærpende omstændighed, at kriminalitet begås af flere
i forening.
Derfor vil der blive stillet forslag om, at det altid skal anses for en skærpende omstændighed i
forhold til udvisning, at kriminaliteten er begået af flere i forening.

c. Flere sager om udvisning forelægges for domstolene
Aftaleparterne ønsker, at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til udvisning.
Aftaleparterne vil derfor i forhold til mulighederne for udvisning nedsætte kravene til længden af
den idømte straf for dermed at sikre, at domstolene i flere sager får lejlighed til at tage stilling til,
om en begået kriminalitet også skal føre til udvisning.

Til a:
Det må bemærkes, at forslaget tager udgangspunkt i, at udvisning kan ske, men ikke i at udvisning skal ske som en automatisk retsfølge.
Derved krybes der endnu en gang uden om det helt centrale problem, nemlig inkorporeringen af Den europæiske menneskerettighedskonvention.
Forslaget er blottet for enhver omtale af forholdet til inkorporeringen af Den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorfor det implementeret uden særlig præcisering på forhånd er uden virkning.

Til b:
Samme problem som med a.

Til c:
Hvad der umiddelbart fremgår af aftalesteksten er kun at flere sager skal forelægges domstolene med henblik på at der i videre omfang vil blive taget stilling til udvisning.
Dette punkt er højest sandsynligt blevet formuleret med bureaukratisk mere end rettidig omhu i forvisning om, at det som en følge af inkorporeringen af EMK er umuligt at pålægge domstolene at idømme udvisning som automatisk retsfølge for kriminalitet, omfattet af punkt aa. og b.
Hvis det skal ske, vil det kræve, at Folketinget direkte pålægger domstolene at se bort fra den hidtidige tolkning af EMK, som er blevet dem pålagt i inkorporeringsloven.
Det er muligt, at den endelige lovtekst bryder med nuværende praksis, men næppe sandsynligt.

Andre posteringer om samme emne:
Udvisning af kriminelle udlændinge – ti år men ikke ud af stedet
Lene Espersen og manglen på ægte borgerlighed

Tålt ophold til pirater?

Tålt ophold til pirater lyder langt ude, men det er faktisk en mulighed, når den danske flåde fanger pirater ud for Afrikas horn.

The Copenhagen Post: Navy deciding over pirates’ fate

The Navy was jubilant when it announced the capture of 10 pirates off the coast of Somalia, but a week later there is still confusion about what to do with
them.

The Foreign Ministry will not comment on its plans for the pirates, but an expert said the authorities have two options.

The pirates, whose nationality is not yet known, could be sent to a neighbouring country such as Yemen or Kenya for trial. However, both African nations
permit capital punishment and Danish authorities are not permitted to hand the men over if they risk the death penalty.

An expert in piracy cases said it is most likely they will be sent to Denmark for trial and possible sentencing.

‘After a certain number of months or years, they could then be sent back to the nearest country we co-operate with, for example, Kenya,’ said Lars Bangert
Struwe of the Danish Institute for Military Studies.

The pirates were taken captive by the crew of Danish naval vessel ‘Absalon’, which is part of the anti-piracy Task Force 150 working off the coast of Cape
Horn in Africa.

Årsagen til at de danske myndigheder ikke vil tilbagesende piraterne til Somalia eller Kenya er at disse lande tillader dødsstraf.
Umiddelbart skulle man jo tro, at det ikke var vores sag, om andre lande enretter folk efter en retfærdig rettergang.
Men nej, selvfølgeligt må menneskerettighedsuniversalismens tyranni gælde på alle områder, selv når flåden pågriber forbryderne på fersk gerning, hvilket dog ikke skete i dette tilfælde.

Den 6 tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen afskaffer dødsstraffen i fredstid, og fastslår, at retten til livet er en af konventionens fundamentale menneskerettigheder.
Heraf følger, at udlevering til dødsstraf er i modstrid med 6. tillægsprotokol, ligesom at udlevering til mulig tortur eller anden inhuman behandling af domstolen i Soering v. United Kingdom (1989) er fundet at stride mod konventionens Artikel 3.
Det danske dilemma er på ingen måde et enkeltstående tilfælde:
Den 13.04.2008 kunne Times Online berette:

13.04.2008 Pirates can claim UK
asylum

THE Royal Navy, once the scourge of brigands on the high seas, has been told by the Foreign Office not to detain pirates because doing so may breach their
human rights.

Warships patrolling pirate-infested waters, such as those off Somalia, have been warned that there is also a risk that captured pirates could claim asylum
in Britain.
The Foreign Office has advised that pirates sent back to Somalia could have their human rights breached because, under Islamic law, they face beheading
for murder or having a hand chopped off for theft.
In 2005 there were almost 40 attacks by pirates and 16 vessels were hijacked and held for ransom. Employing high-tech weaponry, they kill, steal and hold
ships’ crews to ransom. This year alone pirates killed three people near the Philippines.

Britain is part of a coalition force that patrols piracy stricken areas and the guidance has troubled navy officers who believe they should have more freedom
to intervene.

The guidance was sharply criticised by Julian Brazier MP, the Conservative shipping spokesman, who said: “These people commit horrendous offences. The solution
is not to turn a blind eye but to turn them over to the local authorities. The convention on human rights quite rightly doesn’t cover the high seas. It’s
a pathetic indictment of what our legal system has come to.”
A Foreign Office spokesman said: “There are issues about human rights and what might happen in these circumstances. The main thing is to ensure any incident
is resolved peacefully.”

I The New York Times den 20.04.2008 bemærkede John S. Burnett syrligt:
Captain Kidd, Human-Rights Victim

The British attitude has come a long way since the days when pirates were chained to pilings at Wapping and left there until the tidal water of the Thames
ebbed and flowed over the bodies three times. So much for Britannia ruling the waves.

Et andet eksempel på menneskerettighedskonventionens galskab:
telegraph.co.uk: Antigua honeymoon shooting: Death penalty fears delayed UK police help


telegraph.co.uk: Antigua murder: British government faces row over

Men tilbage til piraterne. Danmark har måske mulighed for at retsforfølge dem efter dansk lov, men selv hvis det er tilfældet, skal vi stadig brødføde dem i flere år i dansk fængsel, hvis de overhovedet får så meget.
Kan vi ikke retsforfølge dem, ender de på tålt ophold, med mindre et menneskerettighedskorrekt tredjeland vil tage dem.
Og naturligvis kan dforbryderne under deres fængselafsoning bistået af dygtige advokater pludselig opdage, at de er blevet kristne eller politisk aktive, hvorfor hjemsendelse til deres hjemland bliver umuliggjort af samme konvention.
Fra TV 2 Nyhederne:
Ekspert mener at piratsagen lugter

Beviserne mod piraterne må enten være hullede, eller også vil Justitsministeriet og Forsvarsministeriet for alt i verden undgå en potentiel dårlig indenrigspolitisk
sag ved at hente pirater til retsforfølgelse herhjemme. Sådan lyder analysen fra forsker Lars Bangert Struwe, Dansk Institut for Militære Studier, i nat
løslod 10 somaliske pirater.

Han hæfter sig ved, at statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, Birgitte Vestberg, siger, at det juridiske grundlag for at retsforfølge pirater
herhjemme er på plads.

“Noget indikerer, at man frygter, at bevisførelsen ikke er på plads, så piraterne simpelthen vil få mulighed for at enten at søge erstatning for uretmæssigt
tilbageholdelse eller, endnu værre, nemlig at søge asyl i Danmark,” siger Lars Bangert Struwe.

Gade: Det er ikke et terningespil
Forsvarsminister Søren Gade siger til Ritzau, at han respekterer Birgitte Vestbergs vurdering, men at de juridiske afklaringer ikke er hans bord.

“Jeg sidder ikke og spiller terninger, om piraterne skal løslades eller ej. Det er på en helt konkret vurdering fra Justitsministeriet. Det er et interessant
spørgsmål, hvis en juridisk ekspert hævder noget andet. Det må juristerne derovre stå på mål for,” siger Søren Gade.

Den med Justitsministeriet som sit ansvarsområde indtil fornylig var såmænd ingen anden end Lene Espersen, som i september 2005 over for Politiken tilkendegav, at hun var imod et britisk ønske om at ændre Den europæiske menneskerettighedskonvention.
Herfra skal der lyde et stort tillykke til Lene for så fortrinligt at have betænkt landets interesser.
Søren Gade har naturligvis helt ret, og jeg havde selv nået frem til samme vurdering, faktisk før jeg blev bekendt med TV2 Nyhedernes omtale af sagen.
Med ikke at spille terninger mener forsvarsministeren i virkeligheden, at han ikke vil løbe risikoen for, at piraterne får tålt ophold med henvisning til Den europæiske menneskerettighedskonvention, hvilket man ikke kan fortænke ham i.

TV 2 Nyhederne: Pirater sat af på strandbredden

TV 2 Nyhederne: DK hænger på somaliske pirater

Der var nærmest feststemning, da Søværnet fortalte, at det danske krigsskib Absalon havde fanget 10 formodede pirater i farvandet ud for Somalia.
Men nu melder tømmermændene sig, for hvad skal der ske med fangerne, som befinder sig om bord på krigsskibet?
Ifølge en ekspert er der to muligheder: Enten sender Danmark piraterne til en nabostat som Yemen eller Kenya, hvor de kan retsforfølges, men de danske myndigheder
skal være sikre på, at de ikke risikerer dødsstraf. Eller også sendes de til Danmark.

Desværre ville selv en udleveringsaftale, der udtrykkeligt forpligtede modtagerlandet til ikke at idømme dødsstraf ikke være tilstrækkelig.
I Chahal v. United Kingdom (1996) statuerede menneskerettighedsdomstolen, at udlevering af en person til et andet land, hvor der er risiko for tortur er en menneskerettighedskrænkelse, uanset om der foreligger en udleveringsaftale mellem de to lande, der forpligter modtagerlandet til at afstå fra tortur.
Chahal er blevet brugt af Amnesty International som argument for, at vi ikke kan tilbagesende de to tunesere mistænkt for mordplanerne mod Kurt Westergaard.
23.06.2008 DR.DK: Politikere kræver aftale om udviste tunesere

Amnesty International: Udvisning er et brud på menneskerettighederne

Flere danske politikere har erklæret sig parat til at anvende såkaldte diplomatiske forsikringer til at udvise terrormistænkte. Amnesty International advarer
Folketinget mod at acceptere brugen af diplomatiske forsikringer som redskab til at udvise terrormistænkte til lande, der er kendt for at bruge tortur.
“De diplomatiske forsikringer giver ingen garanti for de hjemsendte. Hele ideen om at anvende diplomatiske forsikringer er et forsøg på at omgå forbudet
mod tortur. Det burde bekymre de danske politikere, at behovet for en diplomatisk forsikring udspringer af, at modtagerlandet anvender tortur. Man vil
altså bygge hjemsendelsen på blind tillid til et land, som i øvrigt er kendt for at tilsidesætte forbudet mod tortur og mishandling”, siger Lars Normann
Jørgensen.
Ingen af de diplomatiske forsikringer, som Amnesty har kendskab til, har sikret fangerne mod at blive mishandlet eller tortureret. Amnesty har derfor gennem
flere år kritiseret diplomatiske forsikringer, som flere andre lande har benyttet eller overvejer at benytte – blandt andre USA, Canada og Storbritannien.

Eftersom hverken Yemen eller Kenya for slet ikke at tale om Somalia kan tænkes at opfylde de diplomatiske forsikringer om tortur, må det stærkt formodes, at Chahal-dommen også ville udelukke udlevering af piraterne til disse tredjelande.
Holger K. Nielsen (SF) erkender manglen på rettidig omhu, men vil ikke tilbagesende piraterne:

SF stemte for, at Danmark skulle deltage i jagten på pirater. Partiets forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, erkender, at Danmark burde have forudset, at
fanger kunne komme på tale og derfor have fastlagt procedurerne på forhånd.
“Det skyldes formentligt, at det er svært at vide, hvilke lande de pågældende pirater ville komme fra. Der er nogle folkeretslige regler, som gælder i den
slags tilfælde. Men jeg synes bestemt, at det havde været bedre, hvis vi havde diskuteret muligheden for, at de kunne blive retsforfulgt her i Danmark,
da vi behandlede forslaget,” siger Holger K. Nielsen.
Han understreger, at Danmark under ingen omstændigheder vil udlevere eventuelle pirater til et land, hvor de risikerer at blive henrettet.

Men hvad SF ville have gjort står ikke klart. Men at bede piraterne om at gå af helvede til nærmere betegnende til den nærmeste territoriale øvrighed er selv med de bedste diplomatiske forsikringer åbenbart for søvndalsk til at overholde menneskerettighederne.
Menneskerettighedsdomstolen har så sent som i dommen Saadi v Italy (2008) stadfaæstet, at konventionens Artikel 3 som den blev nedlagt i Soering ikke er åben for nogen derogation.
Så noget kunne tyde på, at Danmark må opsige menneskerettighedskonventionen eller give tålt ophold til pirater, eller alternativt hjælpe med til, at Yemen og Kenya indfører Det Radikale Venstres retspolitik, hvorefter udvisning til disse lande er forenlig med menneskerettighederne.
Intet andet er godt nok til at please den selvdestruktive elite.
UPDATE 1:
Noget er alvorligt galt i den borgerlige regerings retsopfattelse.

24.09.2008 Kristeligt Dagblad: Gade: International domstol til pirater

I en orientering til partierne bag forsvarsforliget konkluderer ministeren, at dansk lov ikke giver mulighed for at retsforfølge de formodede pirater ved
en dansk domstol.

Samtidig har regeringen undersøgt, om det var muligt at overdrage de tilbageholdte til andre lande i den internationale koalitionsstyrke, den såkaldte Task
Force 150. Eller til Somalia eller et af landets nabostater. Men det lader sig ikke gøre på grund af Danmarks internationale forpligtelser.

Ministeren erkender dog, at situationen ikke er optimal. Derfor tager han nu initiativ til, at man sammen med de andre lande i Task Force 150 retter henvendelse
til FN for at få løst problemet, så piraterne kan retsforfølges ved en international domstol.

- Det er ikke første gang, det er et problem. Det er ikke sidste gang, det bliver et problem. Og det er ikke kun et dansk problem, siger ministeren.

Jo, det er et dansk problem og man skal være fuldkommen virkelighedsresistent for ikke at erkende at årsagen til denne absurde tilstand er internationale konventioner, der beskytter selv den værste forbryder mod at blive tilbagesendt til sin bekomst.
Konventionerne skaber et umiddelbart uløseligt dilemma, og den såkaldt borgerlige forsvarsminister foreslår, at vi løser problemet – ikke ved at bryde med konventionerne – men ved at oprette en ny international instans til at rette op på de konventionsskabte incitamenter.
Naturligvis kommer skatteyderne i de vestlige lande til at betale broderparten af udgifterne til hele retsmaskineriet, og ikke mindst til hæren af bureaukrater, forsvarsadvokater og almindelige funktionærer – og ikke mindst kontrolmyndigheder, som igen skal føre tilsyn med, at også domstolen overholder alle gældende menneskerettighedsstandarder.
Og naturligvis fører det til mere beskæftilse for forskerne og flere interessante vildskud på human rights studies, mere mikrofonholderi og er vi heldige kan der sikkert udtænkes en række nye statslige tilskudsordninger, så folk ikke uddannes til arbejdsløshed.

UPDATE 2:
Uffe Ellemann har idag på sin blog
undret sig
over manglen på rettidig omhu.
Det må dog konstateres, at manden ikke helt har gennemtænkt problemet.
Han skriver, at vi skal overholde konventionerne, men på spørgsmålet om rimeligheden i konventionerne, svarer han med den velkendte gang platituder om at
konventioner hindrer en verden hvor den stærkestes ret gælder.
Det er så patetisk, at det enten er udtryk for ligegyldighed eller for defeatisme, hvilket faktisk fortjener en selvstændig postering.
De borgerlige partier har virkeligt sat al borgerlighed på ophørsudsalg.
Det er sandt for dyden deprimerende at være vidne til.

Verden Omkring Danmark: Pirater og terror til søs

Det kræver en vis robusthed at være aktiv deltager i kampen mod pirater og terrorister – også hos dem, der sidder hjemme og bedømmer den indsats, vore udsendte
gør. Naturligvis skal love og konventioner overholdes. Men der skal en vis balance i tingene, og der skal vises forståelse for karakteren af den opgave,
vore udsendte er blevet stillet.

Menneskerettighedshumanismen – en trussel mod retssamfundet

Fyens Stiftstidende: To somaliske islamister fanget på fly

Tysk politi anholder de to formodede terrorister på KLM-fly kort før, det skulle lette fra Köln.
Tysk politi stormede i morges et KLM-fly i Kölns lufthavn og anholdt to formodede terrorister.
Det oplyste politiet i formiddags.
De to anholdte mænd er en somalier og en tysk statsborger født i Somalia, siger en talsmand for politiet.
De to mænd blev slæbt ud af det hollandske passagerfly kort før starten fem minutter i syv i morges.
De to mænd blev slæbt ud af det hollandske passagerfly kort før starten fem minutter i seks i morges.
Der var ikke umiddelbart flere oplysninger.
Begge havde angiveligt et ønske om at dø i “hellig krig”. Politiet havde fundet afskedsbreve i de to mænds lejlighed.
De to mænd har været under overvågning af politiet i månedsvis, siger talsmanden, der ikke ønsker at uddybe det nærmere.
Samtidig oplyste tysk politi, at det jagter yderligere to islamistiske terrormistænkte, skriver nyhedsbureauet dpa.

Hvis det virkeligt er somaliske islamister, kan det kun give anledning til undren, hvorfor myndighederne ikke har gjort noget for at få dem udvist.
Men hvis aktørernes motiver er som beskrevet, er det endnu en omkostning ved at tillade muslimer at bosætte sig i Europa.
Var de islamister, da de kom hertil?
Vendte de tilbage til den rette tro – eller for at bruge et newspeak udtryk blev de radikaliseret under deres ophold i Tyskland?
Hvis de allerede var radikaliseret, da de kom til landet, og deres tidligere anskuelser og aktiviteter var årsagen til deres flugt, burde de aldrig have fået tilkendt asyl, men var de fredelige i starten og først oplevede et sudden jihad syndrome inden for de seneste år, underbygger det endnu en gang teorien om, at fremvæksten af en kritisk masse muslimer altid vil fremelske et antal labile individer med anlæg for sudden jihad syndrome.
Nogle vil naturligvis indvende, at det er ligemeget, hvorfor mennesker er på flugt, og at vi af renhjertet humanisme skal give tålt ophold til en forfulgt somalier, hvadenten han i hjemlandet risikerer koporlig straf for knivstikkeri , sørøveri eller medlemsskab af Al-Qaeda.
Prisen for denne ureflekterede godhed er dog i mange tilfælde ikke kun økonomisk men pålægger os som samfund væsentlige omkostninger i form af beskyttelsesforanstaltninger, som i flere tilfælde er retssikkerhedsmæssigt betænkelige men alligevel helt uomgængelige for ethvert samfund, der ikke kan afstå fra at lovgive præventivt ud fra et ønske om at forebygge et worst case scenario.
Den grænseløse humanisme dikteret af menneskerettighedskonventioner er dermed ikke kun umoralsk men er til lige en trussel mod retssamfundet.

Forligskunst

Hos De Konservative ser man åbenbart forskelligt på intentionerne i aftalen med Dansk Folkeparti til løsning af sagen om Metock-dommen.

Fyens Stiftstidende: Per Stig udfordrer aftale med DF

Dansk Folkeparti står fast på, at regeringen skal få EU’s Ministerråd til at opfordre til ny udlændingelovgivning i EU. Per Stig Møller ser to andre muligheder.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) taler på egne vegne og ikke på regeringens, når han lægger op til tre forskellige mulige løsninger på Danmarks problemer
med EU’s såkaldte opholdsdirektiv.
Det siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup. For ham er der kun en udvej for at fastholde den stramme danske udlændingepolitik: At EU’s Ministerråd
vedtager en erklæring, der opfordrer EU-Kommissionen til at ændre opholdsdirektivet.
- Det er Per Stig Møllers egen mening og vurdering, hvad han tror, der er af forskellige muligheder. Vi henholder os til den aftale, vi har indgået med
regeringen, og dér står ikke, at der er tre forskellige muligheder – men at sigtet er en erklæring blandt ministrene, der skal få EU-Kommissionen til at
stille forslag om en ændring af direktivet. Det er den opgave, regeringen har, siger Peter Skaarup.
Per Stig Møller sagde lørdag på det konservative landsråd: – Vi har tre muligheder. En erklæring fra Rådet, en præcisering fra kommissionen eller en direktivændring.

TV 2 Nyhederne: Per Stig Møller til forsvar for EU

Mens den nye konservative leder Lene Espersen lørdag satte klare hegnspæle op for EU’s indblanding i nationale forhold, kastede udenrigsminister Per Stig
Møller sig ud i et varmt forsvar for EU, da han søndag middag talte til partiets landsråd. Hans tale var totalt blottet for kritik af det EU, som ifølge
samtlige meningsmålinger bliver mindre og mindre populært hos danskerne.

Udenrigsministeren kaldte således diskussionen om suverænitet for “noget misforstået”:
“Man hævder, at vi afgiver suverænitet til EU og svigter det danske. Men det forholder sig omvendt: Hvis vi ikke gik ind i det forpligtigende, europæiske
samarbejde, hvor store som små lande arbejder på lige fod, så ville vi sandhed se vores suverænitet udhulet. Så ville vi skulle tilpasse os beslutninger,
andre havde truffet,” sagde Per Stig Møller, der drog paralleller til 30érne, hvor Danmark “formelt havde fuld suverænitet, men måtte bøje os for Tyskland.”
Indirekte angreb på DF
“Derfor drejer det sig ikke om at afvikle EU, men om at udvikle EU. Og det gør vi med konstruktiv og kreativ politik i det daglige arbejde i de forskellige
ministerråd,” sagde udenrigsministeren, der undgik at komme ind på EF-domstolens omdiskuterede Metock-dom.
Per Stig Møller langede også ud efter Dansk Folkeparti, selvom det foregik i indirekte vendinger – uden at nævne DF ved navn:
“Globaliseringen står ikke i modsætning til beskyttelse af Danmark, som nogen synes at tro. De, der tager patent på danskheden ved at vende verden ryggen,
svækker Danmark. Man er nemlig ikke mindre national, fordi man tænker globalt,” sagde udenrigsministeren.

At der er ondt blod mellem DF og K understreges yderligere af to andre historier.

JV.DK: EU vigtigere end udlændingepolitik

Det er vigtigere at bevare EU-samarbejdet end at fastholde dansk udlændingepolitik.
Det mener De Konservatives bagland før weekendens landsråd i Bella Center i København.
I en rundspørge, som Ritzau har foretaget, svarer 69 procent – knap 7 af 10 – vælgerforeningsformænd, at EU-samarbejdet i sidste ende er et vigtigere hensyn
end dansk udlændingepolitik. 19 procent – knap 1 af 5 – vægter udlændingepolitik højst, mens 12 procent svarer ved ikke. 52 vælgerforeningsformænd deltager
i rundspørgen.
Når det gælder en løsning på EF-Domstolens Metock-dom, vil 63 procent – knap 2 af 3 – forsøge at ændre EU’s regler ligesom regeringen. 13 procent vil respektere
dommen, mens 15 procent vil fortælle EU, at Danmark ikke vil følge dommen.

Ritzau: : K’ere imod samarbejde med DF

Dansk Folkeparti kan kun samarbejde med VK-regeringen. Derfor bør De Konservative sætte grænser for Dansk Folkeparti.

Det siger læge Peter Norsk til Ritzau. Han opstiller på sjettepladsen for De Konservative til EU-parlamentsvalget i 2009. Ved parlamentsvalget er hans hovedargument,
at EU skal styrke de ydre grænser for at stoppe indvandring, mens han ikke vil styrke de nationale grænser.

- Vi bør stå fastere overfor Dansk Folkeparti. Vi vil kunne få det samme igennem med færre indrømmelser til Dansk Folkeparti, som ikke har andre steder
at gå hen. Dér adskiller jeg mig nok fra de fleste Konservative. Jeg er lidt mere DF-kritisk end andre, siger Peter Norsk fra De Konservatives landsråd
i Bella Center i København.

Helt alene står han dog ikke. I en rundspørge, som Ritzau gennemførte tidligere på ugen, svarer under halvdelen – 44 procent – af partiets vælgerforeningsformænd,
at de foretrækker Dansk Folkeparti som støtte bag en VK-regering.

Resten foretrækker enten et VKR- eller et SKR samarnbejde – eller er i tvivl, eller foretrækker noget helt andet.

Peter Norsk mener, at DF ikke kan skifte side og samarbejde politisk med Socialdemokraterne. Så ville hele Socialdemokratiets venstrefløj protestere, mener
Peter Norsk.
- Hvorfor falder DF ellers til patten i EU-sagen (Metock-dommen, red.), hvor de ikke fik nogen indrømmelser? Hvorfor faldt de til patten, da Bendt Bendtsen
forhandlede skat? Fordi DF ikke har andre steder at gå hen, siger Peter Norsk.

Hans kritiske syn på Dansk Folkeparti får støtte fra KU’s landsformand, Rune Kristensen.
- Samarbejdet med Dansk Folkeparti er et problem. Det er fint, hvis de kan stemme for vores forslag, men de har et helt uanstændigt menneskesyn. Partiet
ligger så langt væk fra vores værdigrundlag, fordi de ikke har noget værdigrundlag. Det hedder Gallup, og hvordan meningsmålingerne peger. Det er forfærdeligt
at skulle baseres på et parti, der skifter holdninger, som vinden blæser, siger Rune Kristensen.

Der er virkeligt et konfliktpotentiale iPer Stig Møllers udtalelser, som fremsat få dage efter udlændingeaftalen af DF kun kan opfattes som en rød klud; og det så meget mere, som at baglandet i forvejen er utilfreds med aftalens foreløbige fredning af Metock-dommen.
For få dage siden bemærkede bloggen Omnial uro i DF og forudsagde, at offentlig utilfredshed ville resultere i eksklusion af de åbenmundede.
Men indtil nu har partiledelsen dog reageret med ukarakteristisk besindighed og har endda udtrykt forståelse for baglandets frustrationer.
Politiken.dk: DF-top forstår kritik fra baglandet

DF-toppen udtrykker forståelse for, at baglandet kritiserer partiets udlændingeaftale med regeringen. Det skyldes mediernes udlægning af aftalen, mener
Dansk Folkepartis politiske næstformand Peter Skaarup.

»Når man lige hører i medierne, at nu har Dansk Folkeparti også accepteret, at EU står over dansk udlændingelovgivning, så kan jeg godt forstå, at nogen
siger, hov, er det nu rigtigt«, siger Peter Skaarup.

»Men når man sætter sig ned og læser aftalen, så vil man kunne se, at vi netop skriver i aftalen, at vi ikke har accepteret det, men at det er regeringens
ønske«.

Et værn mod torpedoer
Peter Skaarup understreger, at DF fortsat mener, at den danske regering burde meddele EU, at Danmark ikke vil følge Metock-dommen. Det var bare umuligt
at få regeringen med til.

»Vi kan ikke få regeringen med på at fjerne den torpedobåd, der skyder torpedoer af sted mod dansk udlændingepolitik. Nemlig EF-domstolen. Den kan vi ikke
sænke, men vi kan opstille så mange værn, at vi ikke bliver ramt af de torpedoer, og vi kan få lukket de huller, som de allerede har skabt. Det er det
vi har gjort«.

Kun enige med Enhedslisten
Efter kritikken har DF’s ledelse sendt aftaleteksten ud til alle lokalformænd. Der er også blevet ringet rundt for at argumentere for beslutningen om at
lave en aftale med regeringen.

Men DF-ledelsens forsøg på at berolige baglandet bestyrkes ikke af weekendens meldinger fra det konservative landsråd.
Ikke nok med at det konservative bagland sætter hensynet til EU over udlændingepolitikken, hvilket på kort sigt sår tvivl om viljen til at kræve en genforhandling af Opholdsdirektivet.
Per Stig Møller smører salt i såret ved at minde DF om, at integrationen i EU samarbejdet er forpligtende, og er kommet for at blive, for skulle vi endeligt stå uden for EU, bliver vores politik dikteret af andre. Altså er den afgivne suverænitet, som har udmøntet sig i EF-domstolens domspraksis ikke til diskussion og dermed er de reelle forudsætninger for aftalens punkt 5 om en generel juridisk redegørelse for forholdet mellem EF-domstolens myndighed og Grundloven reduceret til symbolik.
Det signal, der sendes til DF og ikke mindst dets bagland må derfor nu være smerteligt klart. Regeringen udelukker allerede nu et grundlæggende opgør med EF-domstolen, ikke kun fordi det er juridisk umuligt, men lige så meget, fordi det strider mod den konservative vision om integrationen i EU.
Peter Skaarup kan naturligvis formelt henholde sig til, at Per Stig Møller kun taler for sig selv, men i lyset af den næsten samtidige rundspørge hvoraf det fremgår, at baglandet hos De konservative anser EU for vigtigere end udlændingepolitikken, kan de utilfredse i DF allerede se frem til at blive bekræftet i deres værste frygt.
DF har med aftalen fået nogle stramninger på områder, der støder op til det kerneområde, som EF-domstolens kendelse i Metock-sagen har unddraget dansk suverænitet, men selve problemet med domstolens indblanding i udlændingepolitikken er klogeligt blevet placeret i Aftalens punkt 4, som mindre venligt kan betegnes som en syltekrukke.
Peter Skaarup og den øvrige ledelse i DF har naturligvis været klar over, at de to eurofile borgerlige partier ikke for alvor ønskede at udmønte aftalens punkt 4 i praktiske initiativer til stækning af EF-domstolen, men nu hvor udenrigsministeren har sat ord på det, som hele tiden har været den reelle anstødssten for udlændingepolitikken, bliver det diamentralt modsatte syn på fortsat integration vanskeligt at nedtone for baglandet i DF.
Et andet af aftalens punkter står allerede for fald

Politiken.dk: Regering bryder del af aftale med DF
Aftalen i PDF

Metock-dommen kommer ikke op på rådsmødet til oktober, som regeringen har lovet DF i aftalen, oplyser Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
Det står klart efter et møde mellem DF og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som parterne holdt efter Rønns møde med EU’s integrationsministre.
Sagen kommer ikke op i oktober
»Nu viser det sig, at det kun bliver justitsministrene, der er med på mødet i oktober. Og derfor kommer sagen ikke op der, som jeg har forstået det«, siger
Peter Skaarup.
I aftalen står der konkret, at regeringen allerede på et rådsmøde i oktober 2008 vil lægge op til, at der i EU bliver truffet politisk beslutning om, hvordan
man håndterer risikoen for, at den ulovlige indvandring øges med Metock-dommen.

Åbenbart er sagen så kompliceret, atjustitsministeren og ikke integrationsministeren skal være tilstede for at fremføre Danmarks ønske om en erklæring fra ministrene.
Det er påfaldende i lyset af at Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech tidligere i et tv-interview har fortalt om, hvordan hun på et tidligere ministermøde har drøftet en lignende problematik med sine ministerkolleger.

Udlændingeaftalen 2008 – genforhandling

Politiken.dk: Dansk Folkeparti kvæler EU-oprør

Dansk Folkeparti har gjort sig meget umage for at »forklare« lokalformændene, hvordan aftalen med regeringen om udlændingepolitikken skal forstås.

Og det virker, erfarer Berlingske Tidende.

For to dage siden var der nærmest oprør i baglandet over aftalen, der indeholder en anerkendelse af, at EF-Domstolens afgørelser skal følges.

Utilfredse lokalformænd
I en rundspørge foretaget af Ritzau sagde hele 22 ud af 34 lokalformænd, at aftalen var uholdbar.

Dansk Folkeparti skulle have stået fast på, at »insistere på dansk selvbestemmelse og holdt fast i, at EF-Domstolen skulle ignoreres«, mente de.

Men da Berlingske Tidende i går kontaktede en række af de kritiske lokalformænd i partiet, der er kendt for at ekskludere medlemmer i bunker, hvis de kritiserer
ledelsen, ville de enten ikke sige noget som helst, følte sig misforståede eller mente, at de var blevet misbrugt af pressen.

Udbredt tavshed
Formanden for lokalforeningen i Holbæk, Benny Nielsen, var svært kritisk i Berlingske Tidende i onsdags, hvor han mente, partiet var tæt på at begå vælgerbedrag
ved at indgå en aftale, der respekterer EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Metock-dom.
»Vi farer op af en æske og råber buh hver gang, men til sidst siger folk, at Dansk Folkeparti ikke har noget at have det i. Jeg er bange for, at vælgerne
vil få den opfattelse, at vi snyder dem lidt,« sagde Benny Nielsen.
Nu har han ikke lyst til at sige mere.

»Jeg har udtalt mig nok om den sag,« lyder beskeden, da Berlingske Tidende ringer.

Efter at have talt med partihovedkvarteret i København, der har gjort meget ud af at forklare, det kritiske bagland, hvordan aftalen skal forstås, kan han
godt forstå, hvorfor partiledelsen var nødt til at indgå aftalen. Alternativet havde været værre i form af et valg og måske et rødt flertal, mener Benny
Nielsen i dag.

Også lokalformanden i Syddjurs, Per Dalgaard, har trukket følehornene til sig.

»Jeg vil slet ikke udtale mig. Det var ikke min intention at kritisere. Jeg har ingen problemer med den aftale, der er indgået«, lyder beskeden fra Per
Dalgaard.

I denne omgang slipper de formastelige for eksklusion, men kun fordi de holder mund og undlader at drage nogen intellektuelt konsistent konklusion af deres selverkendelse.
Manglen på ægte internt demokrati er noget af det mest frastødende ved DF, og det er grunden til, at jeg aldrig har meldt mig ind i partiet. Stanken af intern ensretning og hykleriske eksklusioner af bramfri men ærlige medlemmer har altid hos mig vakt den dybeste afsky.
Meningsfæller på højrefløjen har dog ofte forsvaret denne mangel på intern demokrati med, at det er nødvendigt, fordi DF opererer i et fjendtligt klima skabt af en venstreorienterede presse. Altså må partiet en gang ofre nogle lidt for åbenmundede medlemmer,for for at forblive stuerent regeringsgrundlag.
Denne paranoide holdning, hvor højreorienterede nationalkonservative freder udemokratiske tilstande, for ikke at skulle indrømme venstrefløjen nogen taktisk sejr, har dog altid forekommet mig kortsigtet og i det lange løb kontraproduktiv. For derved begår vi samme fejl som venstreorienterede gjorde før i tiden, når de nægtede at rette kritik mod manglen på demokrati i kommunistiske lande. Det hed sig, at selvom Sovjetunionen ikke var perfekt i socialistisk henseende var det værre at svække en gryende socialisme ved at give de borgerlige ret i, at der var noget at komme efter.
Manglen på internt partidemokrati og kritisk åbenhed er en svaghed ved topstyrede populistiske partier, som alene overlever på at sælge let forståelig politik i metermål. Ligesom i en virksomhed bestemmer ledelsen egenhændigt, hvilken politik, partiet skal sælge til vælgeren, som herefter kan støtte foretagendet ved at give partiet sin stemme.
I artiklen Politiken.dk: DF-top forstår kritik fra baglandetfra 24.08.2008 udtalte Peter Skaarup:

Vil der blive slået hårdt ned på kritikerne. I har jo før ekskluderet folk for at kritisere ledelsen?

»Nej, det er en almindelig politisk diskussion, som man kan have i ethvert parti«.

Så det er tilladt med en “almindelig politisk diskussion”, men ikke hvis den foregår så almindeligt som den gør i andre politiske partier.
I en kommentar på Uriasposten gjorde jeg mig den 20.
maj 2008 følgende betragtninger om de demokratiske underskud i Dansk Folkeparti:
[Slåfejl rettet]

DF ekskluderer folk for et godt ord, hvilket lige præcis er forskellen på dette og andre partier. Man kan være indvandrerkritisk og formentligt også ret
islamkritisk i Socialdemokratiet — naturligvis inden for visse grænser — uden at blive ekskluderet, men DF vil jo ikke vide af mennesker, der siger ud
med muslimerne og ind med jøderne.
Det er ret utilstrækkeligt at undskylde topstyringen i DF med, at forholdene i andre partier i demokratisk forstand er ren spin. Meget muligt, men det er
ikke desto mindre et problem, at partiets eksklusionspraksis ikke harmonerer med hvad ledelsen selv melder ud men oftere er en opportunistisk reaktion
på pressens eksponering af enkeltsager.
DF er ikke – eller burde ikke være – et politisk korrekt parti og kan derfor heller ikke klare frisag med, at man gør på samme måde i andre partier.

Merethe Egeberg Holm blev ekskluderet for at sige, hvad et stort flertal af medlemmerne formentligt mener, og for offentligt at drage den logiske konklusion
af Søren Krarups islamkritik. I et parti med en vis grad af intern debatkultur og græsrodsdemokrati ville denne vilkårlighed og inkonsistens have været
umuligt uden at træde på for mange af de medlemmer, der givetvis var enige med MEH. Det er også opportunistisk, at partiet svinger mellem at være erklæret
antimuslimsk den ene dag, og dagen efter hævder kun at være imod islamisme. Jeg har efterhånden set så mange holdningssvinger – eller skulle man sige humørsvingninger
- i islamterminologien at DFs troværdighed efterhånden kan ligge på et meget lille sted.
Partiet lader til at være tilfreds med at lade den laveste fællesnævner i udlændingepolitikken dvs. status quo med nogle småjusteringer styre VOK samarbejdet.
Det er muligt, at det er hvad medlemmerne ønsker, men vi hører jo ingen ryster hverken for eller imod. Det er ikke tilfredsstillende. Og partiet får et
alvorligt problem den dag, Pia Kjærsgaard og den gamle garde går på pension.
Jeg tvivler på, at hardcore separationister som Auster, Fitzgerald og Belien,
dvs. mennesker, som ønsker islam rullet tilbage med hårde tiltag sat i værk uden hensyn til vores fortsatte ratifikation af de internationale konventioner
ville overleve i DF ret længe, alene fordi partiet jo ikke vil vedkende sig at være imod islam eller imod muslimer. Er man imod islams udbredelse, må man
også være parrat til at overveje de nødvendige implikationer for religionens tilbedere, uanset om erkendelsen så skal være begrænset til det retoriske
plan, og uden hensyn til om diskurstilpasningen rammer uskyldige dvs. passive muslimer.
DF har ikke vist sig voksen til at tage den virkelige hårde islamdebat, og fremstår desværre lidt som et typisk dansk øllebrødsinitiativ uden tilstrækkelig
moralsk immunitet for racisme anklager. Partiet behøvede ikke at ekskludere nogen, før der var faldet dom for overtrædelse af § 266 b. Men at man ikke
kan finde sine egne ben selv på det kerneområde. hvor Søren Krarup gør en forskel er ganske uklædeligt og amatøragtigt.

Vivi Andersen svarer mig:

Der har du fat i noget – for jeg regner bestemt ikke med nogen levetid, heller, i det parti og derfor er jeg heller ikke medlem .
Men som AHK skriver er det herhjemme endt i, for mange, at skulle foretage et valg mellem pest eller kolera.
Siden jeg for år tilbage startede med at sætte krydset ved DF var det ud fra den betragtning, at Danmark havde brug for en Havkat i Hyttefadet.
At DF er blevet så tam, at der ingen rigtig bid er i det er noget skidt.
Jeg undrede mig f.eks. en tid over, at DF ikke tog EUROMED og EUs Fire Fundamentale Frihedssøjler op til kærlig behandling.
Det gør jeg ikke mere.
Men jeg vil forsat stemme DF indtil den dag kommer, der dukker et parti op der Tør Hvor Andre Tier.
Hvis det nogensiden sker.

Jeg svarer Vivi Andersen:

Jeg er som oftest helt enig med dig. Det handler om at vælge mellem flere onder, og DF er det mindste onde, eller mindst dårlige alternativ i den nuværende
situation. Status quo på udlændingeområdet er jo under alle omstændigheder bedre end den tvesindede Søvndal, som den ene dag beder Hizb Ut-Tahrir om at
gå ad helvede til, og den næste forsvarer muslimske særkrav i retssystemet.
Men det er bare vigtigt at vi ikke glemmer, at DF kun er en stueren afskygning af antiislamiseringen, og at partiet når den politiske korrekte elite virkeligt
slår igen oftest træder vande.
Min kommentar var en replik til kommentar nr. 6, 9 og 10, der bevæger sig ud i en argumentationsform, der i moralækvivalens og apologi betænkeligt minder
om venstreorienteredes forsvar for manglen på internt demokrati på venstrefløjen.

1. DF er nok antidemokratisk, men det er andre partier også;
2. Fordi alle er lige gode er det noget griseri at rette grundlæggende kritik mod det demokratiske
underskud og inkonsistensen i DF;
3. Antidemokratisk udrensning og hykleri er skidt, når det foregår på venstrefløjen men taktisk nødvendigt på den nationalkonservative
højrefløj.
4. Vi skal åbenbart i højere grad bruge energien på venstrefløjen og frede ledelsen i DF.
Det lyder desværre som de interne debatter på venstrefløjens overdrev. Den slags kan jeg ikke godtage. Uanset om Søndagsavisen har sin egen dagsorden, rokker
det ikke ved relevansen og nyhedsværdien i historien. DF er i sin interne håndtering af medlemstilkendegivelser antidemokratisk og inkonsekvent, uanset
om man så ellers bryder sig om budbringerens motiver.
Det er naturligvis ikke rimeligt at skyde et ellers godt argument ned, fordi budbringeren med rette kan tiltros en skjult forudindtagethed. Eneste grund
til at nogle borgerlige så refleksivt forsvarer DF selv mod berettiget kritik må derfor være, at de af taktiske grunde ikke ønsker at indrømme oppositionen
noget som helst. Det er naturligvis korrekt, at medlemmerne i alle politiske partier er uden reel indflydelse, men DF har modsat de borgerlige partier
og selv – må det erkendes SF – absolut ingen tradition for en rig intern debat om ledelsens politik.

Svagheden i denne hårdhændede topstyring kommer partiet
til at sande, for de utilfredse har ingen mulighed for at nuancere synet på partiet som et udsalgsparti, og dermed kan man ikke give partiet sin stemme i håb om, at vælgertrofastheden skal komme den interne strammerfløj til gavn.
Ledelsen i DF har valgt ensidigt at satse på, at VOK samarbejdet leverer varen, og på at partiet ikke bliver straffet af vælgerne for at svigte dets tidligere løfter, men det dilemma må det bemærkes er helt selvskabt – og er ikke et, som de to regeringspartier både kan og vil hjælpe særligt med til at afhjælpe.
At dømme ud fra posteringen om utilfredsheden hos De konservative med samarbejdet med DF kunne De Konservative endda have en interesse i at udstille DF som et impotent parti.

Jeg vover derfor et øje og forudsiger, at vi i den kommende tid vil opleve, hvordan kræfter i regeringspartierne med små nålestik vil søge at udstille DFs mangel på principfasthed, samtidig med, at ministrene med ansvar for gennemfrielsen af aftalens løfte om genforhandling af Opholdsdirektivet vil anlægge en fodslæbende kurs over for EU.
De borgerlige vil naturligvis med alvorstunge miner love at gennemfrie aftalen, men nærlæser man aftaleteksten, står der intet om, at Opholdsdirektivet skal genforhandles, hvilket også ville være umuligt uden samarbejdsvilje hos de øvrige medlemslande, men kun, at regeringen skal gøre sig umage for at overtale de øvrige lande med henblik på, at der “vedtages en erklæring blandt ministrene, som opfordrer til en
ændring af opholdsdirektivet. “

3) Den videre proces i EU

Aftaleparterne noterer sig, at regeringen har givet tilsagn om allerede på det kommende rådsmøde
(retlige og indre anliggender) den 25. september 2008 at sætte Metock-dommens uheldige
konsekvenser og EU-opholdsdirektivet til politisk drøftelse. Regeringen vil lægge op til en politisk
drøftelse af, hvordan en øget risiko for ulovlig indvandring kan imødegås, herunder forslaget om at
ændre EU-opholdsdirektivet.
Aftaleparterne har endvidere noteret sig, at regeringen har givet tilsagn om på et efterfølgende
rådsmøde (retlige og indre anliggender) i oktober 2008 at lægge op til, at der i EU træffes en
politisk beslutning om, hvordan man håndterer risikoen for, at den ulovlige indvandring øges med
Metock-dommen. Sigtet er, at der vedtages en erklæring blandt ministrene, som opfordrer til en
ændring af opholdsdirektivet.
I den forbindelse har aftaleparterne noteret sig, at Kommissionen i andet halvår af 2008 har
igangsat en evaluering af opholdsdirektivet. Det første møde i EU om evalueringen finder sted den
22. september 2008, og EU-kommissionen forventes at fremlægge sin evaluering inden udgangen
af året. På den baggrund vil EU-kommissionen i foråret komme med forslag til retningslinier for
medlemsstaternes gennemførelse af opholdsdirektivet.
Aftaleparterne ønsker, at det skal være en forudsætning for familiesammenføring af statsborgere
fra tredjelande efter EU-opholdsdirektivet, at disse har haft forudgående lovligt ophold i EU.
Regeringen vil arbejde intenst på at opnå en sådan løsning. Parterne er enige om at gøre status
over denne proces senest den 1. september 2009 og i den forbindelse drøfte eventuelle yderligere
skridt for at opnå det ønskede resultat.

4) Opfølgningsmøder mellem aftaleparterne om udviklingen
Aftaleparterne nedsætter en opfølgningsgruppe, der mødes hvert kvartal vedrørende eventuelle
misbrugs-og svigs-tendenser i sager om familiesammenføring efter EU-reglerne, kommende
domme på området fra EF-Domstolen og om resultatet af bestræbelserne i EU for at sikre et
ændret retsgrundlag.

Det står naturligvis hen i det uvisse, hvad der skal ske efter rådsmødet i oktober 2008 om (retlige og indre anliggender), og om aftalen falder bort dersom den danske regering løber panden mod en mur i forsøget på at overtale de øvrige medlemslande til en genforhandling af Opholdsdirektivet.
Her må det bemærkes, at der i aftalens pkt. 3 kun fremhæves regeringens ønske om at sætte “Metock-dommens uheldige
konsekvenser og EU-opholdsdirektivet til politisk drøftelse” men intet om Malmø-løsningen, som allerede blev behandlet i Berlingske Tidende, før EF-domstolen afsagde kendelse i Metock-sagen.
Det er muligt, at forligsparterne med pkt. 3 også tilsigter at genforhandle Opholdsdirektivet i det omfang, det af personer med lovligt ophold kan bruges til at omgå de danske regler jvf. Malmø-løsningen, som var kendt også før Metock-dommen, men det må dog anses for usandsynligt, i lyset af præciseringen af regeringens ønske efter punktummet, som umiddelbart er begrænset til “en øget risiko for ulovlig indvandring”.
Dermed er forligsparternes fælles forståelse udtrykt i pkt. 3 afgrænset til en øget risiko for ulovlig indvandring, hvorved Malmø-løsningen ikke er det, som regeringen har lovet at søge genforhandlet.
EU-eksperten Marlene Wind har dermed ret i, at DF har godtaget EU-rettens overhøjhed.

egalitarismens pris

Nogle kvinder er selv ude om det, og om hende her kan der kun siges, at hun ikke fortjener nogen medlidenhed, uanset hvad der måtte tilstøde hende.
Jeg har ofte undret mig over, at mange kvinder falder for rå og sociopatiske mænd, og noget er utvivlsomt biologi, men et velordnet samfunds fornemmeste opgave er at beskytte svage individer mod netop disse mænd.
Et udpluk af sager fra pressen i den seneste tid giver stof til eftertanke.
kvinder.bt.dk: Danske kvinder vil have machomænd

Ekstrabladet: Peter Lundin hemmeligt gift

Ansatte ved Østjyllands Statsfængsel i Horsens er i oprør, efter at den livstidsdømte firedobbelte morder Peter Lundin i går blev gift ved en ceremoni i
anstalten.

Bruden er en yngre kvinde i 20′erne, som angivelig har været kæreste med morderen i omkring et års tid, hvor hun har besøgt ham i fængslet.

Farligt at være Lundins brud
Peter Lundin kalder sig i dag Bjarne Skounborg. Hans hemmeligholdte bryllup skaber bekymring blandt personalet, der ikke mener at kunne beskytte den unge
kvinde, selvom samværet under besøgene hos ægtemanden foregår i et særligt rumaflyttet besøgsrum.

Herhjemme har han tilbragt hovedparten af sin afsoning i Anstalten ved Herstedvester. Da han blev overflyttet til det ny statsfængsel i Horsens for under
et år siden, understregede eksperterne i Herstedvester, at der skulle rettes særlig opmærksomhed mod kvinder, som ønskede at besøge ham i fængslet. Grunden
er Lundins kendte agressivitet og ekstreme seksualitet.

Bruden opholdt sig i går 12 timer i fængslet, men afviste meget vredt at udtale sig om brylluppet, da hun ved 21-tiden forlod stedet for at køre hjem.

For det første er det fuldstændigt sygt, at en flerdobbelt sadistisk morder overhovedet får lov at modtage kvindeligt besøg i fængslet.
Et sundt samfund havde ikke tilladt en massemorder at indgå noget giftermål med nogen uden for fængslet.
For det andet må man håbe, at de 12 timers samvær ikke resulterer i børn, hvis far både er et skal vi sige det mildt mindre godt forbillede, og derudover er ude af stand til at påtage sig noget økonomisk ansvar for et barns forsørgelse.
Peter Lundin har allerede en søn med en anden kvinde, men da han afsoner en fængselsstraf er forsørgerbyrden naturligvis enten overladt til moderen eller til samfundet.
Havde han været en lovlydig borger, ville han haft et umiddelbart forsørgelsesansvar, men fordi han er i fængsel – teoretisk set på livstid, – kunne han rent faktisk undfange en masse børn, som herefter bliver samfundets problem.
Ethvert samfund, der i humanismens navn ikke kun tillader men i praksis belønner en sådan adfærd er gennemført sygt.

Men det ville ikke være et stort problem, dersom denne kvinde var i stand til at kende forskel på seksualdriften og dødsdriften.
Det der virkeligt må give anledning til selvransagelse er ikke, hvorfor nogle kvinder tiltrækkes af afsporede mænd, men hvorfor samfundet så fundamentalt undlader at beskytte dets svageste medlemmer.
I de seneste årtier har offerdyrkelse og nonjudgmentalism været i højsædet, hvilket har givet sig udslag i, at alle fra børnehaven er blevet opdraget til, at rigtigt og forkert først og fremmest handler om at vise tolerance. Ifølge dette sociale livssyn er kriminel adfærd ikke et produkt af overlagt og viljesbestemt adfærd, der kan lægges aktøren til last, men kun af dårlig sociale opvækst, en hård barndom og helt uforklarlige uheld.
Peter Lundin eller en anden sadistisk morder er ikke af natur ond men bare et misbrugt eller svigtet barn, som samfundet naturligvis må hjælpe til at blive et bedre menneske.
Godtager man denne teori om årsagen til kriminalitet, er man ofte åben over for andre argumenter såsom at straf på livstid til døden er udtryk for primitiv hævnfølelse, fordi selv den værste forbryder altid fortjener en ny chance. Holdningen om at alle skal have en ny chance, fordi straf ikke hjælper, fordi den udelukkende er en avanceret form for social ingeniørkunst bliver derved ophævet til samfundsbærende ortodoksi.
Det er utvivlsomt grunden til, at mange venstreorienterede skriver breve til fanger på den amerikanske dødsgang og i det hele taget ikke kan få armene ned, når en dødsdømt forbryder skriver tårepersende epistler fra sin dødscelle.
Her opdager man desuden en anden kontrolmekanisme, der tillige kendes som anger management dvs. suspension af naturligt forekommende følelser i situationer, hvor den spontane reaktion ville have
været, at forbryderen fortjente at rådne op i fængslet. Anger management bliver brugt i amerikanske skoler som middel til at afhjælpe problemer med mobning og andre brud på adfærdskodeksen.
Men vrede kan jo ikke styres,hvis grundlaget for den er en dyb frygt for det fremmede, så derfor må vredens tvilling frygt og fordomme rives op med rode, før at vi alle kan leve i det egalitaristiske paradis, hvor fordomme, intolerance og frygt i videst muligt omfang er blevet afløst af kærlighed, velvilje og troen på andre mennesker.
Derfor er det fordomsfuldt blot at tænke, at der er grund til at frygte visse befolkningsgrupper mere end andre, da man jo ikke kan bevise, at alle muslimer er antidemokrater, alle tidligere straffede seriemordere er uforbederlige eller at Peter Lundin stadig nærer en udsøgt passion for dissektion af den menneskelige anatomi. Hvis man derfor er ægte humanist og er parat til føre sin overbevisning ud i livet, må man nødvendigvis forudsætte, at Peter Lundin har lige så store anlæg for godhed som alle andre mennesker. Han er for at omskrive et rigtigt fortærsket udsagn blot en massemorder, som endnu ikke har fået lejlighed til at bevise sin venlighed.
Naturligvis ved selv hardcore venstreorienterede godt inderst inde, at humanismen i sin deontologiske renhed rummer kimen til menneskelig destruktion, for det er ikke så sjovt at byde en tidligere straffet sadistisk morder eller langfingret kriminel til middag og først for sent opdage, at hans smag for kød går lidt videre end røde bøffer. Vi praktiserer med andre ord det, som ifølge den moderne sproglig forståelse er ensbetydende med diskrimination. Vi ekskluderer alle mennesker med en bestemt løbebane fra vores privatliv på basis af firkantede kriterier, og begår derved diskrimination mod mennesker, vi overhovedet ikke kender personligt. At diskriminationen så er juridisk acceptabel, ændrer ikke ved, at det stadig er diskrimination på forhånd at forvise kriminelle fra privatsfæren.
Kvinden er naiv, ville nogle sige, og det hersker der næppe nogen tvivl om.
Men accepterer man humanistisk egalitarisme som virkeligheden, er det jo ikke logisk at betegne kvinden fra Ekstrabladet som naiv. Hun er blot mere konsekvent end flertallet af andre. Hun tager med andre ord nondiskrimination, nonjudgmentalism og andre teorier helt alvorligt og tilstræber at efterleve dem på bedste måde.
Heldigvis er hun endnu i live, men andre kvinder er ikke så heldige.
Samfundets blødsødne retspolitik over for voldelige alfamænd bidrager heller ikke til at løse problemet, for efter at alle er blevet hjernevasket til at tro, at intolerance og mistro er den værste dødssynd, er mange især svage kvinder blevet ude af stand til at genkende virkelig ondskab, selv når den udgør en latent trussel mod deres fysiske sikkerhed.

Et andet eksempel:

Århus Stiftstidende: Teenagere befamlet under køretur

To piger på 16 og 17 år takkede ja, da to unge mænd af anden etnisk herkomst i en sølvgrå Toyota Subra tilbød at køre dem hjem.
Men i stedet for hjem gik turen til Gellerup, hvor mændene begyndte at beføle de to piger.
Det lykkedes dog pigerne at komme ud af bilen, stikke af og selv finde hjem, hvor politiet blev alarmeret.
Vagtchef Mogens Brøndum advarer andre piger mod at gøre det samme:
»Man hopper ikke ind i en fremmed bil. Det er alt for risikabelt,« siger han.

To unge piger siger ja til et lift med to mænd, som eufemistisk betegnes som af anden etnisk herkomst, hvilket i politisk korrekt newspeak ofte dækker over mellemøstlige eller muslimske.
Pigerne er formentligt blevet opdraget med, at det er forkert at forskelsbehandle mennesker, hvorfor de ikke har brugt deres diskriminationsevne til at beskytte sig selv. Alle mennesker er lige, Derfor har det været utænkeligt for dem at drage plausible konklusioner om, at mellemøstligt udseende mænd i en bil på en mørk aften nok ikke var det sundeste rejseselskab.
Naturligvis kan man ikke på forhånd vide, om mellemøstligt udseende mænd er potentielle voldtægtskandidater, men hvis sandsynligheden for overgreb fra personer med et bestemt tilhørsforhold er over gennemsnittet, er det suicidalt ikke at handle ud fra ens begrænsede viden.
Men den ekstreme egalitarisme kræver netop, at vi afstår fra ræsonnementer, som sætter grupper i bås, uanset om der faktisk er en overvægt af farlige gruppemedlemmer.
UPDATE1:

TV 2 Nyhederne: Peter Lundin vil have børn

Den firedobbelte morder Peter Lundin ønsker at få børn med sin nye hustru. Det oplyser kilder i Østjyllands Statsfængsel til Ekstra Bladet og B.T.

En fængselsfunktionær oplyser til B.T. at Peter Lundin – der nu kalder sig Bjarne Skouborg – ofte har talt om at blive far, og at han vil kunne opnå en
række friheder ved at blive far, bl.a. vil han oftere kunne få besøg, og være i stand til nemmere at opnå ledsaget udgang fra fængslet. Den 22-årige hustru,
der er psykologistuderende, bekræfter over for Ekstra Bladet, at parret har sex i fængslets besøgsrum.

“Vi er jo bare blevet forelskede i hinanden. Jeg mødte ham, da jeg skulle lave en opgave til studiet, og så faldt vi for hinanden,” siger fru Lundin til avisen.

I en anden artikel får vi lidt mere at vide om kvinden, der efter alt at dømme har vanskeligt ved at adskille seksualdriften fra dødsdriften:

Berlingske Tidende: Ingen udgang til nygift Peter Lundin

Generelt prioritere Kriminalforsorgen kontakten til familien meget højt.

- Alle undersøgelser viser, at hvis man bevarer kontakten til det nære netværk, er risikoen for at man begår ny kriminalitet mindre. Så man gør alt for
at den indsatte bevarer kontakten til familien.
Ifølge Ekstra Bladet, er den unge kvinde, der blev gift med Peter Lundin i søndags, en psykologistuderende, der lærte ham at kende, da hun skulle skrive
en opgave til studiet.
BT kan derudover berette, at hun ikke er Peter Lundins eneste kæreste. Avisen har talt med en kvinde, der også mener, at hun er kæreste med Lundin.

Den unge psykologstuderende burde nok holde sig til sit studium og afholde sig fra at date sine studieobjekter.
Selvom Lundin ikke slippes ud i friheden med det første, er der ikke umiddelbart nogen lov mod at kriminelle undfanger børn under deres afsoning.
Noget kunne derfor tyede på, at samfundet endnu en gang i dets selvdestruktive grænseløse ønske om at please alle herved kommer til at betale for denne morders afkom. Det er for alvor et bevis på, at egalitaristisk humanisme resulterer i et sygt og moralsk depraveret samfund.
Kvinder som den unge psykologstuderende er tydeligvis så forskruede, at de må beskyttes mod følgerne af deres egen adfærd, men istedet for at holde dem væk fra landets mest modbydelige massemorder holder kriminalforsorgen pænt døren for den unge bimbo.
Det er afskyeligt!
Hun er selv ansvarlig for sit eget liv og burde være i stand til at overskue de mulige konsekvenser af egne beslutninger.
Men forældrene er ansvarlige, fordi de helt tydeligvis ikke kan have opdraget deres datter ordentligt; samfundet er ansvarligt, fordi det opdrager unge dumme høns til at de kan det samme som mænd, uden samtidig at indpode dem den fornødne varsomhed i omgangen med voldelige mandetyper, som selv ikke den bedste ligestillingspolitik kan fjerne fra jordens overflade.
Skal vi nu forestille os den hypotetiske mulighed, at Peter Lundin i fremtiden gør bimboen fortræd, kan vi være vis på, at pigens familie nok skal påtale manglen på rettidig omhu som samfundets fejl. Det vil slet ikke falde dem ind, at de kun har deres egen opdragelse at takke for hendes skæbne.
For visse mennesker eksisterer der ingen normbegreber om frihed og ansvar men kun tilfredsstillelse af øjeblikkets flygtige passioner.

Barbarisk egalitarisme

Et gennemgående tema for denne blog er samfundets knæfald for ondskaben.
Vi har været så kortsigtede,at åbne landet for barbarer for hvem godhed er et tegn på svaghed;
generøsitet er en invitation til spekulation og for hvem svaghed kun er en adgangsbillet til
tilfredsstillelse af sadistiske instinkter.
Her følger nogle nyhedsudpluk, som desværre demonstrerer, at råddenskaben er kommet for at blive:
Lokalbladet Budstikken s.
6, Kolding

Søvnproblemer, humørsvingninger,
smerter
i næsen, farvel til
lejligheden i Skovparken
samt mere en 10.000
kroner for tre måneders leje,
depositum til en ny lejlighed
i Kolding og farvel til beachvolley-
træningen ved
Dyrehaveskolen.
Det er omkostningerne for
18-årige Thomas, der i starten
af juni fik bank af en
gruppe unge med indvandrebaggrund
på otte til ti stykker,
da han sammen med
en kammerat var på vej fra
sin lejlighed til beachvolleytræning.
- Der er en gruppe indvandrere
uden for min lejlighed,
som råber danske svin og hippie
til os. Vi ignorerer dem,
men ved viadukten under
Lærkevej kommer de løbende,
fortæller Thomas om den
grimme oplevelse, hvor han
blev sparket, nikket skaller og
slået i ansigtet, efter at en i
gruppen havde sagt, at “du
skal ikke gøre modstand, for
så stikker jeg dig med en
kniv”.

JP.DK: Makabert hærværk i Askerød-klub

En gruppe børn fra den såkaldte Hundige Klub fandt tirsdag deres kaniner
spredt ud over en nærliggende mark i Askerød ved Greve. Kaninerne havde
bl.a. fået
revet hovederne af, og nogle af dem havde fået prikket øjnene ud.

Kaninerne var forsvundet mandag morgen, hvor en gruppe unge kriminelle igen
havde været på spil. Børn og pædagoger mødte mandag ind til flere knuste
ruder,
opbrudte døre og andet hærværk.

»Børnene var meget oprevede over, at de fandt deres kæledyr dræbt og
maltrakterede. De har jo passet dem, siden de var små,« siger en pædagog fra
klubben
i den volds- og hærværksplagede bebyggelse.

TV 2 Nyhederne Krimi: Kæreste

tilstår mishandling

En ung kvinde blev pisket, brændt og slået, da hun i ni dage blev holdt fangen i et skur i Sydhavnen i

København. Den afkræftede 19-årige er nu indlagt
på hospital, siger politiet.

“Jeg har sjældent set så voldsomme skader,” siger efterforskningsleder Henrik Svindt på Station City i

Københavns Politi.

Hendes jævnaldrende kæreste blev i formiddag anholdt. Han har ifølge politiet tilstået, at det er ham,

der har påført skaderne på den 19-årige kvinde.

I den seneste uges tid har kvinden kun fået meget lidt at spise og drikke. Men i går eftermiddag

lykkedes det for hende at slippe væk fra skuret, som ligger
i tilknytning til et værksted.

Truede med at slå familie ihjel
Ifølge kvinden har volden stået på i mere end et år, men er eskaleret i løbet af de seneste tre

måneder. Manden truede med at slå hendes familie ihjel,
hvis hun sagde noget.

Det er så groft, det er så afstumpet, det hun har været udsat for
—Efterforskningsleder Henrik Svindt

På kroppen er der mærker efter slag med enten et reb eller en pisk. En del af højre tommelfinger er

væk. Desuden har hun adskillige brændmærker, fordi kæresten
angiveligt satte ild til en engangsskraber og derefter pressede den mod hendes krop. Desuden er noget

af kvindens hår brændt og klippet af. Og endelig
er der forbrændinger på benene, da manden hældte kogende vand på hende, oplyser politiet.

“Det er så groft, det er så afstumpet, det hun har været udsat for,” siger Henrik Svindt.

Bevogtes af politiet
Offeret bevogtes af politiet af frygt for, at kærestens familie eller venner skulle forsøge at gøre

hende ondt, og desuden var politifolk i dag i gang med
at undersøge skuret nøje for spor. Efterforskningen skal i øvrigt fastslå, om andre end kæresten har

været involveret i frihedsberøvelsen.

Den anholdte mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i morgen med krav om fængsling, oplyser

vicepolitiinspektør Henrik Svindt.

Den 19-årige mand er dansk statsborger med libanesisk baggrund.

“Han sagde til hende, at hun ikke måtte tale med sin mor, fordi hun er kristen,” siger Henrik Svindt.

Intet i disse nyheder fortæller noget definitivt om forbrydernes værdier, men uden at begå alvorlig
vold på sandheden, vil jeg vove et øje og gætte på, at alle misdæderne er muslimer eller har nydt godt
af en helt bestemt muslimsk kulturel indoktrinering.
Fælles for alle aktører er, at de ikke er tilfredse med at afvæbne deres ofrer, men at de for at
understrege deres overlegenhed er nødt til at ydmyge offeret.
Thomas skal ikke bare have bank men bliver tillige ydmyget med trusler, der understreger hans
magtesløshed.
I sagen om indbruddet i Askerød-klubben oplyses det ikke, om der i forbindelse med indbruddet er
sket tyveri af ting fra klubbens lokaler, men banden har taget sig tid til at ydmyge børnene ved at
mishandle deres dyr på den mest bestialske måde.
Hærværket er altså ikke et tilfældigt udslag af kedsomhed sammenligneligt med at kaste flasker gennem
klubbens vinduer men afspejler en erkendelse af vestlig humanitet over for børn og dyr.
De unge muslimer forstår udmærket, hvilken symbolik dyr har for børn, og hvor meget mange danske
familier glæder sig over deres børns glæde over at udvise omsorg for et forsvarsløst kæledyr.
Når en bande planlægger og udfører et hærværk er det ikke kun en lovovertrædelse men bliver med den
minutiøst sadistiske dyremishandling en kulturel gestus til det omgivne vantro samfund om, at
forbryderne spytter på vestlig humanitet.
Dilemmaet for det humanistiske pædagogsamfund er derfor ikke, at de unge muslimer er kulturelle analfabeter, men at de
tværtimod forstår vesterlandsk humanitet så godt, at de nøjagtigt ved, hvordan de skal påføre os mest
smerte.
Pædagogiske teorier lægger så godt som altid til grund for dårlig social adfærd, at de forskellige
aktører ikke forstår hinandens kulturelle normer og derfor går fejl af hinanden. Med i alle disse tre
begivenhedsforløb beviser de involverede gerningsmænd imidlertid, de udmærket forstår hvad der gør os
svage.
Og her bliver humanisme og egalitarisme til vores akilleshæl, for hvad gør man med mennesker, hvis
religiokulturelle normer betinger dem til, at vantro er mindreværdige, og hvis børn, kvinder og dyr
derfor er frit jagtbytte for muslimens drifter.
Det er ikke nødvendigt for de unge muslimer konkret at have kendskab til religionens teologiske
sondring mellem muslimer og urene vantro; det er tilstrækkeligt, at indoptage den sociale sondring i
omgangen med det omgivne samfund.
Man kan ikke moralsk bebrejde eller laste de unge muslimer for at have reageret på den måde.
De forholder sig bare til den kulturelle betingning, som de har fået indpodet med modermælken – og
vigtigst af alt til det overflødighedshorn af dekadent lyster – som det vantro samfund nærmest tigger
den muslimske mand om at tage imod.
Og ikke nok med det, for skulle den sjældne inderligt fromme muslimske mand insistere på et liv helt
isoleret fra disse promiskuøse lyster, reagerer samfundet ikke med glæde men med selvbebrejdelse
over, at muslimer ikke vil vores modernitet.
Seksuelt aktive muslimske drenge, opvokset i et vantro samfund med masser af let tilgængelige vantro
kvinder, porno og skulderklap for selv de værste lovovertrædelser må derfor føle et naturligt ønske om
hele tiden at skubbe grænserne for den mulige lysttilfredsstillelse. Det betyder dog ikke, at de unge
muslimer nødvendigvis også indoptager nogen respekt eller forståelse for den humanistiske kultur, der
muliggør gratis sex, beruselse og andre former for lysttilfredsstillelse.
Tværtimod må mange af de unge mænd føle en lede ved det samfund, der i sin selvmorderiske generøsitet
giver dem alt uden sværdslag, og oven i købet bebrejder sig selv for selv overlagt ondskab.
Så når muslimske mænd udviser et forkvaklet kvindesyn, vil det vantro samfund altså ikke bebrejde de
individuelle aktører deres adfærd men istedet med preemptiv selvflagellation enten frikende
forbryderne for enhver moralsk skyld, eller mere sandsynligt understrege forbrydernes offerstatus.
Altså uanset hvor dårligt en muslim opfører sig, kan det kun være samfundets skyld.
Klart at denne patetiske offerdyrkelse ikke ligefrem opfordrer til nogen selvransagelse.
Det er nærmest som en kvinde, der åbner døren for en fremmed mand med med invitationen
- Kom bare ind, hvis du voldtager mig er det min egen skyld. Og bagefter skal jeg nok bortvaske din
skyld, fordi jeg åbnede døren.
Den amerikanske kommentatorer Lawrence Auster har formuleret det som
Auster’s law of majority-minority relations

in liberal society

The worse a designated minority group behaves, the more we must blame ourselves for it.

Jo værre muslimer eller andre fremmede opfører sig, desto mere må vi bebrejde os selv,
at forbryderne ikke kontrollerer deres egen adfærd.
På mindst en strand er nøgenbadning faktisk blevet forbudt, efter at muslimske mænd bevæbnet med kkøller overfaldt badegæster.
Hvis unge mænd af anden etnisk herkomst er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken, må årsagen naturligvis enten være, at samfundet tæller forkert, eller dømmer racistisk, eller lader kriminelle etnisk danskere gå fri.
Årsagen kan aldrig være, at bestemte kulturelle normer bragt hertil fra den tredje verden opmuntrer til kriminel adfærd, eller at kulturen som sådan er uforenlig med livet i et moderne samfund.
For en modsat erkendelse ville så tvivl om egalitarismens dogme om at alle mennesker, uanset deres kulturelle ballast er ligeværdige og derfor fortjener at leve i et egalitaristisk samfund.
Banden fra Thomas historie, kaninmishandlerne fra Askerød og den voldssadistiske kvindemishandler er
også berettiget til en offerstatus, der minimerer deres individuelle moralske ansvar.

Mere fra Austers lov:

The worse any designated minority or alien group behaves in a liberal society, the bigger become the
lies of Political Correctness in covering up for
that group.

Et tydeligt eksempel på denne taktik er forsøget på at ensrette presseomtalen af sensitive
kriminalnyheder.
Pressenævnets
vejledende Regler for god presseskik
gør det i de fleste tilfælde umuligt at få et samlet overblik over den muslimske overvægt inden for
mange forbrydelsestyper.
Udgangspunktet for disse retningslinier er det,, at det ikke er sagligt at viderebringe fakta om
gerningsmandens trosbekendelse, med mindre det dette direkte har
med sagen at gøre.

4. Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller
organisationsforhold, medmindre dette direkte har
med sagen at gøre.

Tanken bag denne regel er den egalitaristiske antagelse om alle religioners og kulturers moralske
ligeværdighed..
Oplysning om involveredes faktiske eller mulige Religioner og kulturer, som i den konkrete passus
falder ind under trosbekendelse er altså ifølge reglerne som udgangspunkt irrelevant at viderebringe,
hvilket kun giver mening ud fra en antagelse om at alle kulturer og religioner er moralsk
ligeværdige.
Men hvis en kulturel eller religiøs betingning nu gør det mere sandsynligt, at en ung muslimsk mand
med et potentiale for aggressivitet vil overfalde vantro kvinder, fordi de ifølge hans religion er
frit bytte, er det måske ikke direkte relevant for sagen, men stadig påtvingende at vide for
samfundet, fordi forbrydelsen kan være en del af et større mønster.
De presseetiske regler forudsætter dog, at viderebringelsen skal have noget direkte med sagen at gøre,
hvilket ifølge sagens natur er en uoverstigelig hindring, fordi det sjældent kan bevises, at en
forbryder handlede ud fra rent religiøse grunde.
Hensynet bag reglen er ønsket om at undgå stigmatisering af bestemte grupper, men hvis der nu er en
overvægt af muslimske mænd med et anstrengt forhold til kvinder, og det kan påvises at religiøs
opdragelse faktisk indvirker på adfærden, er det mindre klogt på forhånd at udforme presseetiske
regler på en sådan måde, at offentligheden forholdes fakta.
Men endnu en gang kommer Austers lov til dens ret, for her kolliderer det egalitaristiske princip om
alle kulturers ligeværdighed med virkeligheden.
Kan man ikke gendrive den islamofobiske påstand om, at en overvægt af muslimske mænd har et forkvaklet
kvindesyn, og at dette kvindesyn udspringer af en religiøs opdragelse, og at en overvægt af muslimske
mænd optræder i modstrid med samfundets normer, må omtalen af virkeligheden fintunes til ikke at
overtræde det egalitaristiske dogme.
Men de muslimske mænd, der optræder på denne måde er jo ikke interesseret i egalitarisme men sværger
til en potent supremacisme, som kun nærer foragt for vores svaghed.
Samfundet er inde i en ond spiral, hvor muslimske provokationer selv af den grove og sadistiske
karakter beskrevet oven for kun afstedkommer ligegyldighed eller i værste fald selvflagellerende
selvbebrejdelser.
På den baggrund er det ikke uforståeligt, hvis de unge muslimske mænd smiler af de vantros dumhed.
For aldrig før har noget samfund så villigt demonteret dets egne moralske selvforsvarsmekanismer ved at
ophæve forbryder til offer og patologi til empati.
Skal retsstaten overleve, må den give igen med samme intensitet.
Det er ikke umuligt, dersom der foreligger den fornødne politiske vilje. Men det kræver et opgør med den humanistiske egalitarisme, der gør det gratis for mennesker opdraget i en præmoderne barbarisk æreskultur at game systemet.
Velfærdsminister Karen Jespersens forslag om at trække forældre til balladebørn i tilskuddet er et lille skridt i den rigtige retning.

Samfundsforfald og muslimsk vulgærkultur

I forrige postering opregnede jeg nogle eksempler på kriminalitet af den særlige art, der kun kan forstås som et kulturelt anslag mod vores civilisation.
De voldelige bander bestående af primært unge muslimske mænd ved hvad de gør; begår personfarlig kriminalitet ofte af et sadistisk tilsnit og krænker overlagt de moralnormer, som elllers ifølge vores eget humane moralske hierarki er mest beskyttelsesværdige.
For flertallet af kristne opdraget i det kristne bud om ikke at gøre mod andre, hvad man ikke ønsker for en selv falder det naturligt, at mishandling af kæledyr, forsvarsløse kvinder og et allerede afvæbnet offer er inhumant.
For flertallet af muslimer er det også en krænkelse, men fordi islam sondrer skarpt mellem muslimer og vantro, er det let for den iforvejen kriminelle eller sociopatiske mennesketype at rette sine destruktive drifter mod vantro, fordi det omgivne muslimske miljø ikke ubetinget fordømmer krænkelser eksklusivt rettet mod vantro.
Den kriminelle eller sociopatiske type er naturligvis ikke et værre eller bedre tilfælde, fordi vedkomne er muslim, men islam befordrer en helt særlig belønningsstruktur alle de steder, hvor muslimer lever i koncentrationer, der muliggør udfordring af den vantro retsstats verdslige institutioner.
Derfor er det ikke uforståeligt, hvorfor mmange muslimske mænd, der tages i kriminalitet rettet mod vantro kun har hån tilovers for retssamfundets moralske målestok, og hvorfor deres familier lige så ofte forsvarer deres afkoms depraverede opførsel over for retssamfundet.
Voldtægt af forsvarsløse kvinder er det værste efter en vestlig målestok, men den kulturelle patologi opdyrket af religionens insisteren på kvindelig ærbarhed og maskulin magtoverlegenhed medvirker til at muslimer er helt ude af stand til at forstå, hvorfor selv løse vestlige kvinder har ret til at gå i fred på gaden.
Når unge muslimer samler sig i grupper og systematisk chikanerer eller forfølger vantro kvinder er det ikke længere et isoleret tilfælde, som kan afskrives med socioøkonomiske argumenter.

Det er en dehumaniseringsmentalitet sidestillelig med et snigende kulturelt folkemord. Eller mere besindigt kan det betegnes som gateway behavior dvs. en mulig ansporer til mere alvorlige overgreb.
Når muslimske mænd krænker en kfrigjort vestlig vinde og kalder hende for ludder er det et anslag ikke kun mod offerets værdighed men ligeledes mod den kultur, der har givet hende frihed til at klæde sig frit.
Det er på ingen måde et isoleret dansk fænomen.
Den særlige modbydelige maskulinitet kom tydeligt frem i 2005 under oprulningen af en sag i Australien, hvor unge libanesiske mænd ikke kun begik flere alvorlige gruppevoldtægter men samtidig ydmygede kvinderne med racistiske tilråb om deres australske oprindelse.
Australien har ligesom andre lande med et stigende antal muslimer oplevet flere grove gruppevoldtægter. Disse voldtægter var kendetegnet af systematik og grove ydmygelser af den vantro kvinde.

The Sydney Morning Herald: Puny brother a cowardly bully 11.10.2002

Mohammed Skaf slouched in the dock with the harmless look of a teenager loitering at any suburban shopping centre.
Yet, Sydney’s District Court heard yesterday, the puny 165 centimetre teen was in fact a violent, callous individual capable of unbelievable arrogance,
“the instigator, the lure, or the bait”, for two of Sydney’s notorious August 2000 gang rapes.
“Mohammed Skaf … is a vicious, cowardly bully, arrogant and a liar – as well as being a rapist,” began Judge Michael Finnane, before sentencing the 19-year-old
to a maximum of 32 years’ jail, to be served in an adult prison.
He will be eligible for parole on January 2, 2021 – making his minimum term exactly half that of his elder brother, Bilal, the gang ringleader.
Noting the younger Skaf’s similar lack of remorse, Judge Finnane said: “It is hard to believe that young men brought up in modern Australia could behave
so much like wild animals.”

Skaf, whose identity was suppressed until yesterday because of his age at the time the crimes were committed, was the teenager who, with four others, lured
an 18-year-old from a train at Bankstown on August 30, 2000.
Later, as the first of 14 to rape her that day and having stolen her mobile phone, he told her: “You won’t get your phone back until you f— me.” He then
thrust her face-first into a toilet block wall and declared: “I’m going to f— you Leb-style.”
The prosecutor, Margaret Cunneen, said Skaf was “so brazen, so arrogant, so unmoved” by the miserable plight into which he had lured the woman that he returned
near the end of the six-hour ordeal – in which she was raped 25 times – to sexually assault her again.

On August 12 he had gone to the home of a 16-year-old girl he had befriended six months earlier. On the pretence of taking her on a drive to the city, he
abused the trust she and her mother had placed in him as a decent young man who had always been polite and well-mannered, and lured her instead to Greenacre’s
Gosling Park.
With arrangements already in place – via almost constant mobile phone contact with his brother – the younger Skaf adopted various ruses to calm her nerves
and keep her at the park until his brother and 10 others arrived.
Then he left, abandoning her as his elder brother grabbed her by the hair and, calling “Yallah [let's go] boys”, with the others dragged her across the
park. They then stripped her, assaulted her and held her down as she was raped by the elder Skaf and another man.
During the attack she had a gun pointed at her. She managed to escape but was hunted down at a nearby telephone box. Again the gun was pointed at her and
she was ordered into a vehicle before a stranger appeared, forcing the gang to flee.
For aiding and abetting this attack, the younger Skaf was sentenced to a maximum of 15 years, with a non-parole period of nine years.
Two reports tendered in court yesterday indicate his ongoing contempt for his victims and women, particularly female authority figures. He had made sexually
inappropriate remarks to female staff at the Kariong juvenile facility and continued to blame the victims for initially agreeing to go with him.
“[They] were not good either, since they came out with us as soon as I asked them,” he told one officer.

Forældrene til den australske pige har ikke mistænkt den pæne araber for at forstille sig. Det politisk korrekte dogme om, at alle kulturer er lige, og at man ikke må dømme nogen på forhånd har dermed kostet endnu et offer.
Hvis forældrene derimod havde opdraget deres datter til at fravælge muslimske mænd, ville de om ikke andet have sparet hende for en ubehagelig erfaring.
Men formentligt har de slet ikke drømt om denne mulighed, for det ville jo være utilgivelig diskrimination på forhånd at mistænke muslimske mænd. Det er selvfølgelig ikke retfærdigt over for de muslimske mænd, som ikke ville begå voldtægt, men forældre, der er så dumme at sætte politisk korrekthed over deres egne børns trivsel er heldigvis få.
Et simpelt fravalg af mellemøstligt udseende mænd på en mørk diskoteksaften er ikke så politisk korrekt, men den kvinde, som har sin førlighed kær vil selvfølgelig helt ubevidst gøre det, som skønnes at være i hendes egen interesse.
Diskrimination, det være sig den pæne såvel som den mindre pæne, handler om at undgå risici.
Et andet eksempel fra Australien:

Sydney Morning Herald: In the open: rapists’ campaign of vicious assaults 22.07.2005

They are probably the most violent, prolific gang rapists Sydney has known, with as many as 18 young victims. But until now the extent of the horrific crimes
of four brothers from Pakistan has been kept secret.
Yesterday, more than three years after they went on a six-month rampage, luring girls as young as 13 to their home in Ashfield to rape them, suppression
orders forbidding publication of their trial details were lifted.
They still cannot be named because two of the brothers were juveniles, aged 16 and 17, when they committed the first offences. But the crimes of the brothers
MSK, MAK, MRK and MMK, and their friend RS, can now be made public.
The brothers, who came to Australia from Pakistan around 2000, had claimed in the face of damning DNA evidence that they were the victims of an anti-Muslim
conspiracy.
The eldest brother feigned mental illness, they sacked numerous lawyers and aborted trials to ensure delays as they tried to wear down the victims who had
agreed to testify.

The rapes of at least eight girls took place mostly in the brothers’ Ashfield home between January and July 2002. The girls were invited to a “party”, but
would arrive at the house, which was strewn with rubbish and plastered with posters of semi-naked girls, to find no other females there.
Some victims were repeatedly raped at knifepoint and told they would be killed if they went to police. The brothers videotaped their rapes, and the tapes
show another dozen possible victims. The police have not been able to find them all and some did not want to come forward.
The victims who did make complaints breathed a sigh of relief on Monday, when the oldest brother, MSK, pleaded guilty to the aggravated sexual assault of
a 13-year-old girl in July 2002. That spared the victim from having to give evidence and brought the series of trials to an end.
The brutality of the crime, the last to go to trial, was typical. Before raping the girl, MSK told her he had strangled a girlfriend and hung her from a
balcony in Iraq – though he was from Pakistan.
In June this year MSK was found guilty of four counts of aggravated sexual assault against a 14-year-old. MAK pleaded guilty to one count of the same charge
after the trial was aborted due to outbursts by MSK, who shouted details of their previous convictions at the jury. He also jumped the dock and threw broken
glass at the victims’ mothers.

Den helt åbenlyse foragt for selv det verdslige samfunds formelle rettergangsnormer er også helt almindelig muslimsk opførsel i danske retssager.
Den særlige muslimske solidaritet omkring modstanden mod retssamfundet er ikke begrænset til selve rettergangen men kommer også til udtryk, når familiemedlemmer truer vidner eller som det skete fornylig bistår forbryderen med at flygte under ledsaget udgang.Under massevoldtægtssagen fra Århus udtalte en pårørende til en af de dømte det klart og føndigt:
“Fuck jeres lov, fuck jeres regler”
Uriasposten: “and never the twain shall meet.”
Ekstrabladet.dk: Stak af under mors begravelse.

“Den 30-årige narkodømte Hassan Mohammad El-Souki stak tidligt i aften af fra politiet, da han havde fået eskorteret udgang til sin mors begravelse. Moderen
døde i går på Rigshospitalet…
Under begravelsen på den muslimske gravplads på Brøndbyøstervej ledsagede fire betjente El-Souki.
Tidligere på dagen under en ceremoni i moskeen på Dorteavej i Københavns Nordvestkvarter, hvor El-Souki deltog, blev en patruljevogn punkteret, men det
var intet imod, hvad der ventede betjentene under selve begravelsen.
- De blev overfaldet af hele begravelsesfølget og overdænget med sten, og en af betjentene blev slået. Imens løb El-Souki op over en vold og ud på Holbækmotorvejen,
hvor en sort mindre bil uden nummerplader ventede på ham. De kørte dybt uforsvarligt med meget høj hastighed, og vi lod dem køre, da det ikke var forsvarligt
at forsøge at holde trit med dem, siger René Hansen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til ekstrabladet.dk.”

Det kræver hemmeligholdelse og fælles forståelse at få et helt eller blot flertallet af et begravelsesfølge til at angribe politiet.
Hvilke værdier,er det, der får alle disse mennesker til at dække over hinanden og smide sten på politiet uden personlig frygt for retsforfølgelse?
Det er naturligvis islams påbud til den almindelige muslim om at stille sig solidarisk med sin trosfælle i en hvilken som helst konflikt med de vantro. Naturligvis er det ikke alle muslimer, som ubetinget ville stille sig på trosfællers side, men enhver muslim ved, at religionen opdeler muslimer og vantro i gode og dårlige mennesker, og kan derfor altid vende tilbage til religionens stammesolidaritet, hvis behovet skulle melde sig.
Muslimer er naturligvis ikke ene om at blande voldtægt med supremacisme. Det samme har krigsførende parters soldater gjort under konflikter i det tyvende århundrede. Men det, der adskiller krigsførende nationer fra den stammementalitet, som er drivkraften bag de unge muslimske mænds handlemåde og sprogbrug er naturligvis, at de unge muslimer kan hente legitimation i deres kulturelle bagland, hvor imamer som Taj Din al-Hilali, udtaler, at utækkelige kvinder er som rådt kød.

Australian Muslims endorse controversial cleric

Sydney – A Muslim cleric who whipped up a storm last year when he told his Sydney flock that women who don’t wear the veil invite rape has been endorsed
as the supreme leader of Australia’s 300,000 Muslims.

Clerics from around the country meeting in Sydney decided Sheik Taj Din al-Hilali, 67, should keep the post of Mufti of Australia that he has held since
1988.
Prime Minister John Howard last year urged Muslims to dump al- Hilali, as did New South Wales Premier Morris Iemma.
Earlier this year al-Hilali raised the ire of Australians when he said Muslim migrants had a greater entitlement to the country than those who arrived at
the time of colonial settlement.
‘We came as free people, we bought our own tickets, we are entitled to Australia more than they are,’ al-Hilali told a television station in his native
Egypt.
Howard called on Muslims to show a willingness to join the mainstream by ditching their controversial leader.
Al-Hilali, an Australian citizen, has been censured before for his extremist views and each time the Muslim community has closed ranks behind him.
He made international headlines when he told the congregation at Sydney’s largest mosque that a woman in revealing clothes was herself to blame for sexual
assault ‘because if she hadn’t left the meat uncovered the cat wouldn’t have snatched it.’
After the remarks, 34 Muslim community organizations signed a petition urging al-Hilali to defy calls for him to stand down.
Al-Hilali has denied the Holocaust, defended suicide bombers, described as ‘God’s work against oppressors’ the 2001 terrorist attacks in the US, and blamed
Jews for ‘all the wars and problems that threaten the peace and stability of all the world.’

Konspirationsteorier, retfærdiggørelse af voldtægt og islamisk supremacisme hævdes altid kun at være en forvanskning af den autentiske menneskekærlige islam.
Så et flertal muslimer skulle jo have en interesse i at lægge afstand til rabiate anskuelser.
Men nej, så snart imamen lader munden løbe lidt for meget, slår muslimerne naturligvis ring omkring ham ikke på trods af men på grund af hans forsvar for islamisk kultur.
Om det faktisk nyder sanktion i Koranen og de øvrige helligskrifter bliver så pludselig underordnet, for selv den kultur der omgærer religionen, skønt den ikke direkte er dikteret deraf, er også for tæt på muslimernes hjerter.
Det giver åbenbart god street cred blandt den almindelige Hr. og sikkert også Fru Muhammed at sige, at kvinder selv er ude om voldtægter, at jøder planlagde og udførte angrebet den 11. september 2001, og at muslimer, der aldrig aldrig har holdt slaver har mere ret til Australien end efterkommerne til de onde anglesaksiske straffefanger.
Islamisk supremacisme, sexisme, antisemitisme og almindelig paranoia går dermed op i en skøn folkelig enhedskultur der i praksis er lige så vigtig som selve helligskrifterne.
Naturligvis står der ikke i Koranen, at muslimske mænd må begå æresdrab, eller at kvinder selv er ude om at de bliver voldtaget. Men der er religionen med dens assertive politiske supremacisme, som den læres af teologerne, og så er der den vulgære seksualiserede folkelige religion for de muslimske masser.
Om hvorvidt truslen fra islam udgår fra den politiske eller den kulturelle supremacisme er svært at sige. Det er dog helt sikkert, at den politiske supremacisme ville uddø, hvis det ikke var for den vulgære understrøm af kulturelle normer, der flyder ned gennem det religiøse hierarki til manden på gaden.
De fleste gider ikke kæmpe for sharia som abstraktion, men mange mænd lytter gerne til budskabet om, at løse kvinder er ansvarlige for mandens drifter. Går manden over grænsen, tilbyder religionen en rationalisering af hans handlemåde.
Sex uden for ægteskabet er forbudt, og ifølge shariaen straffes det teoretisk set med døden for begge parter, men alle de steder, hvor der eksperimenteres mes shariastraffe ender det så godt som altid med, at kvinden bliver dømt til stening, mens at manden går fri.
Selv islamister kritiserer ofte disse domme for ikke at overholde shariaens strenge bevisbyrderegler, der ellers forudsætter fire vidner til ulovligt seksuelt samkvem.
Man skulle på den baggrund tro, at afvigelsen fra den rene sharia ville krænke almindelige muslimers retsfølelse, fordi det selv ikke ifølge en korrekt tolkning af sharia er muligt at dømme kvinden uden også at dømme manden.
Men de muslimske masser er ikke interesseret i utro mænd men kun i utro kvinder.
I praksis ved de fleste muslimer, der i teorien sværger til sharialoven, at de barbariske steningsstraffe altid eksklusivt rammer kvinden men ikke manden, men alligevel får denne så godt som enerådende krænkelse af islamisk ret ikke de almindelige muslimer til at vige fra shariastraffe.
Den eneste fornuftige forklaring på dette misforhold er, at flertallet af muslimer dybest set er ret så kyniske over for deres egne helligskrifter, så længe disse kan bruges til at holde kvinder og vantro på deres plads nederst i magthierarkiet. Det ville dog kun være et muslimsk problem, hvis denne patologiske dobbelthed dikterede samfundsudviklingen i fattige mellemøstlige lande, men hvor som helst muslimer slår sig ned i større koncentrationer, flytter nissen med.
Som en følge af udbredelsen af den assertive muslimske supremacisme gennemlever de bløde vestlige retssamfund en snigende barbarisering af det offentlige rum.
Kvinden er som ofte målestokken for, hvor meget en civilisation søger at beskytte sig selv. Man kan sige meget om den muslimske kultur og dens kvindesyn, men den muslimske civilisation opretholder kontrollen med dens egne kvinder og giver i praksis den muslimske mand frihed til at krænke vantro kvinder efter forgodtbefindende. Det er ikke formelt forenligt med Koranen eller med de retslærdes fatwaer men i praksis er denne adfærd repræsentativ for den folkelige forståelse af hvad en god muslimsk mand kan tillade sig og tolereres derfor af imamerne.
Vulgærkulturen og den teologiske supremacisme er dermed blot to sider af samme mønt.
Det vestlige samfund har derimod ophævet appeasement til højeste moralske målestok.
De traditionelle selvforsvarsmekanismer, der til andre tider ville have forpligtet manden til at beskytte kvinden mod fremmede voldtægtsanslag virker ikke længere. Velfærdsstaten har overtaget mandens rolle, og straffer endda folk for at skaffe sig midler til effektivt selvforssvar. I det vakuum kan den muslimske mand opfostret i en præmoderne æreskultur udleve selv sine mest skjulte og tabubelagte lyster og drifter, uden at samfundet gør noget effektivt for at sætte grænser. Virkningen af dette kulturelle selvmord ser vi i broderlandet Sverige, hvor muslimske drenge adspurgt om deres holdninger til seksualitet har åbenbaret normer, der er i lodret modstrid med værtslandets ligestillingspolitik.
Den folkelige muslimske vulgærkultur er derfor på konfrontationskurs med det vestlige retssamfund, men kun tiden vil vise, hvilken en af disse to som er stærkest.